Udland

Her er en af Afrikas værste mænd - nu er han dømt

Den Internationale krigsforbryderdomstol i Haag dømte i dag den højest placerede politiker nogensinde skyldig i krigsforbrydelser og forbrydelser mod

Hans soldater voldtog og slog ihjel i massevis. Vidnerne er mange, og i eftermiddag – efter 7 år – kunne nogen af dem få fred, da dommeren afsagde sin dom.

Det har knebet for domstolen med at få buret nogle af de helt store inde. Så der var prestige på spil, da ICC, Den Internationale Krigsforbryderdomstol under FN, i den hollandske hovedstad kl. 14 afgjorde, hvad der skulle ske med Jean-Pierre Bemba. Skulle han mange år bag tremmer, eller kunne han forlade retten som en fri mand. Det blev det første.

Bemba er tidligere vicepræsident i DRC, Den Demokratiske Republik Congo. Han var også en meget velhavende forretningsmand, der havde sin egen militia og politiske parti, MLC, Movement for the Liberation of Congo, som kæmpede for magten i landet i årene efter årtusindeskiftet, imod præsident Kabila.

Bemba benægtede alt

Tiltalen er klar: Bemba beordrede sine folk til mord og til at begå voldtægt, da de huserede i nabolandet Den Centralafrikanske Republik, CAR. Der støttede hans soldater daværende præsident Ange-Felix Patasses side i borgerkrigen. Tiltalen bestod af tre dele: to tiltaler for forbrydelser mod menneskeheden og tre tiltaler for krigsforbrydelser. Hvis han klarede frisag, kunne han vende tilbage til DRC, som i årtier har været plaget af militante grupper, der kæmper om kontrollen med mineralerne. Jean-Pierre Bemba benægtede alt.

Anklagerne i ICC siger, at Bemba må have været vidende om, hvad hans soldater foretog sig. Retssagen har varet fem år, og 40 vidner har fortalt deres version af historien. En af dem fortalte, hvordan hun blev voldtaget af to MLC-soldater. Hun fik senere konstateret Hiv.

Bembas advokater siger, at han ikke havde kontrol over, hvad hans soldater foretog sig i Den Centralafrikanske Republik – og at de var under præsidentens kontrol dér.

Anholdelsen var en overraskelse

Bemba blev anholdt i i Belgien i 2008, hvilket kom som noget af en overraskelse for både ham selv og hans modstandere hjemme i DRC. Han havde levet i en slags eksil i Europa i adskillige år. Siden anholdelsen har had siddet i Haag og brugt sin tid på sine hobbies, bl.a. spiller han klaver – Abbas Waterloo er på repertoiret. Retssagen begyndte i 2010 men blev udsat, fordi anklagerne mente, at Bemba og hans advokat fiflede med beviserne.

For ICC står der en del på spil. Domstolen kritiseres fra flere sider og for vidt forskellige ting. Indtil i dag er det ikke lykkedes domstolen at få nogle af de helt store buret inde. Bemba er den hidtil højest rangerede politiker, der fik sin dom. Og det er endnu engang en afrikaner, der sidder i anklageskranken.

Blandt andet derfor er mange afrikanske lande utilfredse med ICC, som de kalder ACC, fordi langt størstedelen af dem, som domstolen tager under behandling, er afrikanere. Ny-imperialisme, siger de. Afrika har truet med samlet at trække sig ud. Nogle afrikanske lande HAR trukket sig. Det skete i protest mod tiltalen mod Kenyas præsident Uhuru Kenyatta, der sammen med sin vicepræsident stod tiltalt for at have opildnet til vold under valget i 2007, hvor 1200 mistede livet. Anklagen mod Kenyatta blev senere frafaldet, fordi vidnerne pludselig ændrede forklaring. Et eksempel på, at ICC ikke formåede at føre sagen til ende mod en af de helt store.

Nogle peger på, at Afrikanske landes respekt for domstolen kun kan vindes tilbage, hvis en fra Vesten kommer for retten. Hvad med de ansvarlige for Irak-krigen, spørges der. Hvorfor bliver de ikke slæbt til Haag?