Udland

Guns N’ Roses var med til at vælte Panamas diktator

Den legendariske rockgruppe Guns N’ Roses, som fredag starter sin genforenings-tour, havde en bizar rolle, da Panamas diktator blev afsat.

Fredag sparker Guns N' Roses sin genforenings-tour i gang i Las Vegas.

Det er efterhånden mange år siden, bandet var på hitlisterne, men i slutningen af 1980'erne var de godt på vej til at blive et af historiens største rocknavne. Når forsangeren Axl Roses skreg sine lunger ud, og Slash gav den fuld smadder på sin Gibson Les Paul-guitar, tryllebandt de ungdommen kloden rundt.

I samme periode hærgede diktatoren general Manuel Noriega i Panama, der var et land, hvor narkopengene flød i stride strømme. Uden selv at sætte deres fødder i Panama havde de hårde rockdrenge fra Los Angeles en finger med i spillet, da Noriega måtte overgive sig til den amerikanske hær den 3. januar 1990.

Fra fattigdom til diktator

Manuel Antonio Noriega Moreno kom til verden den 11. februar 1934. Han kom fra fattige kår og blev som fem-årig adopteret af sin tante. Dengang havde de færreste nok regnet med, at lille Manuel en dag skulle blive Panamas leder.

Den unge Manuel forsøgte at blive optaget på medicinstudiet, men da det ikke lykkedes, valgte han i stedet at gøre karriere i hæren, hvor han i 1970’erne endte med at blive efterretningsleder for landets militær.

På det tidspunkt var general Omar Torrijos Panamas diktator, men da han døde i et flystyrt i 1981, var vejen banet for Manuel Noriega.

I 1983 havde Manuel Noriega fået kontrol over både Panamas militær og regeringen. Til at starte med var USA venligtsindede overfor den nye diktator, som de anså som en allieret i kampen mod kommunismen i Latinamerika. Efterfølgende er det kommet frem, at Manuel Noriega i en periode var på lønningslisten hos den amerikanske efterretningstjeneste for udenlandske efterretninger, CIA.

Men i slutningen af 1980’erne vendte amerikanerne ryggen til Manuel Noriega. De mistænkte ham for at stå i ledtog med narkobaronen Pablo Escobar og dennes berygtede Medellín-kartel. Således blev Noriega i 1988 tiltalt i USA for hvidvaskning af narkopenge, narkosmugling og gangstervirksomhed.

Den 4. december 1989 iværksatte USA en operation med 20.000 amerikanske tropper i Panama. Den amerikanske præsident George W. Bush mente, at Manuel Noriegas diktatur var en trussel for amerikanske menneskeliv og amerikansk ejendom.

Bizar ende på Noriegas diktatur

Noriegas diktatur fik en bizar afslutning, og det er her Guns N’ Roses kommer ind i billedet.

Efter den amerikanske invasion søgte Manuel Noriega tilflugt på Vatikanets ambassade i Panama. For ikke at overtræde folkeretten blev der taget alternative metoder i brug for at få Noriega ud af sit skjul.

Et af midlerne var psykologisk krigsføring i form af øredøvende rockmusik. Amerikanerne opstillede højtalere udenfor ambassaden for at genere diktatoren. Blandt våbnene var Guns N’ Roses-hittet ”Welcome To The Jungle”. Da Axl Rose skrev teksten til hittet havde han næppe i tankerne, at det en dag ville blive brugt som våben mod en diktator.

Efter ti dage på ambassaden endte Manuel Noriega med at overgive sig til den amerikanske hær.  I 1992 blev han idømt 40 års fængsel i USA. I 2010 blev han udleveret til retsforfølgelse i Frankrig, hvor han fik syv års fængsel. Året efter blev han igen udleveret til retsforfølgelse. Denne gang til sit hjemland Panama, hvor han i dag afsoner en dom på 20 år.

Herunder kan du se et indslag fra TV 2 Nyhederne den 4. januar 1990, hvor man ser Noriega overgivelse:

Denne artikel er skrevet på baggrund af materiale fra The Guardian, BBC, CNN og The New Yorker.