Udland

Sådan fandt politiet frem til Europas mest eftersøgte mand

Et tip fra en beboer var efter al sandsynlighed det, der fik politiet på sporet af Abdeslam, siger Svenning Dalgaard

Det var en lokal kilde, der fik belgisk politi på sporet af den terrormistænkte Salah Abdeslam, som fredag aften blev anholdt under en stor politiaktion i Bruxelles-forstaden Molenbeek.

Det fortæller TV 2s internationale korrespondent, Svenning Dalgaard, der befinder sig i området, hvor Abdeslam blev anholdt.

- Grunden til at politiet valgte at ransage lejligheden, hvor Abdeslam blev fundet og arresteret, var, at en kilde ringede til politiet her tidligt i morges. Det tyder jo på, at der har været nogle af de lokale beboere, der har genkendt Abdeslam og har følt, at politiet skulle vide det, siger Svenning Dalgaard.

I alt blev tre anholdt under fredagens politiaktioner.

5.000 politifolk i aktion

Belgisk politi har sammen med styrker fra fransk politi i løbet af ugen været lige i hælene på den 26-årige Salah Abdeslam, der menes at have spillet en stor rolle i terrorangrebene i Paris i november 2015.

Allerede tirsdag ransagede belgisk politi en lejlighed I Molenbeek, hvor fire betjente blev såret. En misænkt person blev dræbt, mens to andre slap væk under aktionen.

Den dræbte var ifølge CNN en algerisk mand ved navn Mohamed Belkaid, der skulle være blevet skudt af en finskytte under politiaktionen. Det menes, at denne person brugte falske id-papirer med navnet Samir Bouzid, der menes at have styret dele af angrebene i Paris via telefonopkald fra Belgien.

I lejligheden, hvor Belkaid blev skudt, fandt politiet fingeraftryk tilhørende Abdeslam, og siden fundet har op mod 5.000 politifolk deltaget i aktioner flere steder i Bruxelles. Ifølge Svenning Dalgaard blev der alene fredag udført mindst fire ransagninger.

På videoen ses hvordan en af de anholdte ved fredagens aktion - muligvis Salah Abdeslam - bliver anholdt:

En central person i terrorangreb

Svenning Dalgaard forklarer, at Salah Abdeslam – der var Europas mest eftersøgte mand indtil fredag aften – spillede en helt central rolle i terrorangrebene i Paris.

- Man kan næsten ikke overdrive, hvor central han var. Det var ham, som afleverede nogle af de terrorister, som senere blev myrdet eller sprængte sig selv i luften i Paris i nærheden af stadion. Han var også med i forbindelse med de myrderier, der foregik på nogle cafeer. Hans storebror døde også under aktionen, og man går ud fra, at det var Abdeslam, der kørte tre terrorister væk fra hele området, siger Svenning Dalgaard.

Kort efter meddelelsen om at Abdeslam var blevet anholdt, rapporterede flere medier, at mindst to eksplosioner kunne høres i Molenbeek-området. Svenning Dalgaard mener, at det sandsynligvis er politiet, der var på spil.

- Vi ved i sagens natur ikke, hvad der er sket, men det er sandsynligt, at det er politiet, som har sprængt sig adgang til nogle af de lejligheder, som de har været ude og undersøge.

Gerningsmændene i Paris, ifølge Islamisk Stat

Abdelhamid Abaaoud

Abdelhamid Abaaoud

Status: Død

Rolle: Bagmand

Nationalitet: Belgisk med marokkanske rødder

27- årige Abdelhamid Abaaoud menes at være manden, der har udtænkt og planlagt angrebet i Paris.

Han voksede op i Bruxelles-forstaden Molenbeek, hvorfra mange radikaliserede islamister er kommet, og hvor der siden angrebet er gennemført flere omfattende politiaktioner.

Abaaoud sluttede sig til terrorgruppen Islamisk Stat i 2013 og han menes at have været i Syrien så sent som tidligere i år.

Abdelhamid Abaaoud blev endeligt bekræftet som værende blandt de dræbte efter en storstilet politiaktion mod en lejlighed i pariserforstaden Saint-Denis. 

Foto: Scanpix Denmark

Samy Amimour

Samy Amimour

Status: Død

Rolle: Selvmordsbomber og gidseltager

Nationalitet: Fransk, opvokset i Saint Denis nord for Paris

Den 28-årige var en af de selvmordsbombemænd der stod bag angrebet på spillestedet Bataclan. 

Han er kendt af den franske sikkerhedstjeneste og blev i 2012 sigtet i en sag, hvor han forsøgte at komme til Yemen. 

Han blev overvåget, men forsvandt og blev siden efterlyst internationalt. 

Den franske avis Le Monde skriver, at Samy Amimours far rejste til Syrien i 2014 for at forsøge at redde sin søn hjem fra terrororganisationen Islamisk Stat. Men det mislykkedes, fordi sønnen ikke ville med hjem.

Foto: TV 2

Omar Ismail Mostefai

Omar Ismail Mostefai

Status: Død

Rolle: Selvmordsbomber og gidseltager

Nationalitet: Fransk med rødder i Algeriet

Den 29-årige Omar Ismail Mostefai deltog i angrebet på spillestedet Bataclan.

Han detonerede sin selvmordsbombe da politiet stormede bygningen. Hans afrevne finger blev fundet på gerningsstedet og brugt til at identificere ham.

Mostefai er kendt af de franske myndigheder og er tidligere dømt for 8 forbrydelser. Efterretningstjenesten har haft ham i søgelyset siden 2010. 

Han er født i Paris-forstaden Courcouronnes og boede i en periode i Chartres-området sydvest for Paris, men i 2013 rejste han ind i Tyrkiet - hans videre færden derfra er ikke kendt. 

De tyrkiske myndigheder henvendte sig til Frankrig om Omar Ismail Mostefai, men den franske efterretningstjeneste reagerede ikke.

Foto: TV 2

Bilal Hadfi

Bilal Hadfi

Status: Død

Rolle: Selvmordsbomber

Nationalitet: Fransk, men bosat i Belgien

Den 20-årige Bilal Hadfi er blevet identificeret som en af de tre selvmordsbombere, der angreb nær Stade de France under landskampen mellem Tyskland og Frankrig.

Han har ifølge flere medier kæmpet for Islamisk Stat i Syrien så sent som sidste år.

Ifølge CNN har Bilal Hadfi aktivt deltaget i Islamisk Stats propaganda som medvirkende i en video fra terrororganisationen, der nu er slettet

Foto: TV 2

Brahim Abdeslam

Brahim Abdeslam

Status: Død

Rolle: Selvmordsbomber

Nationalitet: Fransk, bosat i Belgien

Brahim Abdeslam var en af de terrorister, der udløste sin selvmordsbombe nær en cafe på Boulevard Voltaire.

Brahim Abdeslam var den eneste dræbte ved angrebet, men adskillige blev såret.

Han er bror til Salah Abdeslam, der er mistænkt for at have transporteret terrorgruppen, og som stadig er på fri fod.

Han har ejet en bar i Molenbeek i Bruxelles - baren blev lukket på grund af handel med narko.

Foto: TV 2

Salah Abdeslam

Salah Abdeslam

Status: I politiets varetægt

Rolle: Medvirkende

Nationalitet: Fransk, men født i Belgien

Den 26-årige Salah Abdeslam. Han mistænkes for at have hjulpet i forbindelse med terrorangrebet på spillestedet Bataclan.

Ifølge fransk politi lejede han en sort VW Polo, der blev brugt af den gruppe terrorister, som dræbte mindst 89 mennesker under koncerten.

Salah Abdeslam blev afhørt af politiet få timer efter angrebet da han passerede den fransk-belgiske grænse. Han blev løsladt efter afhøringen, fordi politiet ikke var orienteret om hans formodede indblanding i terrorhandlingen.

Foto: Scanpix

Foued Mohamed-Aggad

Foued Mohamed-Aggad

Status: Død

Rolle: Selvmordsbomber og gidseltager.

Nationalitet: Fransk-født med marokkanske aner. Fra Strasbourg.

23-årige Foued Mohamed-Aggad deltog i angrebet på spillestedet Bataclan. Efterforskere fandt rester af Foueds DNA på spillestedet, og det tog mere end tre uger for efterforskerne at koble det til hans franske mor fra Strasbourg. Foued blev rekrutteret af en af de mest berygtede jihadister: Mourad Fares. Foued tog til Syrien i 2013 med sin storebror Karim og otte andre unge mænd fra Meinau-distriktet i Strasbourg.

Foto: TV 2

Chakib Akrouh

Chakib Akrouh

Status: Død

Rolle: Selvmordsbomber og gidseltager.

Nationalitet: Belgisk med med marokkanske aner.

Chakib Akrouh var blandt de gerningsmænd, som skød og dræbte 39 personer ved en restaurant. Hans DNA er blevet fundet i en Seat, som de tre gerningsmænd brugte til at flygte fra gerningsstedet.

25-årige Akrouh blev født og opdraget i Belgien, men han tog til Syrien i 2013. Chakib Akrouh sprængte sig selv i luften under politiaktionen i Saint-Denis, hvor Abdelhamid Abaaoud også blev dræbt. Det tog efterfølgende politiet otte uger at identificere ham.

Foto: TV 2

Ali og Ukasha Al-'Iraqi

Ali og Ukasha Al-'Iraqi

Status: Døde

Rolle: Selvmordsbombere

Nationalitet: Irakisk

Ikke meget vides om henholdsvis "Ali Al-'Iraqi" og "Ukasha Al-'Iraqi". Det er dog sikkert, at de to irakiske krigere brugte et falsk, syrisk pas med navnet Ahmad al-Mohammed; en 25-årig syrisk mand fra Idlib. Manden er kommet til Europa via Grækenland.

De to irakere sprængte sig selv i luften ved Stadt de France, hvor Frankrig spillede venskabskamp mod Tyskland.

 

Foto: TV 2