Udland

28 hemmelige dokumenter kan afsløre Saudi Arabiens rolle i 9/11

Havde Saudi Arabien en rolle i terrorangrebene 11. september 2001? Svaret kan være gemt i 28 hemmeligholdte papirer, der måske snart ser dagens lys.

28 hemmeligholdte papirer fra undersøgelseskommissionen Joint Congressional Inquiry er blevet omdrejningspunkt i en diplomatisk krise mellem USA og Saudi Arabien. En krise, der frygtes at kunne få omfattende og alvorlige konsekvenser for de to landes indbyrdes forhold.

Kongressen i USA truer Saudi Arabien med et lovforslag, der skal gøre det muligt for de pårørende til ofrene for terrorangrebene den 11. september 2001 at sagsøge Saudi Arabien for landets påståede forbindelse til al Qaeda-terroristerne, der udførte angrebene i New York og Washington. Det skriver avisen The Independent.

Konflikten mellem de to lande kastede en mørk skygge over præsident Obamas nyligt overståede besøg i Riyadh, hvor Saudi Arabien truede med at frasælge amerikanske aktiver for rundt regnet 750 mia. dollar, hvis Kongressen vedtager det omstridte lovforslag.

De hemmelige papirer, der ligger låst inde i et sikkerhedsrum i Det Hvide Hus, har endnu ikke set dagens lys. Tidligere præsident George W. Bush påstod, at det ville være skadeligt for USA’s sikkerhed, hvis papirerne blev offentliggjort.

New Yorks borgmester: Jeg blev tilbudt 10 mio.

Siden er presset for at få offentliggjort papirerne steget i takt med, at Saudi Arabien gentagne gange har forsøgt at skjule deres rolle i angrebene på USA. New Yorks tidligere borgmester Rudy Giuliani har tidligere fortalt, at en saudisk prins tilbød ham en check på 10 mio. dollar for at påvirke efterforskerne af angrebene til at vende blikket væk fra Saudi Arabien. Giuliani siger, at han aldrig tog imod checken ”fordi amerikanerne havde krav på at få hele sandheden om, hvem der stod bag terrorangrebene”.

Søndag kom det frem, at kilder i Det Hvide Hus havde lækket oplysninger om, at dele af den hemmelige rapport vil blive offentliggjort.

Den tidligere demokratiske senator Bob Graham gentog for nyligt sin påstand om, at Saudi Arabien var dybt involveret i planlægningen af angrebene på USA. Han sagde: ”Det vigtigste ubesvarede spørgsmål i forhold til angrebene den 11. september 2001 er: ”Udførte disse 19 personer dette meget sofistikerede angreb alene, eller blev de støttet? Og hvem har med højst sandsynlighed givet dem den støtte? Jeg mener, at alle beviser peger på Saudi Arabien.”

To kongresmedlemmer, der har set de hemmelige dokumenter, støtter forslaget om at offentliggøre rapporten. Demokraten Stephen Lynch fortæller, at dokumenterne indeholder bevis for, at der er en forbindelse mellem ”bestemte saudiske individer” og terroristerne bag angrebene i 2001.

Republikaneren Walter Jones siger, at dokumenterne også kaster lys over, hvorfor præsident Bush var så opsat på, at rapporten ikke kom til offentlighedens kendskab: ”Det handler om Bush-administrationen og dens forbindelse til Saudi Arabien”.

Våben og penge til rebeller i Syrien

Anklagerne om saudiernes rolle i terrorangrebene kommer på baggrund af, at det ultrakonservative kongedømme finansierer adskillige islamistiske grupper. Senest er Saudi Arabien blevet anklaget for at sende våben og penge til de mest ekstreme rebeller, der kæmper mod præsident Assads regime i Syrien.

Rudy Giulianis anklage om forsøg på bestikkelse mod den saudiske prins kom dagen efter, at det blev afsløret, at et flycertifikat tilhørende al Qaeda-terroristen Ghassan Al-Sharbi var blevet fundet i en konvolut på den saudiske ambassade i Washington. Al-Sharbi havde taget flyvelektioner forud for angrebene i september 2001.

Certifikatet blev fundet sammen med andre dokumenter under en ransagning, efter Al-Sharbi blev taget til fange i Pakistan i 2002. Ghassan Al-Sharbi tog ikke aktivt del i terrorangrebene i 2001, men har lige siden siddet tilbageholdt i fangelejren på Guantanamo.

Gik prinsessens penge til terrorister?

Samtidig er det kommet frem, at der er en forbindelse mellem Saudi Arabien og yderligere to terrorister, Nawaf al-Hamzi og Khalid al-Mindhar, der ankom til USA i 2000. De deltog begge i kapringen af de passagerfly, der blev anvendt ved terrorangrebene. De to blev ved ankomsten til USA indlogeret i en lejlighed af Omar al-Bayoumi, som også hjalp dem med at skaffe opholdstilladelser og informationer om flyvekurser.

Al-Bayoumi modtog økonomisk støtte fra regeringen i Saudi Arabien. Allerede før angrebene i september 2001 stod Al-Bayoumi opført som saudisk agent i FBI’s arkiver. Noget myndighederne i Saudi Arabien siden hårdnakket har afvist.

Osama Basnan – en anden saudiaraber, der boede i San Diego omkring årtusindeskiftet, tilbragte også tid med de to terrorister al-Hamzi og al-Mindhar. Basnan modtog 75.000 dollar fra prinsesse Haifa bin Sultan – hustru til Prince Bandar bin Sultan, der var Saudi Arabiens ambassadør i USA. Pengene skulle angiveligt gå til medicin til Basnans kone, men en del af dem havnede i lommerne på Al-Bayoumi.

Anklagerne mod Saudi Arabien, der kan munde ud i et sagsanlæg, går netop på, at en del af prinsesse Haifas penge blev brugt til at betale for de to terroristers tilværelse i San Diego. FBI har indtil videre fastholdt, at man ikke har beviser, der kan forbinde kongefamilien i Saudi Arabien til de to terrorister.

Al-Bayoumi flyttede til Storbritannien i juli 2001,men blev anholdt af britisk politi 10 dage efter 11. september – på FBI’s opfordring. Det lykkedes dog aldrig for FBI at bevise, at Al-Bayoumi havde nogen forbindelse til terrorangrebene.

Det er fortsat uklart om - og i givet fald hvornår - de 28 hemmelige dokumenter vil blive offentliggjort og dermed måske kaste lys over Saudi Arabiens påståede rolle i terrorangrebene i 2001.