Udland

Krigen mod IS: Se 'den grimme fede fyr' smide bomber mod terrorbevægelsen

Under den Kolde Krig blev bombeflyet B-52 brugt til at bære atombomber. I denne uge har flyet kastet sin første bombelast mod terrorgruppen IS.

Det store bombefly B-52, som går under navnet Big Ugly Fat Fellow (den grimme fede fyr, red.), har over 60 år på bagen. Det tunge bombefly er benyttet under Den Kolde Krig, Vietnamkrigen, Golfkrigen, krigen mod Taleban i Afghanistan og nu krigen mod Islamisk Stat i Syrien og Irak. 

- Det er som at rejse tilbage i tiden, har kaptajn Lance Adsit sagt til New York Times.

- Jeg elsker B-52'eren, men det faktum, at det fortsat flyver, er sindssygt, fortæller den 28-årige kaptajn til avisen.

Modellen med otte motorer blev oprindeligt brugt til at opretholde en konstant trussel mod Sovjetunionen under Den Kolde Krig. Og med en rækkevide på 16.000 km kunne det medbringe atomvåben langt ind over sovjetisk territorium uden at skulle lande. Men det gik galt en enkelt gang. 

De fleste danskere husker, da et amerikansk B-52 bombefly lastet med brintbomber under en rutineflyvning styrtede ned i nærheden af Thule Air Base den 21. januar 1968: Det fik USA til at opgive at holde B-52'ere i luften til hver en tid i tilfælde af et russisk atomangreb.

Under Vietnamkrigen blev flyet særligt brugt til at tæppebombe nordvietnamesiske stillinger. Den største bombekampagne udført af B-52 skete i 1972 i Vietnam, hvor 129 bombefly smed 20,000 ton eksplosiver over byen Hanoi. Angrebet kostede 1000 mennesker livet og resulterede i landsdækkende demonstrationer i USA og international fordømmelse.

Bombeflyet der nægter at dø

B-52 har overlevet sin efterfølgers efterfølger, lyder vurderingen fra eksperter. De nyeste fly blev leveret til det amerikanske flyvevåben i 1962 og forventes først at blive udfaset i 2040.

- Der har været en række forsøg på at bygge en bedre model, men det er mislykkedes gang på gang, fortæller professor i sikkerhedsstudier ved Massachusetts Institute of Technology, Owen Coté til New York Times.

En række moderniseringer har i dag gjort flyet i stand til at udføre præcisionsbombninger. Og dem vil vi se flere af i kampen mod Islamisk Stat.

Big Ugly Fat Fellow i kamp mod IS

Pentagon frigav i denne uge optagelser, der viser et B-52, som bomber et af Islamisk Stats våbenlagre i Irak. Luftangrebet skete mandag ved Quyarrah i nærheden af storbyen Mosul, der har været under IS-kontrol de seneste to år. Dermed har den vestlige koalitions luftkrig mod den islamistiske terrororganisation i Irak og Syrien fået et nyt tungt våben, skriver Washington Post.

Operationen var den første, siden flere B-52 bombefly landede på Al Udeid-luftbasen i Qatar tidligere på måneden i forlængelse af, at Washington har skruet op for offensiven mod IS i Irak og Syrien de seneste måneder. Men af sikkerhedsmæssige årsager vil luftvåbnet ikke fortælle, hvor mange fly USA har sendt til Qatar-basen. Ifølge oberstløjtnant Chris Karns fra det amerikanske luftvåben, er B-52 i stand til at udføre en række strategiske missioner og udføre angreb med præcisionsbomber. 

- Præcision er afgørende i den her krig. Tæppebombning vil ikke være effektivt i de operationer, vi udfører, fordi Daesh (Islamisk Stat, red.) ikke er samlet i større grupper, men ofte opholder sig i tæt befolkede områder blandt civilbefolkningen. Og vi forsøger altid at minimere antallet af civile ofre, lyder meldingen fra Chris Karns.

B-52 vil sammen med andre flytyper være i stand til at smide deres amunition hurtigere mod mål, siger Oberst Steve Warren, der er talsmand for den USA-ledede koalition i kampen mod IS.

En ændring i de militære regler for indsatsen gør, at kampfly, bombefly og droner hurtigere kan sætte ind med et dødbringende angreb mod den islamistiske terrororganisation. Ændringen betyder, at lavere rangerende officerer nu kan godkende, hvor og hvornår IS skal rammes af luftangreb, hvilket forkorter den militære kommandogang, skriver USA Today,

- Jo mere beslutningskraft, der bliver sendt ned i systemet, desto huritgere kan vi agere, vurderer Oberst Steve Warren.

Officielt anerkender den amerikanske hær, at 26 civile er blevet dræbt som følge af koalitionens angreb mod IS. Men en tidligere højstående officer siger til avisen USA Today, at flere kan være dræbt af de mere end 40.000 bomber, man har kastet siden indsatsen begyndte i august 2014. I det Hvide Hus fortæller pressetalsmanden, Josh Earnest, at præsident Barack Obama er stolt af, hvor langt koalitionen går for at undgå tab af civile menneskeliv. 

Mens antallet af civile der er dræbt af koalitionens bomber angiveligt er lavt, så ser det helt anderledes ud, når det kommer til den russiske luftstøtte til præsident Bashar al-Assads styrker i kampene mod IS. Ifølge organisationen Airwars har den kostet 2000 civile livet det seneste halve år, skriver den britiske avis The Guardian.

- Enhver strategisk fordel af den russiske indsats har været dyr og blodig for de civile, siger direktøren for Airwars, Chris Woods. Organisationen overvåger, indsamler data og analyserer oplysninger om civile tabstal. 

Operation Inherent Resolve

Før B-52'ernes ankomst til området, har de såkaldte B-1B Lancers stået for hovedparten af de tunge bombeangreb, men de er tilbage i USA for at blive opgraderet teknisk, før de igen kan deltage i koalitionens kamp mod IS, der går under navnet Combined Joint Task Force - Operation Inherent Resolve, hvor også Danmark indgår. Operation Inherent Resolve har alene i dagene mellem den 9. og 15. april udført 115 luftangreb i Irak og 25 over Syrien.

Folketinget besluttede tirsdag med bredt flertal at sende syv danske F-16-fly, godt 60 soldater fra specialstyrkerne og et Hercules-transportfly i krig mod Islamisk Stat i Syrien og Irak. Styrken er led i koalitionen af godt 65 lande, som altså nu omfatter, The Big Ugly Fat Fellow eller blot  B.U.F.F., som B-52'eren populært kaldes i det amerikanske luftvåben.

I videoen i toppen af artiklen kan du se  det første B-52 bombefly, som bomber et af Islamisk Stats våbenlagre i Irak. Luftangrebet skete mandag ved Quyarrah i nærheden af den irakiske storby Mosul.