Donald Trump

Trump forsvarer voldelig kampagnechefs overgreb

Trump-lejren taget i at lyve i sag om overgreb på kvindelig journalist. I forvejen er han upopulær hos de kvindelige vælgere.

Det drejer sig kun om lige under ti sekunder. Men det er på mange måder nogle sekunder, som Donald Trump sagtens kunne have været foruden.

For selv om han flere gange er blevet beskyldt for at slippe afsted med halve sandheder, er der nu konkrete beviser for, at holdet bag Trump har talt usandt. 

Og nu er Trumps kontroversielle kampagnechef blevet sigtet for vold.

Journalist bliver fjernet med magt

Hele balladen drejer sig om sådan en grynet overvågningsvideo, der langsomt hakker sig frem.

På de i alt ca. 10 billeder ser man Donald Trump bevæge sig gennem menneskemængden.

På et tidspunkt fører han sin højre hånd ned i venstre inderlomme i jakkesætsjakken, mens en kvindelig journalist i en gul frakke læner sig ind fra hans højre side for at stille et spørgsmål.

Umiddelbart forventeligt, når man er en af verdens mest ombejlede politikere og netop har afsluttet et vælgerarrangement i staten Florida.

Men ud af det blå sker det så. Et kort øjeblik, der lige nu udfordrer staben i Trump-lejren, som kan se overvågningsbillederne køre i båndsløjfe på samtlige store tv-kanaler.

Bag Trump langer en kortklippet, jakkesætklædt mand ud efter den kvindelige journalist.  Han tager tydeligvis fat i hendes arm, og trækker hende med magt væk fra Trump.

Se episoden her:

Manden hedder Corey Lewandowski og er Trumps kampagnechef.

Derudover er han kendt som lidt af en bisse.  Andre videobilleder fra senere på måneden viser, at han også hev fat i en demonstrants krave til et valgarrangement i staten Arizona.

Men med overvågningsbillederne er han nu kommet i betydelige forklaringsproblemer, fordi den kvindelige journalist har lagt sag an.

I går meldte han nemlig sig selv til politiet i Florida på grund af optagelserne, som jo dokumenterer, at der var fysisk kontakt mellem de to.  Politiet kvitterede med en sigtelse for vold.

Kampen om de blå mærker

Den kvindelige journalist hedder Michelle Fields og arbejdede, måske pudsigt nok, for et Trump-venligt medie ved navn Breitbart.

Kort tid efter episoden i begyndelsen af marts beskyldte hun Lewandowski for at have taget hårdt fat i hende. 

Men Trump-lejrens strategi har været én lang, konsekvent benægtelse. På Twitter skriver Lewandowski for eksempel direkte til hende:

- Du lider fuldstændig af vrangforestillinger. Jeg rørte dig aldrig. Faktisk har jeg aldrig nogensinde mødt dig.

Dagen inden kaldte han hende 'opmærksomhedssøgende'.

Fields, som nu har sagt sin stilling op hos Breitbart, holdt dog fast i historien. På Twitter lagde hun et billede op af det, der ligner blå mærker:

- Så går jeg ud fra, at disse (blå mærker, red.) bare mystisk dukkede op på mig, skriver hun og nævner både Lewandowski og Trump

Det kan ende med dødsfald

Så mens overvågningsbillederne synes at dokumentere, at blå mærker ikke kan opstå ved hjælp af magi, er Trump-kampagnen for en gangs skyld taget i en decideret løgn.

Jeg frygter faktisk, at nogen kan blive dræbt mellem nu og valgdagen

Republikansk strateg Frank Luntz om Trumps valgarrangementer

Hele episoden vækker debat i USA, hvor Trump beskyldes for at opildne til en voldelig stemning ved sine valgarrangementer.

For nyligt lagde Twitter-brugeren Alex Satterly en video på nettet, hvor han skrev:

- Tog til et Trump-valgarrangement bare for at se, hvor skørt det er ... Det her er vanvittigt.

I videoen bliver en demonstrant banket i gulvet af en Trump-tilhænger.

Volden til Trumps arrangementer har senest fået den republikanske politiske strateg Frank Luntz til at råbe vagt i gevær i The Independent:

- Folk vil blive meget hårdt såret, hvis det ikke stoppes. Og jeg frygter faktisk, at nogen kan blive dræbt mellem nu og valgdagen, siger han som reaktion på, at Trump både i går og i dag har forsvaret Lewandowskis handlinger.

Og det har Trump i den grad gjort. Faktisk holder han stadig fast i strategien med at skyde skylden på Fields. Hun havde jo en kuglepen i hånden, og "det kunne have været en kniv", som han i dag sagde ifølge Associated Press.

Kvindernes lussinger til Trump

Hos nogle amerikanske medier lægges der vægt på, at hele episoden kan få alvorlige følger for Trump, hvis han i sidste ende bliver den republikanske præsidentkandidat. 

Han er nemlig upopulær blandt kvinder. Og episoden ses da også af flere som endnu et eksempel på Donald Trumps mandschauvinisme.

Blandt andet hos UltraViolet - en gruppe, der aktivt arbejder for at begrænse sexisme.

- Hvad Donald Trump gør passer til selve definitionen af at skyde skylden på offeret. Det er ikke bare uacceptabelt - det er decideret farligt, siger medstifter Nina Chaudhary til New York Times.

Over for avisen tilføjer hun, at sådanne kommentarer fra Trump kan være med til at holde fast i opfattelsen af, at overgreb på kvinder er i orden.

I Trump-lejren må de da også konstatere, at det ser skidt ud i forhold til kvinder. Faktisk nærmest historisk skidt ud, som de konstaterer i en artikel i mediet The Intercept.

Tallene bakker det op.

Hos NBC News har man i første omgang spurgt blandt republikanske vælgere. Her er det kun 52 procent af de adspurgte kvinder, der kunne forestille sig at stemme på Trump. Det er markant værre end hos Trumps republikanske konkurrenter.

Det ser dog langt værre ud i målingen, hvor NBC har spurgt alle slags vælgere.

Her kan hele 70 procent af de adspurgte kvinder ikke se sig selv stemme på Trump.

I første omgang er en af udfordringerne for Trump, hvordan han håndterer situtionen med kampagnechefen Lewandowski. De første meldinger fra Trump går på, at Lewandowski ikke fyres, selv hvis han dømmes i sagen, når den skal for retten i maj måned.

Onsdag aften har en række kvindelige journalister i et åbent brev opfordret Trump-lejren til at fyre ham: