Donald Trump

Donald Trump 'klar til slåskamp' da aktivist sprang over hegnet

En 22-årig aktivist ville op på scenen til Donald Trump - nu bliver han hængt ud som terrorist fra IS

Den amerikanske præsidentkandidat Donald Trump slog igen på sin helt egen måde, da en 22-årig aktivist forsøgte at komme op på scenen til ham ved et vælgermøde i Ohio i går.

Der udspillede sig dramatiske scener, da den 22-årige mand, Thomas Dimassiomo, forsøgte at trænge ind til præsidentkandidaten.

Mens Donald Trump holdt tale, hoppede manden over en barriere, men han nåede kun få meter, inden vagter fra Secret Service fik stoppet manden og lagt ham ned på jorden.

Vagterne fra Secret Service havde kun lige fået fat i den 22-årige, da Donald Trump sagde:

- Jeg var klar til at tage imod ham, men det er nemmere at lade politiet ordne det, ikke?

Manden blev taget med på politistationen, hvor han blev sigtet for forstyrrelse af den offentlige orden og for at skabe panik.

Men Donald Trump lod ikke overfaldet forblive en ren politisag.

Han gik efterfølgende på Twitter og beskyldte den 22-årige aktivist for at være tilknyttet terrororganisationen Islamisk Stat.

Donald Trumps dokumentation for påstanden er et videoklip med arabisk underlægningsmusik, hvor Thomas Dimassiomo deltager - og hvor hans ansigt er sat ind foran terrororganisationens flag.

"Secret Service gjorde et fantastisk stykke arbejde ved at stoppe tumpen fra at løbe op på scenen. Han har forbindelser til Islamisk Stat. Skulle være i fængsel," skriver Donald Trump.

Præsidentkandidatens dokumentation var imidlertid ikke nok til at holde aktivisten bag tremmer. 

Han blev løsladt mod kaution kort efter anholdelsen i lørdag aften, dansk tid.

Den britiske tv-station Sky News har bedt terroreksperten Charles Lister om at bedømme videoen, som Donald Trump bruger som bevis.

- Trumps beskyldninger om, at det har forbindelser til IS, understreger hans totale uvidenhed om emnet, siger Charles Lister.

Men videoens tvivlsomme oprindelse har ikke forhindret Donald Trumps støtter i at sprede historien om, at aktivisten er terrorist med bånd til Islamisk Stat.

Eller til ligefrem at anklage ham for at planlægge et snigmord på Donald Trump.

Til daglig er aktivisten Thomas Dimassiomo studerende.

Han er særdeles aktiv i kampen for sortes rettigheder i USA, og han støtter den demokratiske præsidentkandidat Bernie Sanders.

Han har tidligere udfordret tilhængere af den amerikanske nationalisme, som Donald Trump står for, og han har deltaget i flere demonstrationer.

Videoen, som Donald Trump benytter som dokumentation i sit Tweet, er offentligjort af en internet-troll sidste år.

Samme person, som offentliggjorde videoen, oprettede en Facebook-side der hedder "Tommy Dimassiomo fik ikke knus nok som lille".

Den arabiske følgetekst til videoen kan groft oversættes til at "Dimassiomo tror, han er en stor mand, fordi han står på et amerikansk flag, men i virkeligheden har han en lille tissemand."

Billederne på videoen stammer fra en af de demonstrationer, som Thomas Dimassiomo har deltaget i. 

Thomas Dimassiomo kalder sig selv "Marlon Brando" på Twitter. Inden aktionen mod Donald Trump lagde han dette billede op:

Og efter aktionen har han forklaret, at hans mål var at erobre mikrofonen fra præsidentkandidaten og holde en tale.

Der venter ham formentlig et retsligt efterspil på grund af episoden.