Udland

Reaktoren revnede, mens teknikerne bad Gud om hjælp: De fik en tsunami

Flodbølgen rammer kysten i Minamisoma, lidt nord for atomkraftværket. SADATSUGU TOMIZAWA / Scanpix Denmark

I dag - for fem år siden - tog en kædereaktion af katastrofer 16.000 liv i Japan. 11 mænd stod det værste sted, da det skete. Her er deres historie.

I toppen af en kran hang en ung japansk specialarbejder.

Manden var på job.

Fra top til tå var han klædt i en tætsluttende beskyttelsesdragt. For på atomkraftværket i Fukushima var der orden i sagerne.

Græsset var klippet perfekt, træerne var sirligt beskåret og på de store blå reaktorbygninger var der malet små hvide skyer.

Kranen med den unge japaner stod inde i en af kraftværkets turbinebygninger.

Hallen var lige så stor som en hangar i en international lufthavn. 

Er det verdens undergang?

Carl Pilletteri, Ingeniør

Få meter fra japaneren roterede kraftværkets enorme turbine med 1.500 omdrejninger i minuttet.

Den kørte på 100 procent, og de skarpe turbineblade blev drevet rundt af skoldhed damp, som kom direkte inde fra de radioaktive atomkerner i Reaktor 1.

Det grønne område uden om atomkraftværket mindede om en park. Reaktorbygningerne var himmelblå med små hvide skyer på siden.
Teknikere i færd med at udføre en inspektion på Fukushima-værket.
Alle bærer dragter og hjelm, når de arbejder inde på værket.

I et lille afgrænset område ved siden af kranen stod et hold på 10 specialister - også med hjelme og beskyttelsesudstyr på.

Lederen af holdet hed Carl Pillitteri. Han var uddannet ingeniør, og levede af opgaver for den japanske atomindustri.

Når det kom til arbejde, var Fukushima-værket Carl Pillitteris yndlingssted - men sådan skulle det ikke blive ved med at være.

For ude i Stillehavet skete der noget, som Carl Pillitteri ikke havde regnet med, da han slukkede sit vækkeur om morgenen.

Skal jeg end vandre i Dødsskyggens Dal, jeg frygter ej ondt...

Bibelen, Salmerne 23:4

Klokken 14.46 stod vækkeuret ved siden af sengen i Carl Pillitteris tomme lejlighed.

Men klokken 14:47 faldt uret på gulvet, og viserne gik i stå. Køleskabet væltede, ting faldt ud af skabene, og det store glasfiberbadekar på toilettet flækkede.

150 kilometer fra Fukushima udløstes en energi magen til 36.000 atombomber, af den type der blev kastet over Hisroshima.

Det største jordskælv i 1141 år havde ramt området.

Jordskælvets epicenter var ganske tæt på atomkraftværket.

Inde i turbinebygningen på atomkraftværket havde Carl Pillitteri begge øjne på japaneren i toppen af kranen.

Han oplevede de første sekunder, som om der blev slået med en kæmpemæssig hammer på bygningens fundament.

Carl Pillitteri var operatør på kranen og havde ansvaret for manden oppe i luften.

- Jordskælv, råbte han, mens han forsøgte at holde øje med den unge mand over sit hoved.

Kranen dansede på sine skinner, og japaneren i toppen hoppede op og ned.

Vær sød at gøre det hurtigt.

Carl Pilletteri, Ingeniør

Betongulvet og væggene begyndte at revne. Lamperne faldt ned fra loftet, og de ramte alt for tæt på de rædselsslagne teknikere.

Den enorme turbinebygning blev fyldt med støv, og netop som alle var ved at gå i panik, gik lyset ud.

Men det hele var først lige begyndt. 

Ude i Stillehavet var havbunden i gang med at forskyde sig omtrent 17 meter over en strækning på 600 kilometer. Og den slags tager tid.

Atomkraftværket var beskyttet mod havet af et dige og nogle stenmoler.

Inde i det mørke turbinerum greb Carl Pillitteri fat i sine sidemænd. På sin venstre side havde han en høj japaner, og til højre sad en anden japaner på knæ. 

De tre mænd krammede hinanden som små drenge.

Carl Pillitteri begyndte at bede. Han bad højt for at overdøve larmen fra jordskælvet og den snurrende turbine få meter væk.

Til venstre begyndte Carl Pillitteris sidemand at bede på japansk.

Turbinen kørte stadig med 1.500 omdrejninger i minuttet - drevet af den skoldhede damp direkte inde fra atomreaktoren.

Den eksploderer, den eksploderer

Tekniker, Fukushimaværket.

Men pludselig lød turbinen helt forkert.

En amerikansk tekniker, der stod i mørket få meter væk, begyndte at skrige.

- Den eksploderer, den eksploderer.

Carl Pillitteri holdt op med at bede, i stedet kom et citat fra Bibelen ud af hans mund.

- Skal jeg end vandre i Dødsskyggens Dal, jeg frygter ej ondt....

Men han kunne ikke gøre citatet færdigt. I stedet brød han sammen og udbrød

- Vær sød at gøre det hurtigt.

I de fleste sammenhænge er fem minutter ikke ret lang tid, men der er undtagelser. Det her var sådan en undtagelse.

De panikslagne mænd var i gang med en af de værste oplevelser i deres liv.

De kunne føle jordskælvet, de kunne høre det, de kunne lugte det, og de kunne smage det, men de kunne ikke se det.

Pludselig holdt jorden op med at ryste.

Strømmen kom igen.

Ude i Stillehavet havde jordskælvet forsynet vandet med ufattelige kræfter.
Tsunamien var den værste i over 1.000 år, og hverken diger eller mure kunne holde den tilbage.
Bølgen skyller over de diger, som skal beskytte atomkraftværket.

 Kun en håndfuld lamper havde overlevet jordskælvet, men der var lys nok.

Japaneren hang stadig i toppen af kranen. Han var i live og ved bevidsthed.

Det lykkedes at hejse ham ned, og så handlede det om at komme væk i en fart.

Men der var et stykke vej ud af turbinehallen, og noget af den var mørk.

Gruppen bevægede sig samlet, og Carl Pillitteri fik øje på en stribe af lys, som kom ud under en dør.

Du tager fandme pis på mig

Carl Pilletteri, Ingeniør

Da han åbnede døren, stod holdet i en gang, hvor en enkelt lampe hang og dinglede i loftet.

Så faldt den ned, og alt blev mørkt - igen.

Ude i Stillehavet havde jordskælvet sat en mur af vand i bevægelse. Den var nu på vej mod Fukushima med 800 kilometer i timen.

Atomkraftværket var beskyttet mod flodbølger af diger og betonmure, men bølgen her var den voldsomste siden 13. juli 869.

Et par hundrede år før Kristi Fødsel havde der været en tilsvarende bølge, og 1.000 år før det, og 1.000 år før det...

Men det havde ingen undersøgt, da Fukushimaværket blev bygget i 1967.

Vandet strømmer ind i atomkraftværket
Vandet fortsætter med at fosse ind.
Til sidst er turbinehalerne fuldstændig oversvømmede.

Ude foran turbinehallen havde Carl Pillitteri og hans hold travlt med at komme væk fra atomkraftværket.

De løb i hver sin retning for at komme væk.

Carl Pilletteris udlejningsbil holdt parkeret oppe på en skråning, så han måtte op af en trappe for at komme hen til den.

Men oppe på bakken havde jordskælvet kastet rundt med bilerne, og udlejningsbilen holdt nu klemt inde, så det ikke var muligt at få den fri.

Carl Pilletteri tog en pause for at få vejret.

Ude i havnen foran Fukushima var et skib ved at lette anker. Små mænd løb rundt på dækket og der kom sort røg op af skorstenen.

Og så dukkede tanken om en tsunami op i Carl Pilletteris hjerne.

Tsunami rammer Japan
Tsunami rammer Japan

Jorden blævrede stadig af og til i små efterskælv, mens skibet stævnede ud med fuld motorkraft.

Ude på havet kom en gigantisk bølge til syne.

Fragtskibet sejlede direkte mod bølgen - et øjeblik så det ud som om, det ville kæntre til styrbord, men det kom over toppen.

- Du tager fandme pis på mig, brølede Carl Pilletteri ud mod det frådende hav. 

Lige under ham hamrede flodbølgen ind i de fire reaktorbygninger. Og vandet trak sig ikke tilbage - i stedet gav det sig til at stige.

Fra toppen af bakken var det tydeligt at se, hvordan de små landsbyer langs kysten blev opslugt af Stillehavet.

Flere mindre bølger fulgte efter den første, og vandet bare steg og steg op af skråningen.

Men så trak havet sig tilbage.

De små samfund langs kysten blev fuldstændig ødelagt.
De voldsomme kræfter i vandet kastede store fragtskibe op på land.
En dukke i mudderet i en af de små byer nord for Fukushimaværket.

En kold luftstrøm kom ned fra bjergene. Lave sorte skyer kom rullede inde fra land, temperaturen faldt, og pludselig begyndte det at sne.

Midt i det hele stod Carl Pilletteri og tænkte:

- Er det verdens undergang?

Og sådan begyndte katastrofen i Fukushima. I dag, fem år efter flodbølgen er katastrofen stadig under udvikling - mere om det senere..

Det hele kunne være endt meget værre, hvis alle teknikere var flygtet i panik som Carl Pilletteri og hans folk.

En af de mænd, der hellere ville begå rituelt selvmord end at flygte i panik, var atomkraftværkets chef Masao Yoshida. 

Han sad inde i atomkraftværkets jordskælvssikre kontrolrum, da flodbølgen ramte.

Sammen med sin stab oplevede han, hvordan turbinehallen, som Carl Pillitteri og hans hold havde forladt få minutter forinden, blev oversvømmet.

12 ud af værkets 13 nødgeneratorer blev sat ud af drift, og kontrolrummet blev mørkt.

Manden med brillerne er Masao Yoshida. Han ville hellere dø end flygte fra atomkraftværket.
De første billeder, som omverdenen fik at se fra værket efter tsunamien, blev taget på behørig afstand. Bemærk at taget på den ene reaktorbygning er sprængt væk.
Teknikere i kontrolrummet kort efter katastrofen.

Der var ingen nødplan, for ingen havde haft fantasi til at forestille sig et så massivt strømsvigt på et atomkraftværk.

Da lyset kom igen, begyndte en kamp mod tiden for at undgå en gigantisk atomkatastrofe.

Inde i de himmelblå reaktorbygninger med de hvide skyer på facaden, var det nemlig ved at gå helt galt.

De radioaktive kerner i tre af atomreaktorerne var varme - meget varme.  

Der var ikke længere vand nok til at køle de radioaktive brændselsstave ned - og da temperaturen nåede 1.200 grader, begyndte der at ske kemiske reaktioner i reaktoren.

Reaktioner som bogstaveligt talt splittede vandet til atomer og lavede vanddråberne om til gas..

Vand består af de to gasser brint og ilt. Brint stiger hurtigt til vejrs, men hvis der går ild i brint, kan der ske en gigantisk eksplosion.

Brinten samlede sig under loftet i reaktorbygningerne, og så begyndte bygningerne at eksplodere, én efter én.

En af reaktorbygningerne eksploderer den 14. marts.
To af reaktorbygningerne efter brinteksplosionerne.
Eksplosionerne skabte fri forbindelse mellem de radioaktive brændselsstave og de omkringliggende omgivelser.

Første eksplosion skete om eftermiddagen den 12. marts - lidt over et døgn efter jordskælvet. 

Taget blev revet af den første reaktorbygning, og gav en forsmag på, hvad der var i vente..

Men brinteksplosionerne var langt fra det værste problem, som Masao Yoshida stod med.

Hvis temperaturen i de radioaktive brændelsstave fortsatte med at stige, ville de blive så varme, at de kunne smelte sig vej gennem betonfundamentet og skabe en miljøkatastrofe af hidtil usete dimensioner.

Så Masao Yoshida besluttede sig for at pumpe havvand ind i reaktorerne for at køle dem ned.

Beslutningen blev truffet lørdag den 12. marts klokken 19.00 - men blot 25 minutter senere fik han en direkte ordre - helt oppe fra toppen.

I har stadig en svær vej foran jer, men jeg ved, at I vil klare den

Masao Yoshida, chef for Fukushimaværket

Kraftværkets ejere, firmaet Tepco, fortalte ham, at Japans premierminister Naoto Kan havde besluttet, at han øjeblikkeligt skulle standse sit forehavende.

Det salte havvand ville nemlig ødelægge de værdifulde reaktorer.

Men så gjorde han noget fuldstændigt utænkeligt for en japaner:

Han nægtede at adlyde.

Og sjovt nok, var der ingen af cheferne i Tokyo der havde lyst til at flyve til Fukushima for at overtage hans job.

Nogle få modige japanske teknikere inde på Fukushimaværket efter katastrofen.
Ingeniører på arbejde i kontrolrummet kort efter katastrofen.
Brand i et af reaktortårnene. De modige japanere satte livet på spil for at begrænse katastrofen.

Det kølende havvand var imidlertid ikke nok til at forhindre reaktorkernerne i at smelte, men nedkølingen gjorde omfanget af katastrofen mindre.

Krisen nåede et klimaks den 14. marts.

Tre atomreaktorer var ude af kontrol og de radioaktive brændselsstave var i direkte forbindelse med omverdenen. 

Endnu en eksplosion rystede værket - denne gang var det brinten i reaktorbygning nummer to.

I bygning fire brød radioaktivt affald i brand, og en radioaktiv sky steg op over atomkraftværket.

Ude i mudderet, hvor de sirligt klippede træer engang havde prydet parken omkring værket, var der nu livsfarligt at være.

Der var så meget radioaktiv stråling, at hvis et menneske opholdt sig der en time, ville det svare til at få 40 CT-scanninger af hele kroppen på et hospital. 

Folk så langt væk som 30 kilometer fra værket blev bedt om at gå inden døre, men Masao Yoshida blev i sin bunker og fortsatte kampen.

Så er der igen lys i kontrolrummet. Bemærk hvordan panelerne hænger ned fra loftet.
Japans kejser Akihito gik på nationalt tv den 16. marts for at fortælle nationen om katastrofens alvor.
Frygten for at blive smurt ind i radioaktivt nedfald var meget voldsom lige efter katastrofen. Barnet på billedet var ikke født, da bølgen ramte.

Han fortsatte arbejdet sammen med sin stab, som han flere gange med tårer i øjnene måtte bede om at tage endnu en stråledosis for at begrænse katastrofen.

Og mens tiden gik, blev området omkring Fukushima permanent evakueret.

Et gigantisk arbejde for at forhindre det radioaktive materiale i at sprede sig gik i gang, og Masao Yoshida overlevede det ikke.

Han fik kræft i spiserøret og måtte i behandling i december 2011.

På sin sidste dag i bunkeren sagde han til sine mænd:

- I har stadig en svær vej foran jer, men jeg ved, at I vil klare den. Jeg lover at gøre mit bedste for at vende tilbage.

Da han døde i 2013 havde han overlevet det kraftigste jordskælv, den største tsunami og den voldsomste atomulykke i Japans nyere historie.

Men ikke smøgerne.

Hans kræftsygdom skyldtes, at han røg for mange cigaretter.

Omkring 16.000 mennesker mistede livet ved jordskælvet og tsunamien den 11. marts. 

På atomkraftværket blev to dræbt af tsunamien, mens 20 blev kvæstet eller fik strålesyge under oprydningsarbejdet.

Og sidste kapitel om katastrofen er ikke skrevet endnu. For på Fukushimaværket kæmper de stadig den dag i dag med at inddæmme det radioaktive udslip.

Grundvand siver ind under værket, hvor det bliver radioaktivt og må pumpes væk.

Det er stadig livsfarligt at bevæge sig ind til reaktorkernerne,og oprydningen kan tage 40 år endnu.

Katastrofen har skabt enorme mængder af radioaktivt affald, der opbevares i sorte sække. Der kommer stadig mere affald til.
Det er stadig farligt at opholde sig for længe visse steder i nærheden af værket.
Arbejdet med at begrænse forureningen har skabt enorme mængder spildevand. Der kommer hele tiden mere vand til, mens myndighederne forsøger at inddæmme forureningen..

Der er dog også gode nyheder.

Der er kke registreret nogen dødsfald på grund af radioaktiv stråling efter ulykken, og antallet af kræfttilfælde i området ved Fukushima er ikke højere end i resten af Japan.

Til gengæld er over 1.600 mennesker døde af stress og selvmord efter katastrofen. Nogle var ældre som ikke kunne klare at blive flyttet, nogle var folk som mistede alt og sygnede hen, men andre var sunde mennesker, som frygtede radioaktiviteten så meget, at de tog deres eget liv.

En af de mennesker, som havde de dårligste odds for at overleve det hele da jorden begyndte at ryste den 11. marts 2011 var Carl Pilletteri.

Carl Pilletteri har i dag forladt atomindustrien.

Han kom hjem til sin familie allerede den 16. marts, men han var sygemeldt i fem måneder efter katastrofen, psykisk nedbrudt af de rædselsvækkende oplevelser.

I dag bor han i Taiwan med sin hustru og to børn.

Han har forladt atomindustrien og arbejder i stedet med at bygge vindmøller.

Og japaneren i toppen af kranen?

Han overlevede også.

Kære læser - du har nu læst artiklen om Fukushima til ende. Den er blevet til på baggrund af interview med Seniorforsker ved GEUS, Trine Dahl-Jensen, samt materiale fra The Moth, PBS NewshourScientific American, New York Times, CNN og Japan Times

Hvis du har mod på flere længere artikler af samme skribent, er der mere at finde herunder: