Udland

Anklager: Abdeslam ville sprænge sig i luften - men ændrede mening

Salah Abdeslam, er mistænkt for Paris-angrebene 13. november.

Salah Abdeslam havde planer om at sprænge sig selv i luften ved fodboldstadion i Paris, siger anklager.

Ifølge anklageren i Paris havde Salah Abdeslam planer om at sprænge sig selv i luften på Frankrigs nationalstadion, Stade de France, som led i angrebene i Paris den 13. november sidste år.

Men han ændrede mening om det, har han ifølge den franske anklager fortalt belgiske efterforskere.

- Disse første udtalelser, som bør tages med forbehold, efterlader en hel række forhold, som Salah Abdeslam må forklare, siger anklageren i Paris, François Molins, ifølge nyhedsbureauet AFP på en pressekonference.

En dræbt ved stadion

Den 13. november sidste år detonerede tre ekstremister deres bombebælter ved indgangen eller nær Stade de France i tidsrummet mellem 21.20 og 21.53.

Det skete i forbindelse med en venskabskamp i fodbold mellem Frankrig og Tyskland, hvor præsident François Hollande var til stede.

Ud over gerningsmændene blev en person dræbt ved stadionet.

Det var Abdeslam, der kørte de tre selvmordsbombemænd til stedet, hvorpå han selv blev opdaget i Paris' 18. arrondissement. Det var et af de områder, som Islamisk Stat nævnte som et planlagt mål, da gruppen tog skylden for angrebene i Paris.

Området blev forskånet for angreb. I stedet gik det ud over blandt andet koncertstedet Bataclan, hvor 90 mennesker blev dræbt.

I alt mistede 130 mennesker livet under terroranslaget mod Paris i november.