Udland

På med danseskoene hinsidan: Sverige gør det lovligt at danse på gaden

Arkivfoto. Bardur Eklund / Scanpix Danmark

Et gammelt svensk lovkrav om tilladelse til dans i bybilledet, på restauranter og værtshuse er nu blevet afskaffet af Riksdagen.

En lov, der trækker tråde helt tilbage til starten af forrige århundrede og siden er blevet nedfældet og fastholdt, er nu blevet afskaffet.

Torsdag blev det nemlig helt og aldeles lovligt at danse spontant i gaderne og på svenske restauranter og beværtninger, som ellers har været nødsaget til at indhente en speciel "dansetilladelse", så deres gæster kunne svinge hoften og træbenet.

Loven blev senest revideret i 1993, og dengang valgte man at beholde kravet om dansetilladelse. Også i 2007 forsøgte et medlem af Riksdagen forgæves at få fjernet lovkravet, og sidste år forsøgte partiet Moderaterne igen uden held.

Men torsdag var der altså fælles front i Riksdagen, hvor partierne endelig stod sammen om at vedtage beslutningsforslaget, der denne gang kom fra Vänsterpartiet, om ophævelse af forbuddet. Det skriver Vice Sverige.

'Absurd i et moderne samfund'

I begrundelsen for beslutningsforslag skriver politikeren Rossanna Dinamarca blandt andet:

- I den første del af 1900-tallet mente man, at dans kunne fordærve ungdommens moral og føre til vold og kriminalitet. Det var også i denne periode, kravet om tilladelse til at arrangere offentlig dans kom ind i lovgivningen, og det findes stadig i dag.

- Men det er absurd og virker forkert i et moderne samfund at have en ordning, hvor barejere ikke tør spille musik, der kan opmuntre til dans, og hvor det er forbudt for mennesker at bryde ud i spontan dans med mindre, der findes en særskilt tilladelse, lyder det videre.  

Ifølge DN.se er der i dag 1100 restauranter og beværtninger alene i Stockholm, og kun 100 af dem havde før i dag dansetilladelser.

Så tillykke til dem – og til svenskerne i al almindelighed, som nu uden videre kan kridte danseskoene i bybilledet. Rossanna Dinamarca gjorde i hvert fald sit til, at dagen blev fejret med dans.