Terrorangreb i Bruxelles

Bekræftet: Mand sigtet for terror i Bruxelles er svensker

Osama Krayem mistænkes for at være involveret i sidste måneds terrorangreb i Bruxelles.

En af de mænd, som belgisk politi har anholdt i forbindelse med terrorangreb, er svensk, bekræftes det.

En af de mænd, der blev anholdt fredag i forbindelse med efterforskningen af terrorangrebet i Bruxelles i marts, kommer fra Sverige.

Sådan lyder det søndag fra den belgiske anklagemyndighed ifølge det svenske nyhedsbureau TT. Dermed bekræfter en navngiven, officiel kilde for første gang den nyhed, som flere medier har skrevet om i flere dage: At en person med svensk baggrund er anholdt.

- Han kommer fra Sverige, siger Eric van der Sypt, talsperson for den belgiske statsanklager til TT.

Ikke navngivet

Eric van der Sypt sætter tilsyneladende ikke navn på, hvem den terrorsigtede med svensk baggrund er. Men de svenske medier har i flere dage skrevet, at den tidligere Malmø-borger Osama Krayem, skulle være blevet anholdt.

Eric van der Sypt fortæller til gengæld, at efterforskerne i Belgien kontakt med de svenske myndigheder.

Fredag blev i alt seks personer anholdt i Bruxelles i forbindelse med terrorangrebene i marts, som kostede 32 mennesker livet.

Tre sigtet for drab

To af dem er angiveligt løsladt igen, mens tre er sigtet for terrordrab og for at deltage i en terrororganisation, har anklageren oplyst.

En af de tre er den 23-årige svensker, som er identificeret som den person, der ses sammen med selvmordsbomberen Khalid El Bakraoui på en metrostation i den belgiske hovedstad.

De to taler kort sammen, få øjeblikke inden El Bakraoui sprænger sig selv i luften.

Har været i Syrien

23-årige Osama K.rayem har angiveligt været i Syrien. Han rejste tilsynelandede tilbage til Europa sammen med syriske flygtninge via de græske øer.

En af de øvrige terrorsigtede er Mohamed Abrini, som efter sin anholdelse fredag har tilstået, at han er "manden med hatten", der er set på overvågningsbilleder fra lufthavnen i Bruxelles 22. marts, hvor angrebet fandt sted.

Desuden er en mand, som kaldes Bilal E. M. mistænkt for at have hjulpet både Mohamed Abrini og Osama K.