Udland

Venezuelas præsident til kvinder: Drop hårtørreren - det er for landets bedste

Der skal spares, hvor der spares kan i Venezuela. Selv skønheden må lide for præsidentens el-spareplaner.

Kvinder i Venezuela må kun bruge hårtørreren ved særlige lejligheder. For at spare på strømmen altså.

Det kunne lyde som en aprilsnar, men det er et ganske seriøst forslag. Og så kommer det fra landets leder, præsident Nicolas Maduro.

Jeg har altid ment, en kvinde ser bedre ud, når hun kører sine fingre gennem håret og lader det tørre naturligt. 

Nicolas Maduro, Præsident, Venezuela

Præsidenten har netop udstedt et dekret om, at alle offentligt ansatte de næste to måneder skal holde fri om fredagen – for at spare energi – og opfordrer generelt til, at folk skal holde igen med energiforbruget.

Skru op for temperaturen på airconditioningen, sluk for apparater, du ikke bruger, tør tøjet udenfor i stedet for i en tørretumbler.

Præsident, Nicolas Maduro.

Og nu er turen altså kommet til kvindernes hårtørring.

- Jeg har altid ment, at en kvinde ser bedre ud, når hun kører sine fingre gennem håret og lader det tørre naturligt. Det er bare en idé, jeg har, siger præsident Nicolas Maduro ifølge The Independent.

Det forslag faldt ikke i god jord hos alle i Venezuelas hovedstad, Caracas.

- Hvis præsidenten tror, at det, at vi ikke føntørrer vores hår, vil hjælpe, så er problemet langt større end vi troede, siger en lokal indbygger til Al Jazeera.

De politiske modstandere har heller ikke meget tilovers for præsidentens seneste spareforslag.

- Bare fordi Maduro ikke arbejder mandag til fredag, lørdag eller søndag, betyder det ikke, vi venezuelanere er sådan, siger oppositionspolitikeren Maria Corina Machado. 

Oppositionleder, Maria Corina Machado.

- Vi vil fortsætte med at arbejde, og have dig, Maduro, til at gå, siger hun.

Desperat strømmangel

Problemerne er da også store i Venezuela. Og det er derfor, man kan spore en del desperation i præsidentens spareforslag.

De faldende oliepriser har haft enorm effekt på landet, der har en af de største oliereserver i verden. Venezuela har ikke formået at investere penge i fremtiden, og det rammer landet hårdt nu.

70 % af landets elektricitet kommer fra Guri-dæmningen, som opdæmmer floden Caroni. Men vandstanden i floden falder, og den er kun et par uger fra at være så lav, at dæmningen ikke kan producere strøm, advarer myndighederne.

Venezuela

En alvorlig tørke i år giver problemer for flere sydamerikanske lande. Men især Venezuela.

Præsident Maduros regering giver skylden til en kombination at vejrfænomenet El Niño og sabotage fra politiske modstandere. Ifølge The Independent siger eksperter, at landet kunne have undgået den nuværende situation ved at have rationeret bedre og løbende have vedligeholdt de eksisterende kraftværker og investeret i andre energikilder.

En nedadgående spiral

På mange måder er festen ved at være forbi i Venezuela. Den økonomiske krise har bidt sig hårdt fast i landet. For nylig blev benzinprisen 60-doblet, og samtidig blev valutaen devalueret med 37 procent over for amerikanske dollars.

Den økonomiske krise i landet har også haft indirekte indflydelse på Danmark. I hvert fald inden for motorsport.

Kevin Magnussen fik sit sæde i Formel 1, da det venezuelanske olieselskab ikke længere havde råd til at støtte køreren Pastor Maldonado.

Den danske racerkører Kevin Magnussen, som nu kører i Formel 1, stod uden et hold at køre for inden sæsonen. Men den venezuelanske racerkører Pastor Maldonado, der var sponsoreret af det venezuelanske statslige petroleumselskab, kom i klemme.

PDVSA, som benzinkæmpen hedder, var kommet i betalingsproblemer, og kunne ikke betale sponsorat for deres galionsfigur. Dermed blev der plads til den danske racerkører.

En politisk støtte til præsident Nicolas Maduro holder et portræt af den forhenærende venezuelanske præsident, Hugo Chavez.

Farvel til socialismen?

Den tidligere så farverige præsident Hugo Chavez gjorde Venezuela til det socialistiske eventyr i Sydamerika. Chavez døde i 2013 og opbakningen til ideologien ser også ud til at dø hen.

Efter voldelige demonstrationer i 2014 med flere tabte menneskeliv til følge, var der i december sidste år parlamentsvalg i Venezuela. Oppositionen vandt 109 sæder, mens præsident Nicolás Maduros socialistparti og dets allierede blot fik 55 sæder i parlamentet.