Udland

En måned efter terrorangreb: Metrostation genåbner i Bruxelles

Sådan så metrovognen ud efter eksplosionen under jorden ved Maelbeek-metrostrationen. Twitter / Twitter

Det er godt fire uger siden, 16 mennesker døde i terrorangrebet mod Maelbeek metrostation. Nu er stationen klar til byens mange pendlere igen.

Metrostationen Maelbeek, der var et af de to mål for terrorangrebet i Bruxelles for en måned siden, genåbner mandag morgen.

Det oplyser byens transportmyndigheder STIB fredag på deres hjemmeside.

Metrostationen blev voldsomt skadet, da en selvmordsbomber sprængte sig selv i luften i en togvogn om morgenen den 22. marts og tog 16 mennesker med i døden.

32 døde i terrorangreb

Flere eksplosioner ramte en hverdagsmorgen for en måned siden flere trafikknudepunkter i den belgiske hovedstad Bruxelles.

Først angreb to selvmordsbombere Zaventem Lufthavn i Bruxelles. Omkring en time senere blev metrostationen Maelbeek nær EU-institutionerne i byens centrum angrebet.

Angrebene kostede 32 mennesker livet.

Pendlere oplever stadig problemer

Belgien er stadig ved at vende tilbage til et normalt liv igen her en måned efter terrorangrebet, men de mange pendlende Bruxelles-beboere oplever stadig problemer.

Der er soldater i gaderne, og mange af de metrostationer, der er åbne, kører kun fra klokken 7 om morgenen til en gang om aftenen

Hvad pendlerne kan forvente af driften på Maelbeek, står der intet om hos STIB fredag.