Udland

Klar til sin jomfrurejse: Her er luftens nye monster

Den 92 meter lange krydsning af flere luftfartøjstyper er efter flere års udvikling i hangaren på vej på sin jomfrurejse.

Et kæmpefartøj er efter flere års ventetid klar til at indtage skyerne. Fartøjet har fået navnet Airlander 10, og når det bliver luftbåren, bliver det verdens største luftfartøj. 

Den flyvende gigant er 92 meter lang. Til sammenligning er verdens største fly, Airbus A380, 73 meter langt. 

Airlander 10 er ikke et traditionelt luftfartøj. Det kombinerer elementer fra zeppelinere, fly og helikoptere for at gøre det muligt at flyve mest effektivt. Ulig et fly behøver Airlander ikke en landingsbane.

Det kan lette og lande vertikalt som en helikopter og kan derfor lande på flere overfladetyper – blandt andet på havoverfladen.

- Det er ikke et luftskib. Det er en blanding af et fly og en zeppeliner med et skvæt helikopter til at ramme plet. Det bruger de absolut nyeste materialer og har de nyeste computersystemer. Det er i høj grad et luftfartøj for det 21. århundrede, siger Chris Daniels, der er talsmand for firmaet Hybrid Air Vehicles, der står bag Airlander 10.

Oprindeligt udviklet til hæren

Ifølge Hybrid Air Vehicles kan Airlander 10 bære ti ton gods, transportere 48 passagerer og flyve uden stop i dagevis med 92 kilometer i timen.

Det gør det, ifølge Sky News, ideelt til at transportere store mængder gods til steder, der ellers ville være svært fremkommelige.

 Du kan læse mere om flyets tekniske specifikationer her.

Det 92 meter lange fartøj blev oprindeligt udviklet til den amerikanske hær i 2009, men projektet blev nedlagt i 2012.

Airlander 10 havde sin første prøveflyvning som militært i 2012 - herunder kan du se to videoer, hvor det letter og lander: 

I stedet blev fartøjet videreudviklet af firmaet Hybrid Air Vehicles, der har brugt de sidste år på at eksperimentere med tekniske konstellationer. Hybrid Air Vehicles var også med i den oprindelige udvikling til militæret.

Flere eksperter har omtalt Airlander som en mulig fremtidig løsning på lufttransport, fordi det udleder meget mindre forurening end et traditionelt fly. Samtidig er det langt mindre støjende. I fremtiden har Hybrid Air Vehicles planer om, at luftfartøjet skal transportere passagerer på luksusklasse. 

Der er endnu ikke fastlagt en præcis dato for, hvornår Airlander 10 går i luften. 

Storebror på vej

På sigt er det ifølge Hybrid Air Vehicles planen, at Airlander 10 skal have en storebror, Airlander 50. Airlander 50 bliver mere specialiseret inden for godstransport. Du kan se de planlagte specifikationer for Airlander 50 herunder:

 Hvis den første flyvning går efter planen, skal Airlander 10 sættes i produktion. Men selv hvis flyet får fast rute i skyerne, er det ifølge en engelsk ekspert næppe sandsynligt, at man som privat bruger kommer til at kunne opleve udsigten fra det nye fartøj.

- Vi taler ikke om et produkt, der skal masseproduceres, vi taler om noget meget specialiseret. Det vil være meget brugbart for dem, der har brug for det, men antallet af firmaer og organisationer, der har behov for noget så specialiseret som dette, er et fåtal, siger luftfartøjsekspert David Learmount til Sky News.

Efterhånden som den længe ventede første flyvning har nærmet sig, har Airlander 10 fået en del opmærksomhed på Twitter – og ikke kun for sine tekniske specifikationer.

Flere brugere gør i stedet opmærksom på, at luftfartøjets frontende har en slående lighed med, ja, en bagdel.

 Du kan se det imponerende hybridfartøj i videoen øverst på siden.