Udland

Nye billeder af 'Heksedrengen Hope': Sådan har han det i dag

For et par måneder siden gik billedet af 'heksedrengen' Hope verden rundt. Siden er han kommet sig, som man kan se på disse helt nye billeder.

En lille, udsultet dreng står på en støvet gade i en lille landsby i Nigeria. Foran ham sidder en lyshåret kvinde på hug. Hun forsøger forsigtigt at få den forhutlede dreng til at drikke lidt vand af en flaske.

Billedet gik verden rundt i årets første to måneder, og viser en toårig såkaldt heksedreng, der er blevet udstødt af sin familie. Kvinden på billedet er dansk og hedder Anja Ringgren Lovén. Hun har stiftet hjælpeorganisationen 'Din Nødhjælp', der blandt andet arbejder for at redde netop ’heksebørn’.

Anja Ringgren Lovén delte billedet af drengen, som nu hedder Hope, på de sociale medier for at skabe opmærksomhed om problemet med de udstødte børn i Nigeria. Billedet af Hope blev også en historie i alverdens medier. Siden er det væltet ind med donationer til den lille dreng – og Anja Ringgren Lovéns indsats for de udsatte børn.

Sul på kroppen og smil på læberne

Anja Ringgren Lovén er nu tilbage i Danmark, og hun har uploadet nye billeder af Hope, som næsten ikke er til at kende. Der er kommet sul på kroppen og smil på læberne.

- Hope har fået den bedste behandling, han kan få i området. Jeg har ansat en sygeplejerske, der har været hos ham hele tiden, og hun har haft en morrolle for ham. Han har fået medicin og mad, og han har det godt, siger Anja Ringgren Lovén til TV 2.

Indsamlingen til Hopes behandling indbragte på få dage en million kroner, men det er få af de indsamlede midler, der er brugt.

- VI har brugt penge på medicin til Hope, men det er en meget lille del. Resten af pengene har vi låst til en klinik, som vi vil bygge ved siden af vores børnehjem. Den skal hedde Hope's Clinic - donated by Denmark. Jeg glæder mig meget, til den står færdig, så vi kan hjælpe endnu flere børn, siger Anja Ringgren Lovén.

'Heksebørn' får skyld for al dårligdom

De såkaldte heksebørn udpeges af en præst, heksedoktor eller måske et familiemedlem. Børnene får skylden for al dårligdom i landsbyerne, der ofte er præget af fattigdom og overtro.

- Børnene, som de legede med, vil ikke længere lege med dem. Skolerne afviser dem. Hvis de stadig er omkring familien, så sidder de og spiser af en madskål for dem selv. Der er ikke andre, der tør spise af den madskål, fordi så tror man, at de bliver forhekset. Det er børn, der simpelthen bliver afvist af familie, af venner og bekendte. Af hele landsbysamfundet. De er udstødt, fortæller Anja Ringgren Lovén.

- Der er sikkert også nogen, der vil prøve på at slå dem ihjel, så de er også på flugt og gemmer sig ude i buskene og hænger meget til på markedspladsen, hvor de måske kan snuppe noget mad bare for at overleve.

Solgte alt for at hjælpe udsatte børn

Det til tider meget krævende nødhjælpsarbejde er det hele værd, fortæller Anja Ringgren Lovén, der solgte alt, hvad hun ejede, for at flytte med kæreste og barn til Nigeria og arbejde med de udsatte børn.

- Når jeg ser, hvordan børn kan hænge i træer og blive brændt levende og begravet levende, så er det det værd. De her børn, ligegyldigt hvad de har været igennem, har hver eneste dag overskud til at smile og være glade og bare påskønne, at de er i live. Jeg har ikke grund til at skulle gå rundt og hænge med mulen, fordi jeg måske er i et land, der er et lidt farligt.

- Jeg har ikke været igennem den tortur, de har været igennem. Når jeg nogle gange føler, at det er lidt hårdt, så skal jeg kigge på børnene og så smiler de til mig. Så ved jeg, hvorfor jeg gør det. Det er dem, der driver mig og giver mig en masse energi, fortæller hun.