Delfindreng blev udstillet i 149 dage: Nu kalder han Fidel Castro bedstefar
I 1999 blev en dreng i en gummiring set som et varsel om Fidel Castros død. Men der gik 17 år og én dag før Cubas stærke mand forlod denne verden.
Det lunkne havvand slog ind over siderne på den sorte gummiring.
Gummiringen var egentlig skabt som slange i et bildæk, men den var endt som redningskrans, for i Cuba var der mangel på det meste i 1999.
I det våde hul midt i gummiringen lå en træt, bange og tørstig dreng på fem år.
Drengens navn var Elian Gonzalez. Han var fem kilometer fra land og havde skvulpet rundt i ringen i to dage.
Elian Gonzalez var meget tæt på at ende sit liv i saltvandet sammen med de tusinder af cubanere, der gennem årene er druknet på vej til USA.
Fik sovepiller af mor
Men i stedet hvirvlede bølgerne ham ind i et vanvittigt drama, som er aktuelt den dag i dag.
Elian Gonzalez' rejse på havet var begyndt tre døgn, før han dukkede op nær Floridas kyst.
Da havde den lille dreng fået sovepiller af sin mor Elizabeth Brotons. Hun var 28 år gammel og hun ville ikke bruge resten af sit liv på at betjene rige vestlige turister på et hotel i den cubanske by Cárdenas. Så da hendes nye kæreste Lazaro Munero Garcia tilbød hende en risikabel udvej, sagde hun ja.
Lazaro Munero Garcia havde en fem meter lang jolle med en dårlig påhængsmotor og tre sorte gummiringe som redningsudstyr.
Og Lazaro Munero Garcia mente nok, at det kunne lade sig gøre at sejle de 180 kilometer fra Cuba til USA med 14 mennesker i sin båd.
Det viste sig at være forkert - og han kom til at bøde for det med sit liv.
Men det kunne han ikke vide, da han satte kursen mod nord i nattemørket den 22. november 1999. På turens første dag tøffede motoren, som den skulle, men vejret var hårdt og da aftenmørket kom, skete katastrofen. Motoren satte ud og båden kæntrede i den kulsorte caribiske nat.
Mens de panikslagne passagerer druknede i havet, gik Elizabeth Brotons sidste anstrengelser ud på at redde sin lille søn. Hun var gået igennem syv fejlslagne graviditeter, før hun fik ham, og hun kæmpede, som kun en desperat mor kan gøre det.
Hun satte det lille barn op i gummiringen og forsvandt så i det frådende hav. Hun håbede formentlig på et mirakel - og miraklet skete, men først efter to dage.
Miraklet på USAs helligdag
Det var om morgenen på den amerikanske helligdag Thanksgiving, da de to eksilcubanere Sam Ciancio og Donato Dalrymple trodsede det hårde vejr og stævnede ud fra Lighthouse Point lidt nord for Miami.
De to mænd var fætre og håbede at fange nogle fisk fra deres knap otte meter lange motorbåd. De var alene på havet og havde sejlet en times tid, da de passerede en sort gummiring fem kilometer fra kysten.
Donato Dalrymple var den første, som tog et nærmere kig på ringen.
- Der er nogen i den, sagde han.
Men det ville Sam Ciancio ikke tro på.
- Det er en dukke, sagde han.
Men så bevægede Elian Gonzalez sin hånd. Og nu var den før så skeptiske Sam Ciancio lynhurtig. Han smed bukserne, sprang i vandet og fik den lille dreng i sikkerhed.
Elian Gonzalez blev svøbt i en regnjakke, Han var tavs og faldt i søvn, mens de to fætre alarmerede kystvagten og satte kursen mod USAs kystlinje..
Og således sluttede Elian Gonzalez' liv som ukendt cubansk dreng. I løbet af de næste dage, uger og måneder skulle han blive stjernen i et absurd reality-show på amerikansk tv - og det var altså året inden den første udgave af 'Big Brother' løb over skærmen i USA.
Pressen går amok
Heldigvis havde den femårige dreng ikke lidt fysisk overlast under sin tur i gummiringen. Han var dehydreret, men ellers ved godt helbred, da han blev tjekket af lægerne i Miami.
Og ved et af skæbnens underfulde luner, viste det sig, at Donato Dalrymple var en god ven af Elian Gonzalez' familie i USA.
Efter bare én dag på hospitalet blev Elian Gonzalez udskrevet og kom til at bo hos sine onkler Lazaro og Delfin Gonzalez i Miami-bydelen Little Havana.
Men nu var historien om mirakeldrengen, som havde overlevet i en gummiring ude midt på havet, nået frem til de amerikanske tv-stationer.
Familien blev belejret af sendevogne. Journalisterne øjnede en lækkerbidsken.
Og eksilcubanerne var sultne efter presseomtale, så selv om Elian Gonzalez lige havde mistet sin mor, blev den lille dreng ivrigt vist frem for de snurrende kameraer.
Men i Cuba var der også nogen, som så amerikansk tv - og tilbage på øen sad Elian Gonzalez' far.
Han hed Juan Miguel Gonzalez og han ville gerne have sin søn hjem. Men Juan Miguel Gonzalez ønskede ikke at flygte fra Cuba som sine to brødre Lazaro og Delfin.
Juan Miguel Gonzalez var nemlig medlem af kommunistpartiet og han havde et fornuftigt job som kasseassistent i det cubanske ferieområde Varadero. Han havde sågar sin egen bil - en 1956 Nash Rambler og et hus med aircondition.
Elians far vil have sin søn hjem
Så Juan Miguel Gonzalez vendte sig mod det eneste sted en god cubansk kommunist bør vende sig hen, når han er i vanskeligheder - nemlig partiet.
Og reaktionen fra Havana kom hurtigt: Elian Gonzalez skulle hjem til sin far.
Familien i USA var uenig. Der var kun et rigtigt sted for Elian Gonzalez - nemlig "frihedens land" USA.
Drengens onkler mente, at moderens sidste ønske var, at drengen skulle have et frit liv i USA, og at frihed i Amerika vejede tungere end et liv som hjernevasket kommunist i Cuba.
Nu kunne et gigantisk juridisk tovtrækkeri begynde, for Juan Miguel Gonzalez valgte at gå rettens vej for at få sin søn igen, og han havde det cubanske styre i ryggen.
Imens snurrede tv-kameraerne videre uden for Lazaro Gonzalez' hjem på 2319 NW Second Street i Miami.
Historien var som skabt til tv - og i de næste 149 dage var den lille dreng sjældent mere end få meter fra en mindre hær af journalister og fotografer.
Elian Gonzalez optræden blev nøje iscenesat af familiens politiske rådgiver og talsmand - en forretningsmand ved navn Armando Gutierrez.
Han forstod at bruge medierne.
Når han ankom til familiens hjem lidt efter klokken 7 om morgenen, havde han ofte kaffe og bagværk med til pressefolkene, og journalisterne ventede ivrigt på, hvilke påfund dagen ville bringe.
Hundehvalpen i forhaven
Et af de mere kreative var den 7. januar 2000, hvor Elian Gonzalez blev sat til at lege med en hundehvalp i 20 minutter i familiens forhave.
Carl Hiassen, der var klummeskribent for avisen Miami Herald, beskrev hændelsen således:
"Og det bringer os videre til Elians nye hund. At give et kæledyr til et barn midt i en følelsesladet sag om forældremyndighed virker som et åbenlyst og kynisk forsøg på at påvirke ham. Bekymrer vi os om det? Næh. Hey, du kan ikke slå en video med en seksårig, som boltrer sig med en sprælsk hundehvalp. Vi vil med glæde trampe hinanden ned for det hjertevarme foto. Og vent bare til ponyen ankommer!"
Medierne var klar til mere - og det skulle de få.
Mens det amerikanske retssystem arbejdede for fuld styrke, var der ved at udvikle sig en kult omkring Elian Gonzales blandt de katolske eksilcubanerne i Miami.
Det religiøse fik ekstra næring mandag den 27. marts 2000, da Good Morning America på den landsdækkende tv-kanal ABC fik et eksklusivt interview med Elian Gonzalez.
Her kunne han fortælle, at han blev reddet af en gruppe delfiner, som skubbede ham op på gummiringen, da han flød rundt ud for USAs kyst.
"Mor er ikke død"
Samtidig kunne han fortælle, at hans mor ikke var død.
- Min mor er ikke død, hun er ikke i himlen. Hun er i Miami, men har mistet hukommelsen, og hun ved ikke, at jeg er her.
Det sidste var der ikke ret mange, der troede på, men historien om delfinerne var så god, at den måtte være sand.
Især blandt de religiøse eksilcubanere, blev historien om delfinerne set som et tegn.
Samtidig med at være katolikker dyrker mange cubanere også Santeria-religionen, som slaverne i sin tid havde med sig fra Afrika. Så de katolske helgener er blandet godt og grundigt sammen med afrikanske guddomme i denne cubanske udgave af kristendommen - og her kunne Elian Gonzalez tolkes som en budbringer fra Gud.
I 40 år havde eksilcubanerne bedt til, at Fidel Catro ville blive styrtet, og i 40 år havde Gud været tavs. Men på helligdagen Thanksgiving blev en lille dreng reddet ved et mirakel og hjælp fra havets dyr.
En historie fra Bibelen
Historien mindede så meget om Bibelens beretning om den lille Moses i den flettede kurv på Nilen i oldtidens Egypten, at den skulle tages alvorligt.
Så sagen var klar: Den lille drengs komme måtte være et varsel om nye tider i Cuba.
Han fik navnet "El Nino Milagro" - mirakelbarnet. Andre kaldte ham den genfødte Eleggua, der er en drilagtig afro-cubansk barnegud.
- Det var Gud, som redede Elian og sendte delfinerne og fiskerne ud efter ham. Jeg kan ikke tro, at han vender tilbage til Cuba. Gud er stadig min far, sagde en 81-årig spåkone ved navn Caridad Alvarez til avisen St. Petersburg Times, da avisen skrev om mirakeldrengen.
En anden tilbeder hed Enrique Ferrer. Han knælede sammen med flere andre eksilcubanere foran hegnet ind til huset i Miami, når Elian Gonzalez kom ud i haven for at lege.
- Hvis Elian bare var en dreng, ville Fidel ikke have bekymret sig om ham. Fidel ved, at han er guddommelig og ønsker at ødelægge ham, fortalte Enrique Ferrer til avisen New York Daily News i april 2000.
- Elians liv er ikke hans eget. Det er Guds. (...) Han vil enten blive den fremtidige leder af det eksilcubanske samfund, hvis frelse kommer til at sikre Castros død, eller han bliver sendt tilbage til djævelen Herodes Farao for at blive omprogrammeret, så han kan sikre den cubanske kommunismes overlevelse, lød det videre fra Enrique Ferrer.
Dengang var der ingen, som anede, at USAs præsident 16 år senere skulle gå rundt i Havana, og at nye tider faktisk var på vej.
I foråret 2000 var der ikke meget forår at spore i forholdet mellem USA og Cuba. Det altoverskyggende emne i amerikansk presse var det bizarre juridiske drama omkring Elian Gonzalez. At dramaet skulle ende med, at sværtbevæbnede amerikanske politifolk kom til at stå på samme side som Fidel Castros, var der nok heller ikke nogen, som havde set komme.
For det viste sig nemlig, at Juan Miguel Gonzalez havde ret til at få sin søn tilbage til Cuba.
Efter flere måneders juridiske slagsmål blev der arrangeret et personligt møde mellem Elians far og USAs justitsminister Janet Reno.
Janet Reno har efterfølgende fortalt, at hun med sine egne øjne ville se, om Juan Miguel Gonzalez af hjertet ønskede sin søn med hjem til Cuba, eller om han var manipuleret af Castros styre.
Hun ville høre, om Elian Gonzalez far virkelig ønskede at se sit barn vokse op i et land, hvor mælk bliver rationeret for børn over syv år og soldater drukner folk, som forsøger at flygte.
Bill Clinton blander sig
Men det lykkedes Juan Miguel Gonzalez at overbevise statsadvokaten om, at han var en kærlig far med et oprigtigt ønske om at opdrage sin søn i Cuba.
Så Juan Miguel Gonzalez fik rettens ord for, at drengens plads var hos sin far og ikke hos onklerne i Miami.
Og så tog Juan Miguel Gonzalez til Washington for at hente sin søn, mens kritiske røster over hele verden undrede sig over, hvordan en gruppe eksilcubanere kunne tage en lille dreng som gidsel i så mange måneder.
Men Juan Miguel Gonzalez' brødre i Miami ville ikke overgive drengen frivilligt.
De amerikanske myndigheder og USAs daværende præsident Bill Clinton i spidsen måtte skære igennem: Drengen skulle hjem til Cuba.
Det kom til at ske ved en politiaktion, mens demonstranter, journalister og fotografer bogstaveligt talt havde belejret huset i Miami.
Ved daggry den 22. april 2000 trængte bevæbnede politifolk ind i huset på 2319 NW Second Street.
Nu skulle Elian Gonzalez liv atter ændre sig for altid, men han var ikke den eneste, som skæbnen havde forberedt en overraskelse til.
Billedet over dem alle
Foran huset stod en pressefotograf, der var på vej til at tage sit livs foto.
Fotografen hed Alan Diaz - han var 52 år gammel og havde selv cubanske rødder.
Han var på opgave for nyhedsbureauet AP og han havde tilbragt de seneste måneder med at fotogrefere Elian Gonzalez.
Alan Diaz havde på fornemmelsen, at noget var i gære, og at politiet ville slå til den 22. april 2000, så han havde placeret sig på en klapstol foran huset. Under sædet havde han gemt sit Nikon D1 digitalkamera, som var svøbt i et håndklæde og en regnfrakke.
Pludselig hørte Alan Diaz lyden af tunge støvler mod jorden. Han reagerede straks.
Den erfarne, koldblodige og handlekraftige fotograf sprang over hegnet og løb ind gennem husets hoveddør, før politiet slog til.
- De er her, de er her, råbte to familiemedlemmer inde fra stuen.
Hele familien var samlet i huset. Donato Dalrymple, der i sin tid havde reddet Elian Gonzalez fra døden på havet, var der også - og nu forsøgte han at redde ham igen.
Donato Dalrymple greb Elian Gonzalez og forsøgte at gemme sig i et skab, mens bevæbnede politifolk trængte ind i huset.
Alan Diaz trak sig tilbage mod en væg, så han kunne fotografere.
- Alan, hvad skal vi gøre nu? udbrød Donato Dalrymple.
- Denato – det hele er slut, svarede Alan Diaz, mens han overvejede, hvorfra han kunne skyde det bedste foto.
Elian Gonzalez græd og var bange.
- Hvad sker der, hvad sker der? råbte han på spansk.
- Der sker ingenting lille dreng, alt er OK, løj Alan Diaz, mens han lænede sig mod den ene væg for at finde den bedste vinkel at fotogrefere fra.
I det samme blev døren banket op af to bevæbnede politibetjente i kampuniform.
- Tilbage, tilbage, råbte en af betjentene.
Alan Diaz kunne ikke komme længere tilbage, for han stod op mod en væg.
Elian Gonzalez græd højlydt, men den erfarne fotograf glemte ikke, at han var på arbejde.
Alan Diaz måtte bevæge sig lidt frem for at få det bedste billede, så det gjorde han - og fik sit livs billede.
- Tilbage, råbte betjenten igen.
Og så førte den forreste betjent Donato Dalrymple og den panikslagne Elian Gonzalez ud af rummet, hvor drengen blev taget med af en kvindelig betjent.
Efter otte sekunder og elleve fotos var Elian Gonzalez på vej mod et helt nyt liv - og ude på gaden gik eksilcubanerne amok.
Det blev en lang dag for politiet i Little Havana.
Og nu skulle man måske tro, at Elian Gonzalez kunne komme hjem til Cuba med det samme - men sådan gik det ikke.
USAs retssystem skulle nemlig lige arbejde færdigt først. Det tog to måneder, men så kunne Elian Gonzalez og hans far vende hjem til et nyt liv som helte i Cubas kommunistiske diktaturstat.
Castro som "bedstefar"
Så i stedet for ubegrænsede mængder af cacaomælk, ture til Disneyland, en hundehvalp og masser af legetøj fik Elian Gonzalez en ny "bedstefar" ved navn Fidel Castro.
Han blev ungkommunist og et nationalt symbol for det kommunistiske styre.
I årene efter hjemkomsten til Cuba deltog Fidel Castro i Elian Gonzalez fødselsdagsfester og der blev rejst en statue, som forestiller Cubas nationalhelt Jose Marti, der holder en dreng, som ligner Elian Gonzalez.
6 år senere, nøjedes den alderssvækkede Fidel Castro med at ringe til Elian Gonzalez på hans fødselsdag og Elian Gonzalez har gentagne gange sagt til medierne, at han betragter Fidel Castro som en bedstefar.
I mellemtiden er drengen vokset op, har gået i cubansk skole og fået en uddannelse som ingeniør. Han har givet talrige interviews til amerikanske medier gennem årene - senest i 2015.
Tilfredshed, trods alt
Her fortæller han, at han er tilfreds med livet, selv om han hverken ejer en bil eller et hus.
- Jeg synes, jeg er rig. Jeg siger, at jeg er rig, fordi livet har givet mig alle disse ting, alle disse muligheder. Det er ikke materiel rigdom, men en chance for at være sammen med min familie, sagde han, da ABC News mødte ham i maj 2015.
Han fortæller også, at ulykken på havet i 1999 stadig er i hans erindring.
- Jeg husker, da båden kæntrede, da vi faldt i havet. Jeg husker, da jeg blev puttet om bord i redningskransen og min mor dækkede mig til. Jeg rejste mit hoved og så mig omkring... Og på et tidspunkt så jeg hende ikke mere. (...) Der var jeg, midt på havet, og det er det sidste, jeg husker, fortæller Elian Gonzalez.
I dag er han uenig i moderens beslutning om at tage ham med på flugten.
- Jeg tror, at hun ikke er hos mig i dag, fordi hun kæmpede til det sidste for, at jeg skulle overleve, fortæller han.
Delfinerne fortæller han intet om.
Og selv om der blæser nye vinde i Havana, er Elian Gonzalez historie stadig aktuel.
For det forbedrede forhold til USA har nemlig ikke betydet færre cubanske immigranter i USA - tværtimod.
Cubanerne forsøger stadig i stor stil at komme til USA, hvor de håber at kunne få et bedre liv.
I de første 10 måneder af 2016 kom 8.960 cubanere til Miami via søvejen, og antallet af cubanske imigranter der kom ind i USA er femdoblet siden 2010, viser de seneste tal fra Pew Research Center.
I skrivende stund - den 26. november 2016 - har Elian Gonzales endnu ikke sagt noget offentligt om Fidel Castros død.
Kære læser - du har nu læst artiklen om Elian Gonzalez til ende. Den er blevet til på baggrund af artikler fra Time Magazine, Miami Herald, Sct. Petersburg Times, Newseum, ABC News, The Guardian, National Public Radio, New York Daily News, CNN og NBC News samt optagelser med Alan Diaz fra 9. maj 2000.
Der er flere artikler af samme slags herunder:
