Kaos i Bruxelles: Korrespondent måtte gå ad motorvej for at komme til terrorramt lufthavn

16x9
En soldat kontrollerer biler, der ankommer til Zaventem-lufthavnen i dag. Foto: THIERRY ROGE / Scanpix Denmark

TV 2's korrespondent i Bruxelles skulle til Zaventem-lufthavnen, hvor 16 mistede livet i terrorangrebet i marts.

Så står man der igen. En tidlig morgen i Bruxelles med sin kuffert og to mobiltelefoner, der begge desperat forsøger at komme igennem til taxa- selskabet for at høre, hvor f..... den vogn bliver af, som man bestilte i går aftes for netop at være på forkant med tidsplanen og nå i lufthavnen i god tid. Denne morgen knap 3 uger efter terrorangrebet er afgangen sat en time tidligere end normalt, fordi intet længere er - ja normalt.

Akkurat som vreden over taxa-selskabet for alvor får tag i sindet, dukker Germain op i sin taxa, og blæser med sit smil vreden væk. Eller får den i hvert fald rettet mod dem, den skal rettes imod. Han minder madammen om, at metroen pga. angrebet jo først åbner kl. 7, at 18 stationer stadig er lukkede, og at trafikken har været håbløs siden kl. 06.30. At han så også indrømmer at selskabets forudbestillingssystem, som så meget andet systemisk i Belgien, er dysfunktionelt, er en anden sag.

Midt på motorvejen stiger vi ud med al vores bagage. Unge som gamle - og begynder at gå mod lufthavnen nogle kilometer væk, ellers vil vi ikke nå vores fly.

Lotte Mejlhede, Korrespondent TV 2

For når man lever i en by, der netop har været udsat for det værste angreb siden 2. Verdenskrig, bliver man nødt til at få proportionerne i orden. Livet er IKKE det samme som før. Der er godt og ondt. Der er retfærdighed og uretfærdighed. Der er lettere til tårer over forårs- solskin og små spæde, grønne blade og datterens sang. Man bliver yderst banal, og må bare sande, at Piet Hein havde så inderligt ret, da han skrev sit gruk: Huskat: "Husk at glemme bagateller. Husk at nemme, hvad det gælder. Husk at elske, mens du tør det. Husk at leve, mens du gør det."  Disse ord kører i hovedet på mig, mens Germain og jeg langsomt nærmer os den sårede lufthavn. Men der midt på motorvejen går det galt. De mange ekstra sikkerhedstjek af biler i lufthavnen kædet sammen med at dele af den offentlige transport stadig er ude af drift, sætter en prop i biltrafikken.

Efter et kvarter giver jeg op. Og det samme gør ca. 50 andre passagerer. Midt på motorvejen stiger vi ud med al vores bagage. Unge som gamle - og begynder at gå mod lufthavnen nogle kilometer væk, ellers vil vi ikke nå vores fly. Billedet minder om det vi så i Danmark for nogle måneder siden, da migranterne vandrede i motorvejs-rabatten i Sønderjyllland på vej mod en ny og måske bedre tilværelse. Vi andre er langt mere privilegerede, men vandrer derudaf som et symbol på terror-tiden i Europa.

Der opstår en stille solidaritet, mens vi klatrer over autoværn, rundt om militærkøretøjer og hopper over kæder af partisansøm. Vi finder en kringlet rute gennem et parkeringshus, opad trapper og endelig er vi fremme ved det første ekstra sikkerhedstjek udenfor selve afgangshallen. Køen er enorm, og man ser stressen i øjnene på dem, der har et fly lige om lidt. Men der er intet at gøre. Efter terroren har ramt, kan man ikke betale sig til en "fast track." Vi er alle underlagt den nye virkelighed, der gør det meget mere besværligt at rejse og leve vores frie liv. Der er masser af vagter og militær, men jeg tror mange af os tænker, at VIL folk slå sig selv ihjel og tage andre med sig i døden, så er det temmeligt nemt.

Som journalist er jeg vant til at være så objektiv som muligt. Det er en dyd, der sidder i rygraden på mig. Men når man skal forklare, hvad der er sket i "vores by" overfor en 10-årig datter,  må man have lov til at have holdninger.

Lotte Mejlhede, Korrespondent TV 2

Det er næsten bevægende igen at se Zaventem-lufthavnen i drift. Jeg havde aldrig troet, at lige netop den lufthavn skulle vække følelser i mig. Men en frygtelig video optaget med en mobiltelefon af en taxachauffør ganske kort tid efter angrebet har prentet sig på nethinden. Chaufføren hører om eksplosionerne og kører straks til lufthavnen for at finde sin søn, som arbejder i en af boderne i afgangshallen. Vi følger ham på den skæbnesvangre tur gennem infernoet af ødelæggelse, død og lemlæstelse, og pludselig ser vi et ganske lille barn sidde grædende formentlig ved siden af sin livløse eller hårdt sårede mor.

Lige her side om side med den ødelagte afgangshal rammer vreden igen. Som journalist er jeg vant til at være så objektiv som muligt. Det er en dyd, der sidder i rygraden på mig. Men når man skal forklare, hvad der er sket i "vores by" overfor en 10-årig datter,  må man have lov til at have holdninger. Der ER ondt og godt. Der er retfærdighed og uretfærdighed. Der findes et utal af forklaringer. Men ingen accept.