Putin fedtet ind i Panama-lækagen: Var barndomsven med involveret cellist
Ruslands præsident, Vladimir Putin, kædes nu sammen med placeringen af millioner af dollar i skattely i blandt andet Mellemamerika.
Det er et indviklet spind af aftaler, stråmænd og skuffeselskaber, det internationale konsortium af undersøgende journalister, ICIJ, har afsløret.
Dokumenter fra et advokatfirma i det mellemamerikanske land Panama, afslører lyssky aftaler med selskaber og privatpersoner i det meste af verden.
De lækkede dokumenter har fået navnet PanamaPapers, og dækker over 11,5 millioner interne dokumenter fra Mossack Fonseca, som er blevet delt med den tyske avis Süddeutsche Zeitung og ICIJ.
I det et omfattende læk af dokumenter fra advokatfirmaet nævnes den russiske præsident Vladimir Putin ikke direkte, men ifølge blandt andet den britiske avis The Guardian er nogle af hans allernærmeste venner indblandet gennem skuffeselskaber.
Ifølge avisen drejer det sig om hemmelige aftaler og lån til en værdi af to milliarder dollars.
Klassisk musik og ufattelige summer
Et af de centrale navne i inderkredsen er den russiske musiker Sergej Roldugin. Den klassisk uddannede cellist har været nære venner med Vladimir Putin siden ungdomsårene. Mens Putin fik en karriere i det russiske efterretningsvæsen og siden steg mod den politiske top, fik Sergej Roldugin en karriere som respekteret cellist og dirigent. Men de bibeholdt kontakten og venskabet, skriver ICIJ.
Har ageret som stråmand
Musikeren har tidligere afvist at skulle være forretningsmand, men nu viser de lækkede dokumenter, at Sergej Roldugin står som ejer af en række selskaber, der har handlet med millionvis af dollars. Et selskab i relation til Roldugin har også i hemmelighed overtaget en del af magten hos bl.a. Ruslands største lastbilproducent.
Ifølge konsortiet af undersøgende journalister har Sergej Roldugin tilsyneladende været en slags stråmand for et netværk af Putin-støtter, og formentlig for præsident Putin selv.
Han tager, hvad han vil have
Den amerikanske forfatter og Rusland-ekspert, Karen Dawisha, kalder det utænkeligt, at netværket har kunnet eksistere uden Putins viden.
- Han tager, hvad han vil have. Når du er er Ruslands præsident behøver du ikke en nedskrevet kontrakt. Du er loven, siger Karen Dawisha til ICIJ.
Reportere fra ICIJ har haft kontakt med Roldugin, men han vil ikke udtale sig.
En kompleks sag
I omegnen af 100 finansielle handler, i relation til det russiske netværk, er omtalt i de lækkede papirer.
Det er finurlige konstruktioner, der har været i brug. Handler er blevet ført frem og tilbage på samme dag, dokumenter er blevet dateret med falsk dato, og selskaber til værdier på flere millioner dollars er blevet handlet for så lidt som én dollar.
Mønsteret, afslører de lækkede dokumenter, viser, at pengene i sidste ende oftest ender i netværket hos virksomheder eller personer i Putins inderkreds.
Et vestligt angreb
I Rusland er afsløringerne fra Panamapapers blevet køligt modtaget. Allerede i sidste uge omtalte Vladimir Putins talsmand, Dmitry Peskov, afsløringerne, der var på vej, skriver The Guardian.
Han nægtede at kommentere på specifikke beskyldninger mod præsident Putin, men sagde at ”vestlige spiontjenester står bag et voldsomt ”informationsangreb” for at destabilisere Rusland inden næste valg”.
Dmitry Peskov afviste den afslørende undersøgelse, som den britiske avis og resten netværket af undersøgende journalister står bag, og kaldte det for et ”utilsløret bestillingsarbejde”. Ifølge The Guardian vil Rusland gå rettens vej for at forsvare Putins ære og værdighed.
Her er et overblik over, hvordan sporet leder i retning af Vladimir Putin: