Udland

Selvmordsbombe dræber 28 i Kabul - 320 meldes såret

. Twitter / Bilal Sarwary / Twitter / Bilal Sarwary

Afghanistans hovedstad er tirsdag blevet ramt af en eksplosion. Der er meldinger om over 320 sårede og 28 dræbte.

En kraftig eksplosion ramte tirsdag morgen Afghanistans hovedstad, Kabul, midt i myldretiden. Det skriver de internationale nyhedsbureauer.

Her sted kraftig røg stig op fra den centrale del af byen, og på den amerikanske ambassade i byen blev advarselssirener aktiveret.

Det afghanske sundhedsministerium har løbende opjusteret tallet og seneste melding lyder på 320 personer sårede. Og ifølge AFP siger politichefen i Kabul, at 28 mennesker har har mistet livet. 

Taliban tager ansvaret

CNN skriver, at det var en selvmordsbombe i en bil, der udløste eksplosionen, og at Taliban har taget ansvaret. Det har en talsmand for regeringen oplyst til mediet. 

Eksplosionen er fundet sted i et område, hvor mange offentlige bygninger og ambassader har hjemme. Målet var ifølge meldingerne den bygning, der huser Afghanistans primære sikkerhedstjeneste.

Den amerikanske ambassade oplyser, at den ikke er berørt af eksplosionen - samme melding kommer fra hovedkvarteret for Natos koalition i byen.

Sker efter melding om forårsoffensiv 

Taliban meddelte for en uge siden, at den har indledt sin traditionelle forårsoffensiv, hvor den militante bevægelse optrapper sine væbnede angreb mod styret og dets støtter.

I den forbindelse meddelte bevægelsen, at den vil "iværksætte storstilede angreb på fjendens positioner i hele landet" under offensiven, som Taliban har døbt "Operation Omari".

Det har den gjort til ære for Taliban-grundlægger Mullah Omar, hvis død blev offentliggjort sidste år.

Den årlige forårsoffensiv markerer normalt begyndelsen på "kampsæsonen", selv om Taliban det forgangne vinterhalvår fortsatte sine kampe mod regeringsstyrkerne uden en sæsonbestemt pause. Det er første gang, det er sket.