Stemplet som sexmonster: Nu kræver dansker millioner af New York

16x9
Malthe Thomsen håber at kunne få erstatning for sin tur igennem det amerikanske retssystem. Foto: TV 2 / TV 2

Den danske pædagog-studerende er i morgen tilbage i den by, hvor han siden sad uretmæssigt i fængsel.

Den danske pædagog-studerende Malthe Thomsen er i morgen tilbage i den by, hvor han for snart to år siden sad uretmæssigt fængslet i 13 dage – mistænkt for at have forgrebet sig på børn. Anklagerne var uden hold i virkeligheden. Han var blevet ”lokket” af politiet til at indrømme forbrydelser, han ikke havde begået. Og det skal nu koste storbyen dyrt.

FAKTA: Det blev danskeren anklaget for

  • Den 22-årige Malthe Thomsen blev anklaget for at have krænket 13 børn seksuelt.
  • Manden skulle fra den 27. maj til 4. juni have fået ni forskellige børn til at befamle sit underliv uden på bukserne.
  • Han blev mistænkt også for at have ført et barns hoved ned til sit underliv uden på bukserne.
  • Derudover blev han mistænkt han for at have rørt børn på numsen.
  • Børnene er mellem fire og fem år.
  • Den 22-årige blev anholdt i New York den 27. juni.
  • Skolens egne undersøgelse har frikendt danskeren.
  • Den kvindelige kollega, der har meldt manden til politiet, er nu fyret fra skolen.
  • D. 14.11. 2014 frafald alle anklager mod Malthe Thomsen

Malthe Thomsen og hans advokat Jane Fisher-Byrialsen møder mandag formiddag op i landsretten i New York og kræver adskillige millioner i erstatning. Ikke kun fra New Yorks politi, men også fra den kvindelige kollega, der i første omgang gik til politiet med beskyldningerne.

Malthe Thomsens advokat, Jane Fisher-Byrialsen.
Malthe Thomsens advokat, Jane Fisher-Byrialsen. Foto: TV 2 / TV 2

- Den dommer, der skal behandle sagen, har allerede fastslået i retten, at der intet som helst bevis er på, at Malthe har begået noget ulovligt, så vi har en stærk sag, siger Jane Fisher-Byrialsen til TV 2.

Hun vil ikke oplyse præcis, hvor stor en erstatning, hun går efter på vegne af sin klient. Men det drejer sig om mange, mange millioner. I første omgang vil advokaten kræve, at byen betaler de 204.000 dollars (knap 1,4 millioner kroner), som sagen har kostet Malthe Thomsen.

Han har haft udgifter til advokat, privatdetektiv, leje af dyre hotelværelser og lejligheder i New York (fordi den forhenværende dommer efter hans løsladelse krævede, at danskeren blev på Manhattan, mens sagen fortsat blev efterforsket), betaling af kaution og elektronisk fodlænke og mistet arbejdsindtægt.

Demonstration til fordel for Malthe Thomsen i 2014. Facebookgruppen
Demonstration til fordel for Malthe Thomsen i 2014. Facebookgruppen "Støt Den Fængslede Pædagogstuderende i New York" var initiativtagere. Foto: Simon Skipper / Scanpix Denmark

Stemplet som sexmonster

Oveni det kræver advokaten et stort million-beløb for svie og smerte og for den offentlige tilsvining af Malthe Thomsen, som New Yorks politi har bidraget til. Ikke bare var det politiets oplysninger, der førte til, at danskeren blev hængt ud på nogle af New Yorks formiddagsaviser med billede og navn og stemplet som ”sexmonster”. Det var også politiet, der fik ham placeret i et offentligt register for personer, der mistænkes for børnemisbrug på trods af, at der aldrig blev rejst en sag mod ham.

- Det har taget mig meget lang tid at få Malthes navn fjernet fra et register, han aldrig burde have været i, siger advokaten, der har studeret tidligere lignende retssager mod personer, som uskyldigt er blevet anklaget for sex-overgreb på børn. Flere af de sager er endt med klækkelige millionerstatninger.

Selv ønsker den nu 24-årige dansker blot, at der omsider kan blive sat et punktum for to års mareridt:

- Jeg ser frem til en dag at blive færdig med hele den her sag og for alvor kunne arbejde med at lægge det bag mig, men før den dag vil jeg ikke gå på kompromis med, at det skal ske på en ordentlig måde, siger Malthe Thomsen.

Ønsker loven ændret

Han havde oprindeligt krævet, at byen New York skulle ændre sin lovgivning, så andre uskyldige ikke bliver fanget i lignende situationer i fremtiden.

Danskeren ønsker bl.a., at det skal være forbudt for politiet at bruge afhøringsmetoder, hvor de bevidst lokker den anklagede i en fælde. Men det krav kommer ikke på bordet under retsforhandlingerne mandag. Her er det udelukkende det økonomiske forlig, der vil være på dagsordenen.

Malthe Thomsen blev taget imod af venner og familie i lufthavnen, da han kom hjem fra mareridtet i USA.
Malthe Thomsen blev taget imod af venner og familie i lufthavnen, da han kom hjem fra mareridtet i USA. Foto: TV 2 / TV 2

Vil have erstatning fra kollega

Malthe Thomsen har også rejst et erstatningskrav mod ”Gigi” – den kvindelige lærer, der rejste beskyldningerne, som skolen, hvor danskeren var ansat, undersøgte og tilbageviste, men som New Yorks politi altså valgte at tro på uden selv at undersøge sagen, før Malthe Thomsen blev anholdt.

- Gigi havde optaget nogle situationer med Malthe, som hun brugte som bevismateriale. Men de videoer har dommeren for længst forkastet og sagt, at de intet ulovligt viser, og at hvis de blev brugt i en retssag, ville domsmændene gå grinende derfra. Så elendige er de, siger Jane Fisher-Byrialsen.

Advokater for både den politibetjent, der afhørte Malthe Thomsen og anholdte ham, og for den kvindelige lærerkollega møder op i retten.

Efter dommerens indledende bemærkninger vil alle tre parter blive henvist til hver sit rum, og dommeren vil så i løbet af retsdagen gå fra lokale til lokale i forsøget på at mægle mellem parterne og afsøge mulighederne for et økonomisk forlig. Retssagen er ikke åben for offentligheden og ventes at vare adskillige timer.