Israelsk minister til Belgien: Stop med at spise chokolade og bekæmp terror

16x9
Belgiens Kong Philippe og Dronning Mathilde deltog onsdag i en mindeceremoni. Foto: POOL / Scanpix Denmark

Den israelske efterretningsminister Yisrael Katz er ude med skarp kritik af belgierne og deres måde at leve på.

Siden terrorangrebene tirsdag morgen har belgierne modtaget masser af sympati- og støtteerklæringer.

Men hos den israelske efterretningsminister Yisrael Katz er beskeden til Belgiens politikere og befolkning alt andet end opmuntrende.

- Hvis de i Belgien fortsætter med at spise chokolade og nyde det gode liv med deres liberalisme og demokrati og ikke forstår, at nogle muslimer planlægger terror, vil de aldrig være i stand til at kæmpe mod dem, siger Yisrael Katz ifølge Washington Post onsdag til israelsk radio.

Gør som Israel

Terrorberedskabet i Bruxelles var i ugerne efter novembers terrorangreb i Paris på sit højeste. Det blev siden nedjusteret til niveau tre ud af fire, men er efter tirsdagens angreb igen blevet sat op.

Et højt terrorberedskab er dog ikke nok, hvis belgierne eller andre europæiske lande i fremtiden vil undgå angreb, lyder det fra Simon Perry, der er professor ved Institut for Kriminologi ved Hebrew University i Jerusalem.

Han mener, at de europæiske lande bør tage ved lære af Israel, som igennem flere år har brugt helt andre metoder til at forhindre terrorisme.

I Israel omfatter det blandt andet, at folk flere steder får tjekket bagage og andre personlige genstande ved indgange til indkøbscentre og offentlige steder, ligesom kontrollen i de israelske lufthavne er særligt streng.

- Det tog år for Israel at udvikle et godt sikkerhedssystem, og vi betalte med blod, før systemet var blevet korrekt implementeret. Europa er nødt til at investere ressourcer i det her, men befolkningen er også nødt til at være involveret i den proces, siger Simon Perry til Washington Post.

Han kalder den øgede sikkerhed for ”en høj pris at betale” i forhold til befolkningens privatliv, men mener, at det er den rigtige vej at gå.

- Jeg forventer ikke, at de tager det israelske system til sig med det samme, men det vil være godt for Europa at have et system klar i skuffen, siger Simon Perry.

Herunder kan du høre Pini Schiff, der er tidligere sikkerhedschef i Ben-Gurion lufthavnen i israelske Tel Aviv, komme med kritik af de belgiske sikkerhedsforanstaltninger.  

Fejlslagen integration har gjort Belgien farlig

OVERBLIK: Terror i Belgien de seneste år

24. Maj 2014 blev 4 personer skudt og dræbt, da en bevæbnet mand åbnede ild på det Jødiske Museum i Bruxelles

D. 15. januar 2015 afværgede belgisk politi et stort anlagt terrorangreb flere steder. Det skete godt en uge efter angrebet på Charlie Hebdo i Paris. Flere af terroristerne bag angrebet var fra Bruxelles-forstaden Molenbeek.

Det førte til flere skyderier i Molenbeek i jagten på bagmændene.

Personer med relation til Belgien har i løbet af de seneste år været indblandet i flere angreb i Europa.

Ved terrorangrebene i Paris i november var flere af de formodede gerningsmændend enten født eller opvokset i Belgien, og da den belgisk-fødte franske statsborger Salah Abdeslam i sidste uge blev anholdt mistænkt for medvirken til angrebene i den franske hovedstad, skete det i Bruxelles-forstaden Molenbeek.

Gerningsmændene i Paris, ifølge Islamisk Stat

Ifølge TV 2's mangeårrige europakorrespondent i Bruxelles, Olav Christensen, er fejlslagen integration i Belgien en af årsagerne til, at landet er endt med at blive betragtet som en form for terrorrede.

- Mange føler sig uden for og i modsætning til det belgiske samfund. Det har vi blandt andet set i Bruxelles-bydelen Molenbeek. Så der har været et - set med terroristernes øjne - godt rekrutteringsgrundlag i Belgien og især i Bruxelles, siger han.

Udelukket fra fællesskabet

Olav Christensen peger på, at mange af de mellemøstlige arbejdere, som rejste til Belgien for at arbejde i 1970'erne, siden har oplevet, at der ikke længere er brug for dem og deres børn i det belgiske samfund.

Og netop følelsen af at være uden for fællesskabet kan være en af årsagerne til, at nogle unge udvikler sig til terrorister, fortæller lektor Carsten Bagge Laustsen, som forsker i terror ved Aarhus Universitet.

- Hvis vi ser på mange af terroristernes profiler, er det unge mænd, der er blevet radikaliseret hurtigt, og som har søgt anerkendelse.  Flere af dem har også en kriminel fortid. De er søgende og klemt mellem to kulturer, kan måske ikke få et arbejde og føler sig svigtet af samfundet, forklarer han.