Begyndte som en helt almindelig aften med gutterne - endte som en borgerkrig

En flok unges drengestreger førte til den opstand, der i sidste ende ledte til borgerkrig i Syrien. I dag er det fem år siden krigen startede.

Det startede som en helt almindelig aften med gutterne. I den syriske by Daraa sad teenageren Bashir Abazid og seks af hans venner en februar aften i 2011 omkring tv'et og hyggede sig.

I fjernsynet blev der rapporteret, om det der skulle vise sig at være Det Arabiske Forårs spæde start. Tunesien og Egypten stod allerede i brand, men revolutionen var ikke nået til Syrien - endnu.

Bashir og vennerne havde fået nok af Assad-regimet, og de tog en beslutning, der ændrede deres liv for altid.

Bevæbnet med spraymaling sneg de sig ind på deres skole, hvor de på en mur skrev revolutionens kendte slogan: ”Folket ønsker regimets fald”. 

Bashir tilføjede en linje:

”Det er din tur, læge”, skrev han med reference til landets præsident Bashar al-Assad, der er uddannet øjenlæge.

Det skulle han aldrig have gjort. For godt nok løb teenagerne hjem med et smil på læben, men næste dag gik alvoren op for dem.

- Det var sjovt, men nu griner vi ikke længere, har Bashir senere udtalt.

Da skolens inspektør den efterfølgende dag opdagede drengestregerne, tilkaldte han politiet. Tilfældige elever blev udpeget og udspurgt om graffitien - blandt dem Bashirs ven den 14-årige Nayef, der også havde været med til at male graffitien.

Med vold tvang politiet den 14-årige dreng til at angive sine venner. I Daraa gik politiet fra dør til dør for at få fat i resten af gruppen. I to dage gemte Bashir sig for politiet. Hans familie ønskede ikke, at han skulle overgive sig, men Nayefs far bønfaldt Bashir om at gøre det. Politiet havde nemlig fængslet Nayef og lovet at lade begge drenge gå, hvis Bashir lod sig forhøre.

Trods modstand fra sin familie endte Bashir med at melde sig hos politiet. Skyldfølelsen over for vennen var blevet for stor, så han gik på politistationen, hvor et sandt mareridt ventede.

Da Bashir og hans graffitimalende venner blev anholdt, havde Bashar al-Assad været ved magten i næsten 11 år. Præsidentembedet havde han overtaget fra sin far Hafez al-Assad, der havde regeret i næsten tre årtier indtil sin død.

Bashar al-Assad styrede syrerne med hård hånd. Syrien var et land præget af censur og statsejede medier. Måske Assad kunne mærke, at en opstand var på vej, for da han i januar 2011 blev interviewet af avisen Wall Street Journal, lovede han reformer. Samtidig proklamerede han dog også, at situationen i Syrien var stabil og anderledes fra den i Tunesien og Egypten, hvor folkeoprøret var massivt.

Assad-regimet ønskede ikke en revolution, og det fik Bashir at mærke efter at have meldt sig selv. 

Sikkerhedschefen i Daraa hed Abu Najib - og han var fætter til "øjenlægen" Assad - landets præsident. Abu Najibs ansatte overførte Bashir til en militær efterretningsenhed, hvor teenagerens mareridt begyndte.

Myndighederne ville have Bashir til at sladre om sine medsammensvorne, og de skyede ingen midler i jagten på svar.

Under forhørerne blev Bashir bundet stramt for øjne og ører med en gummislange. Han blev pryglet med kabler og piske, og som straf for at have skrevet Assad-fjendtlig graffiti fik han så mange slag over fingrene, at hans negle blev revet af.

Der gik ikke længe før, Bashir havde angivet sine medsammensvorne, men myndighederne troede ikke på hans historie. For at få stoppet torturen nævnte Bashir også navnene på uskyldige personer. I alt anholdt politiet 24 personer, men kun fire af dem var med til at male graffitien.

Efter fem dage med endeløs tortur blev Bashir overført til en celle i Damaskus, hvor rædslerne stilnede en smule af. Her var teenageren uvidende om, hvad han havde været med til at sætte i gang. 

Oprøret mod regimet startede den 15. marts 2011, hvor hundredvis af demonstranter gik på gaden i Syriens hovedstad Damaskus. Der blev råbt ”frihed” og krævet reformer og frigivelse af alle politiske fanger. Seks mennesker blev tilbageholdt af sikkerhedsstyrker, der efter sigende endnu ikke brugte vold mod demonstranterne. 

Videoen her er angiveligt fra demonstrationen:

Dagen efter gik flere kvinder i protest på gaden i Damaskus. Nogle af dem stammede fra Bashirs hjemby Daraa, og deres vrede bundede netop i anholdelserne af de unge graffitimalere. Kvinderne blev mødt af politiet, der gik hårdt til værks. Det endte med, at flere fik bank og blev revet i håret og trukket hen ad jorden.

En historie - der kan have været med til at få tingene til at eskalere - går på, hvordan drengenes forældre tidligere havde forsøgt at overtale myndighederne til at løslade deres børn. Forældrene blev afvist og efter sigende fik de denne nedladende besked:

- Glem jeres børn. Bare lav nogen flere. Hvis I ikke ved, hvordan man laver flere børn, kan vi vise jer det, lød det fra myndighederne.

Den 18. marts - gik det løs i selve Daraa. Efter fredagsbønnen gik flere tusinde demonstranter på gaden. De krævede, at de unge graffitimalere blev løsladt og råbte om mere politisk frihed. Ifølge en rapport fra Human Rights Watch forsøgte sikkerhedsstyrkerne først at slå ned på demonstranterne ved hjælp af stave og sten. Da det ikke hjalp, blev der sat urobetjente ind med vandkanoner og tåregas. Til sidst blev der åbnet ild, og fire demonstranter blev dræbt.

Drabene anses af mange for at være de første i den syriske borgerkrig.

To dage senere - den 20. marts - blev Bashir og de andre anholdte fra Daraa løsladt. I anledning af mors dag lod Assad dem gå fri. På tilbagevejen mod Daraa kunne de høre lyden fra tusindvis af demonstranter. Bashir frygtede, at han var på vej til sin egen henrettelse, men til sin store overraskelse blev han - og de andre - i stedet modtaget som helte i hjembyen.

De hjemkomne blev tiljublet og båret på demonstranternes skuldre, mens vagterne, der havde fragtet dem hjem, måtte flygte fra menneskemængden.

Frigivelsen af de unge gjorde dog ikke vreden i Daraa mindre - i stedet blev det blodigere.

I slutningen af april 2011 blev der sat kampvogne ind for at knuse opstanden mod øjenlægens regime, der ikke ville tolerere borgernes ulydighed. Assad satte hæren ind mod sit eget folk, og så kom borgerkrigen.

Den 1. juni 2011 havde de syriske sikkerhedsstyrker ifølge Human Rights Watchs oplysninger dræbt mindst 418 personer i og omkring Daraa, og mere end 887 personer i hele Syrien. 

Herunder kan du se et indslag om urolighederne i Daraa fra TV 2 Nyhederne den 24. marts 2011.

VI ADVARER MOD STÆRKE BILLEDER:

Opstanden i Daraa er af flere blevet sammenlignet med en anden skelsættende episode fra Det Arabiske Forår. I december 2010 satte den 26-årige tunesiske grønthandler Mohamed Bouazizi ild til sig selv i protest mod myndighederne. Grønthandleren endte i koma, men hans handling blev bemærket. Dagen efter gik flere tunesere på gaden i protest mod præsident Ben Alis diktatur. 

Den 4. januar døde Mohamed Bouazizi af sine skader, og ti dage senere måtte diktatoren flygte fra oprøret.

Efter at have set, hvad tunesernes vrede kunne føre til, fik flere borgere i de arabiske lande blod på tanden. I Syrien bredte oprøret rundt om i landet sig i løbet af 2011, og oppositionstilhængere begyndte at ty til våben. I første omgang for at forsvare sig og senere hen for at beskytte deres lokale områder.

Det endte i en borgerkrig med langt flere end 250.000 dræbte - FN opgav for halvandet år siden at tælle de døde. Verdens stormagter er nu blevet trukket ind i konflikten, der ikke længere blot handler om at være for og imod Assad-styret. I stedet er terrororganisationen Islamisk Stat blevet omdrejningspunktet for medier og politikere, og Assad kan ende med at trække det længste strå. Lige nu har hans regeringsstyrker fået overtaget på store dele af slagmarken.

Da Bashir og hans kammerater i 2011 lod spraymalingen udtrykke deres frustrationer, havde de næppe regnet med, at det var gnisten, der var med til at antænde en borgerkrig. I 2013 lykkedes det Bashir og hans familie at flygte til nabolandet Jordan.

Artiklen er skrevet på baggrund af materiale fra Washington Post, Wall Street Journal, Daily Mail, The National, Time, CNN, Reuters, BBC, NPR, Human Rights Watch og Global Post.