Metroen i Bruxelles også ramt af eksplosion - 15 meldes dræbt der

En bombe i et tog har rystet metroen ganske tæt på EU-bygningen i Bruxelles

I den belgiske hovedstad Bruxelles blev metroen ramt af en eksplosion kort tid efter at byens lufthavn blev rystet af to bomber.

Billeder fra metrostationen Maelbeek viser, hvordan der stiger røg op fra nedgangen til stationen, og hvordan der sidder sårede ude foran bygningen.

Eksplosionen kom ifølge flere øjenvidner fra en bombe i et metrotog, der var på vej væk fra metrostationen Maelbeek.

Metroselskabet i Bruxelles, STIB, oplyser ifølge den belgiske avis L'Echo, at der er 15 dræbte og 55 sårede i metrotoget. 10 af de sårede er i kritisk tilstand.

Efter eksplosionen blev metrotogene til og fra Maelbeek standset.

Det betød at passagererne måtte gå på skinnerne til de to nærliggende stationer Arts Loi og Schuman. Derfor berettede flere medier om angreb på tre metrostationer, men der er tilsyneladende kun tale om et angreb i Maelbeek.

Efter eksplosionerne i lufthavnen og i metroen er alle metrostationer og al offentlig transport i Bruxelles lukket ned.

Inde fra de ramte tog har flere øjenvidner lagt fotos op af hændelsen.

Her er det togpassagerer der må gå på skinnerne efter angrebet.

Og billedet her stammer angiveligt fra en af de ramte togvogne.

Og her er et billede af politiopbuddet nær stationen.

Og her ambulancer i området.

Bruxelles har i de seneste dage været i fokus på grund af omfattende antiterroraktioner.

Politiet har optrappet eftersøgningen efter endnu en mistænkt fra Paris-angrebene i november, den 24-årige Najim Laachraoui, som hidtil har været kendt under sit falske navn Soufiane Kayal.

Det lykkedes fredag at anholde den hovedmistænkte Salah Abdeslam i en forstad til Bruxelles.