Udland

De store firmaers skatteregninger: Nu løfter EU sløret

Flere detaljer om de største firmaers overskud og skat skal bruges i kampen mod skattely, mener EU-Kommissionen.

Fuld offentlig adgang til hvad de største firmaer betaler i skat, land-for-land, i EU-lande og i skattely.

Sådan vil EU-Kommissionen bekæmpe skatteunddragelse, som menes at koste mellem 50 og 70 milliarder euro (370 til 520 milliarder kroner) for de europæiske statskasser hvert år.

Det fremgår af et forslag fremlagt tirsdag af Jonathan Hill, EU’s kommissær på det finansielle område, efter at skattely for alvor er kommet på dagsordenen som følge af den store Panama-lækage.

- Vores forslag om rapportering land-for-land er selvfølgelig ikke hovedsageligt et svar på Panama-dokumenterne, men der er en vigtig forbindelse mellem vores fortsatte indsats omkring gennemsigtighed og skattely, hvilket vi bygger ind i forslaget, siger Jonathan Hill.

Panama-afsløringerne har gjort kommissionen "pissesur", siger konkurrencekommissær Margrethe Vestager til DR, og derfor skal der sættes ind for at sikre fair konkurrence mellem virksomheder på tværs af størrelse og geografi.

Omsætning over 5,6 mia.

Helt specifikt skal firmaer, der driver forretning i EU og omsætter for mere end 5,6 milliarder kroner, ifølge forslaget hvert år offentliggøre en særlig rapport med detaljeret information om aktiviteter og skat.

For hvert enkelt EU-land skal selskabet blandt andet afsløre årets salg, overskud, skatteregning, antal ansatte og aktivitetstype. Det samme gælder for alle lande, EU betegner som skattely, mens tallene for alle andre lande kan samles i én kategori.

Kommissionens forslag dækker både europæiske selskaber og udenlandske multinationale, der har datterselskaber i EU.

I første omgang skal kommissionens idéer debatteres i Europaparlamentet og EU's ministerråd, inden de eventuelt vedtages og gennemføres ved lov i de enkelte EU-lande.