Paven vil tilgive skilsmisser: Her er hans andre markante meninger

Pave Frans har haft en lang række markante udtalelser som Vatikanets overhoved.

- Ingen kan fordømmes for altid, siger han om dem, der lader sig skille og gifte på ny.

Sådan har det katolske overhoved sagt for nylig, da han kommenterede på personer, der bliver skilt. Kommentaren er faldet i et langt brev til den katolske kirke, hvor han opfordrer til medfølelse over for skilsmisser frem for at være streng. Dog inden for homoægteskaber er han på linje med kirkens officielle linje.

Det er dog langt fra første gang, at Pave Frans' udtalelser har skabt overskrifter i alverdens medier. Faktisk er der en lang række udtalelser, der har vakt opsigt i hans tid som kirkeligt overhoved.

Tvivler på Trumps tro

Så sent som februar kom han i centrum for debat omkring den amerikanske valgkamp og især Donald Trump. Han er nemlig blevet kritiseret fra pavens side for ikke at "bygge bro". Det skete under pavens besøg i Mexico.

- Et menneske, der kun tænker på at bygge mure, hvor de end måtte være, uden at bygge broer, er ikke kristen, sagde paven og tilføjede:

- Dette er ikke evangeliet.

Det er imidlertid ikke noget, der har skabt glæde hos manden, der vil være præsident i USA. Trump mente omvendt, at paven ville ønske, at Trump var præsident, når terrororganisationen angreb Vatikanet.

Vil ikke fordømme homoseksuelle præster

Hvor tidligere paver i Vatikanet har fordømt homoseksualitet, har Pave Frans en lidt anderledes tilgang. Han ser nemlig ikke nogen grund til at fordømme de præster, der er homoseksuelle. Troen på Gud er det afgørende:

- Hvis et menneske er homoseksuel, søger Gud og har en god vilje, hvorfor skulle jeg så dømme ham, har han sagt.

Han har dog tidligere kommet med nedsættende kommentarer over for homoseksuelles rettigheder ifølge Berlingske, da han har sagt om en legalisering af homoægteskaber i Argentina, at det var "en ordning, der ødelægger Guds plan."

Aborter skal kunne tilgives

I september 2015 skrev Pave Frans om abort. Et ømtåleligt emne i den katolske kirke, men ikke desto mindre noget, som den nuværende pave åbner op over for.

Han vil tillade alle præster at tilgive kvinder, der får foretaget en abort og som søger syndsforladelse i et helligt år, som Vatikanet har beskrevet det.

Paven lagde vægt på, at mange kvinder gennemlever en "eksistentiel og moralsk krise".

Vatikanet måtte uddybe udtalelse

Vatikanet måtte i januar 2015 uddybe Pave Frans' udtalelser vedrørende Charlie Hebdo. Vatikanets talsmand måtte afvise, at han på nogen måde gik ind for vold, men fastslog, at han fordømte terror. Paven havde i kølvandet på angrebet på Charlie Hebdo sagt:

- Man skal ikke provokere. Man skal ikke provokere andres tro. Og man skal ikke gøre grin med andres tro.

Artikel opdateret 12/4: Artiklen er rettet, så det nufremgår, at Paven ifølge Berlingske tidligere har talt nedsættende om homoseksuelles rettigheder og ikke homoseksuelle på et generelt plan, som det kunne forstås i en tidligere version.