Udland

Nye billeder: Se Abdeslams flugtforsøg fra en hær af specialstyrker

Nye videoer fra Molenbeek viser, hvad der formodes at være Salah Abdeslams flugtforsøg fra det belgiske politi.

Nye videoer fra den franske tv-station iTÉLÉ viser, hvordan de belgiske specialstyrker klarede den store politiaktion, der mundede ud i pågribelsen af den terrormistænkte Salah Abdeslam sidste fredag.

Videomaterialet, som den franske tv-kanal publicerede mandag, viser blandt andet de dramatiske billeder, hvor en mand - formentlig Salah Abdeslam - prøver at at spurte fra politiet, før han bliver skudt i benet og neutraliseret.

Det er ikke bekræftet, at manden er Salah Abdeslam, men den belgiske anklagemyndighed har oplyst, at Abdeslam er blevet skudt i benet. Han er blevet behandlet på hospital Saint-Pierre i Bruxelles.

Sigtet for terrordrab

Den terrormistænkte belgier blev lørdag sigtet for terrordrab og for at være en del af en terrorgruppe lørdag. Det oplyste Belgiens anklagemyndighed ifølge AFP og Reuters.

- Salah Abdeslam er af undersøgelsesdommeren blevet sigtet for deltagelse i terrordrab og deltagelse i en terrororganisations aktiviteter, lyder det i en udtalelse fra anklagemyndigheden.

130 mennesker mistede livet under angrebene på det franske nationalstadion, caféer og beværtninger i det centrale Paris og koncertsalen Bataclan.