Terrorister havde billeder af belgisk premierministers bopæl
Foto og plan over Charles Michels kontor og bolig er fundet på en computer nær mistænkte bombemænds lejlighed.
Billeder og en plan over den belgiske premierminister Charles Michels bopæl og kontor er blevet fundet på en computer i forbindelse med en razzia i den lejlighed, der blev brugt af de mænd, der mistænkes for at udføre bombeangrebet i Bruxelles's lufthavn i Zaventem i sidste uge.
Det skriver den belgiske avis De Tijd.
Computer fundet i skraldespand
Den bærbare computer med billederne blev fundet i en skraldespand i Bruxelles-bydelen Schaerbeek nær den lejlighed, hvorfra mændene tirsdag morgen i sidste uge tog en taxi til lufthavnen.
Allerede i sidste uge kom det frem, at man i en skraldespand nær adressen havde fundet en computer med en form for afskedsbrev fra en af de mænd, der menes at have sprængt sig selv i luften i Zaventem.
Belgiens føderale anklager afviser at kommentere oplysningerne, som også optrådte i den fransksprogede avis L'Echo.
En talsmand for den belgiske premierminister er ikke umiddelbart tilgængelig for en kommentar, skriver nyhedsbureauet Reuters.