Manden USA forsøgte at myrde 638 gange

Det er musikken og maden, hun først forelsker sig i ved Cuba. 19-årige Marita var ankommet til Havana sammen med sin tyske far, der var kaptajn ombord på krydstogtskibet MS Berlin. Hun ved intet om politik, og det er derfor, hun ikke genkender den skæggede soldat, der inviterer sig selv ombord på luksuslineren i februar 1959.

De flirter og drikker sjusser. Da hun går ned til sin kahyt for at skifte tøj, overrasker han hende ved at banke på døren og lukke den bag sig. De drikker rom af hendes tandkrus, og han holder om hende.

Sådan mindes hun mange år senere episoden i et interview med Observer Magazine.

- Jeg var nervøs, for jeg havde aldrig haft en kæreste. Men jeg var tiltrukket af ham og ville gerne være tæt på ham. Jeg tænkte: Bare gør det. Du ser ham alligevel aldrig igen.

Men sådan endte det ikke.

Manden med skægget og den ildelugtende cigar er Fidel Castro. Han var måneden forinden kørt som sejrherre ind i Havanna og havde taget kontrollen med Cuba. Midt i den tumultariske periode efter revolutionen, sender Castro et privatfly til New York for at hente sin tyske veninde retur til hovedstaden. Her fortsætter de romancen med uformindsket styrke.

Et år senere: Marita ankommer igen til Cuba. Hun har ikke set Fidel Castro i de forgangne seks måneder. Med sig i tasken har hun to piller, der skal tage livet af kommandanten.

Hun er nu hovedperson i et af CIA’s mest vovede forsøg på at likvidere den kommunistleder, der lige syd for Floridas sandstrande er en torn i øjet på koldkrigs-USA.

Hvordan hun gik fra elsker til snigmorder, vender vi tilbage til.

Fidel Castro er en elsket mand. I hvert fald i visse kredse.

Under den blodige guerillakrig, der hærger Cuba fra 1956-59, dør mange af oprørslederne i kampen mod præsident Batistas styrker. Det gør storebror Castro til revolutionens ubestridte leder, og en række interview i blandt andet New York Times gør ham til en næsten mytisk karakter, der sammen med sin bror Raul og lægen Che Guevara slås for den lille mand i kampen mod overklassens diktator Batista.

Men i Washington er de bekymrede. Selv om Fidel selv har forsøgt at nedtone sine politiske tanker for at lette samarbejdet med andre oprørsgrupper, er amerikanerne ikke i tvivl: Fidel Castro er kommunist. Inden længe vil Moskva og Nikita Khrushchev have en allieret lige ud for USA’s kyst.

I april måned 1959 besøger Castro USA på en charmeoffensiv, inviteret af den amerikanske presse, der ser en stor stjerne i guerillakrigeren, der blandt andet deler Cohiba-cigarer ud til New Yorks politibetjente. Præsident Eisenhower derimod sørger for at opholde sig på golfbanen, så der ingen mulighed er for at rende ind i den skæggede kommunist. I stedet går daværende vicepræsident Richard Nixon til mødet med Fidel, der nu har titel af premierminister. Nixon håber at kunne overbevise Castro om kommunismens mangler. Cubaneren derimod kan ikke døje den amerikanske vicepræsident. Efter april-besøget går forholdet mellem de to lande hurtigt ned ad bakke.

Castro smider resolut amerikanske virksomheder ud af landet og eksproprierer de cubanske rigmænds ejendele. Kommunismen er nu helt tæt på USA’s kyst og i løbet af det kommende år beordrer den urolige Eisenhower, at amerikanerne skal påbegynde militærtræning af eksil-cubanere, der ønsker at gribe til våben mod det nye styre i Havana.

Dette fører til det fejlslagne invasionsforsøg i Grisebugten, der den dag i dag står som en skamplet på amerikansk udenrigspolitisk strategi.

Men sideløbende forsøger de sig med en anden plan: Efterretningstjenesten CIA har fået til opgave at likvidere Fidel Castro.

Da Marita Lorenz landede med privatfly i Havana direkte fra New York, blev hun modtaget med åbne arme af Fidel Castro. De havde nydt en kort romance på krydstogtskibet, og stik imod hendes forventning havde han nu fløjet hende tilbage.

Men over for Observer Magazine erkender hun, at hun nok var en smule naiv. Hun havde ikke regnet ud, at livet med en omgæret revolutionsleder ville blive turbulent: For eksempel boede og arbejdede han i en suite på et hotel i centrum af Havana.

- Jeg var nødt til at dele ham. Han var en del af øen. Holdningen var, at hvordan kunne jeg vove at tro, at denne mand tilhørte mig.

Marita Lorenz’ historie om, hvordan hun først forlader Cuba og senere vender tilbage, er omgærdet med megen mystik, men her er den, som hun selv fortæller den.

Hun blev gravid med Castros barn. Hen mod slutningen af graviditeten gav nogen hende et stof, som fik hende til at miste bevidstheden. Da hun vågnede, fik hun at vide, at hun var gået i fødsel og at barnet levede. Men at hun skulle rejse tilbage til USA uden den nyfødte søn.

- Jeg ved ikke, hvem der stod bag, men jeg er sikker på, at det ikke var Fidels folk, siger hun nu, mange år senere.

Opsnappet af CIA

Men dengang var hun ikke sikker – og det udnyttede CIA. De kontaktede hende, da hun kom tilbage til fastlandet, og i løbet af de kommende måneder blev hun trænet – hjernevasket siger hun nu – i efterretningstjenestens holdning: Castro måtte udryddes, og hun skulle gøre det, fordi hun måske havde mulighed for igen at komme tæt på ham.

Og det var sådan hun endte på flyet tilbage mod Havana – med to dødelige piller i tasken.

Pludselig stod hun igen i det hotelværelse, der havde været parrets hjem i syv måneder.

- Jeg så de samme lagner, de blafrende gardiner, den åbne dør ud til at altanen og hans mange cigarstumper. Den ene seng var uredt, og da jeg så bazookaen under sengen, vidste jeg, at jeg ikke kunne gøre det. Jeg var bange, men også vred.

De to piller smed hun i toilettet.

- For et år siden elskede jeg ham. Hvordan fanden kunne jeg nu rejse tilbage og slå ham ihjel?

Castro kom langt om længe ind i rummet igen. Han gav hende et knus og sagde, at hun havde holdt sig væk for længe. Han lagde sig ned på sengen, fuldt påklædt, og tyggende på en cigarstump.

Han tog sin revolver og rakte den til hende. Hun åbnede den og så, at den var ladt.

- Jeg glemmer aldrig, hvordan jeg stod der og så på ham. Jeg smed pistolen tilbage til ham, og den ramte hans lår. Det gik op for mig, at jeg stadig elskede ham.

Den unge tysker var langt fra den eneste, der ved CIA’s mellemkomst forsøgte at gøre det af med den cubanske leder.

Fabian Escalante var i årtier chef for den efterretningstjeneste, hvis fornemmeste opgave det var at holde Castro i live. I en dokumentarfilm produceret af Channel 4, fremviser han lister over alle de attentatforsøg, han mener, har været rettet mod hans chef.

I alt løber det op i 638.

Et utal af meddelere og muldvarper i det eksil-cubanske miljø gjorde efterretningstjenesten i stand til at forpurre og forhindre alle attentatforsøg.

Det første fandt sted allerede samme år som Castro kom til magten. Og det var ikke kreativitet, der manglede hos CIA’s specialister i likvideringer.

Ordren til CIA var klar: Slå Castro ihjel, men det må ikke se ud, som om det var os, der gjorde det. De var altså nødt til at finde på en kreativ løsning, så ingen efterfølgende ville anklage USA for at dræbt et andet lands leder.

En af strategierne var at udnytte de eksil-cubanere, som man allerede var begyndt at træne før fadæsen i Grisebugten, og som havde personlige motivationer for at ville risikere liv og lemmer i forsøget på at slå deres ærkefjende ihjel. CIA tog sig så af at udstyre dem med det seneste inden for drabsteknologi.

Det blev forsøgt at placere sprængstof i en af Castros elskede cigarer. Alternativt ville de putte gift i den. CIA forærede via stråmænd en ny våddragt til den dykningsinteresserede statsleder, komplet med dykkermaske, iltflasker – og dødeligt giftige alger. Den var han dog ikke interesseret i, så i stedet forsøgte de at skjule sprængstof i en konkylie på havbunden, hvor Castro plejede at dykke. Der var dog ingen, der var store nok til opgaven.  

En giftig fyldepen og bazookaskud

Andre strategier indeholder snigskytter, bombeangreb, nedskydning med bazooka, en giftig fyldepen og et angreb på Castro bil på vej mod lufthavnen. Alt sammen under dække af at være udtænkt og planlagt af cubanske aktivister uden amerikansk indblanding. Men lige lidt hjalp det. Også forsøget på at give Castro en forgiftet milkshake og at komme gift i hans støvler uden for døren til hans hotelværelse mislykkedes.

Rygterne florerede, men CIA-toppen benægtede, at der var attentatforsøg fra amerikansk side. Så sent som i 1972 afviste CIA-chefen Richard Helms, at de forsøgte at dræbe Castro. Men tre år senere var en undersøgelseskommissionen i den amerikansk kongres i stand til at bevise otte drabsforsøg mod Castro. Desuden kunne de afdække en praksis, der var blevet udbredt i efterretningsvæsnet: Cheferne fik meget lidt at vide om kontroversielle missioner – og kun i vage vendinger – så de senere havde mulighed for at benægte alt uden at lyve, hvis politikerne afkrævede dem svar.

Der var også tanker om angreb uden dødelig udgang, men som skulle ødelægge hans navn og rygte: For eksempel at ødelægge hans berømte skæg med et specielt slags salt og at pumpe LSD ind i et TV-studie, så Castro ville fremstå som en gal mand på nationalt TV. Det blev dog droppet, fordi det simpelthen var for langt ude, fremgår det af dokumentaren fra Channel 4.

CIA tog endda kontakt til den berygtede amerikanske mafia for at få dem til at udføre drabet. Mafiaen havde et horn i siden på Castro, fordi de før hans revolution havde en lukrativ forretning med at drive casioner i Havanna. Det blev ødelagt, da kommunisterne smed dem på porten. Men selv disse professionelle mordere kunne ikke komme lederen til livs.

Ifølge avisen Independent skulle Castro en gang have udtalt:

Sikkert er det i hvert fald, at hans personlige sikkerhedschef Fabian Escalantes arbejde blev så berømt i Cuba, at der blev produceret en dramaserie på TV om hans heltemodige bedrifter.

Marita Lorenz tog tilbage til USA. Hun efterlod de 6.000 dollar, hun havde modtaget i betaling fra CIA, samt et brev til sin søn. Tilbage på fastlandet meldte hun sig ud af CIA, hvor hendes kolleger angiveligt var rasende over det mislykkede attentatforsøg, og de gav hende skylden for, at de måtte iværksætte den skandaleramte invasion i Grisebugten.

Siden blev hun dog hvervet af FBI og udspionerede FN-diplomater, der boede i samme lejlighedskompleks som hende i New York.

Historien om Marita Lorenz er fantastisk - grænsende til det utrolige. Og sådan er der da også flere, der opfatter hendes fortællinger om romance, drabsforsøg og gensyn med Castro. Mindst én biografi om Fidel Castro har valgt helt at se bort fra hendes fortællinger, blandt andet fordi hendes historie har en tendens til at ændre sig på afgørende pointer, hver gang hun fortæller den. Det er for eksempel aldrig bevist, at hun fødte Castros barn, eller at hun nogensinde blev gravid i Cuba.

Fik barn med endnu en diktator

Hendes livshistorie bliver ikke mindre fantastisk af, at hun i sin selvbiografi beretter om, hvordan hun også fik et barn med en anden diktator – Venezuelas Marcos Perez Jimenez, der levede i eksil i USA - og at hun befandt sig i en bil sammen med Lee Harvey Oswald, umiddelbart inden han skød præsident John F. Kennedy. Attentatet blev ifølge hende udført af eksil-cubanere, der var rasende over, at Kennedy forrådte deres venner under invasionen i Svinebugten, hvor den lovede amerikanske luftstøtte udeblev.

Som vanligt er der dog ikke noget, der er så utroligt, at det ikke bliver slugt råt i Hollywood, og det gælder også fortællingen om Castros tyske elskerinde. For nyligt blev det bekræftet, at hendes historie – sand eller ej – bliver til en film med Jennifer Lawrence i hovedrollen.

Sikkert er det dog, at hun var Castros elsker – og at hun stod bag et af 638 forsøg på at slå ham ihjel. Men som den nu snart 90-årige Fidel Castro sagde, da hun hulkende afleverede hans pistol tilbage: