Ny forskning overrasker forskere: Asteroide udryddede ikke dinosaurer alene

- Det er superspændende, for det er jo modsat af alt, hvad man forventede, siger en dansk dinosauerforsker.

Det var ikke udelukkende en asteroide, der blev dinosaurernes endeligt.

Ny forskning viser, at dinosaurerne allerede var ved at dø ud, 40 millioner år før asteroiden ramte jorden og udslettede dem. Og det gør op med den gængse billede af dinosauerne som verdens herskere, indtil de forsvandt med et brag.

- Det er superspændende, for det er jo et resultat, der er fuldstændig modsat end det, man forventede, siger Bent Lindow, der er palæontolog ved Statens Naturhistoriske Museum.

Overrasker selv garvede forskere

Det er forskere fra Storbritannien, der har analyseret gamle data og fossiler med nye metoder og opdaget, at mens nogle dinosaurarter udviklede sig og var markant til stede for 100 millioner år siden, var langt flere ganske enkelt ved at dø ud.

Og det overrasker selv garvede forskere.

- Vi har hele tiden troet, at den sidste del af dinosauernes tid, før katastrofen der udsletter dem, var som skabt til, at der kunne dannes mange flere nye arter. Men nu har vi et resultat, der viser, at der tværtimod blevet færre, forklarer Bent Lindow.

- Det samme kan ske i dag

Dinosauerne levede formentlig i et økosystem, der ikke var i balance. Og det er stof til eftertanke om verdens tilstand i dag, mener den danske palæontolog, der sagtens kan se en ny asteoride eller bare klimaforandringer have samme katastrofale konsekvenser.

- Det passer på mange måder på det globale økosystem i dag. Igennem de sidste 2 millioner år kan vi se, at der er sket en stor udtynding i mangfoldigheden. Men også nu er der en naturlig tilbagegang af arter. Vi oplever altså det samme i nutiden som i dinosauernes tid, forklarer Bent Lindow.

- I dag står vi med et globalt økosystem, der er meget skrøbeligt - formentlig som på dinosauernes tid - hvor en markant påvirkning kan have den samme katastrofale betydning for mangfoldigheden af liv på jorden i dag, som den havde for 66 millioner år siden, da asteroiden ramte, vurderer han.

Forskningen er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift PNAS.