Udland

Sanders haler ind på Clinton - Rubio sejrede klart

Bernie Sanders slår Hillary Clinton i Maine Washington. 

Stillingen hos demokraterne efter 19 ud af 50 delstater

Hillary Clinton

Har vundet i 11 delstater samt et oversøisk territorium, hvilket foreløbig har sikret hende 1129 delegerede.

Bernie Sanders

Har vundet i otte delstater, hvilket foreløbig har sikret ham 498 delegerede.

Ud af kandidaternes delegerede har Hillary Clinton 458 såkaldte superdelegerede, mens Bernie Sanders har 22 superdelegerede.

Samlet kræver det opbakning fra 2382 delegerede at blive valgt som Demokraternes præsidentkandidat. Partiets konvent, hvor kandidaten officielt udnævnes, finder sted i slutningen af juli i Philadelphia.

Demokraten Bernie Sanders, der bejler til præsidentposten i USA, har søndag lokal tid vundet partiets vælgermøder i delstaten Maine.

Det viser prognoser ifølge NBC News og nyhedsbureauet AP.

Sanders står til over 60 procents opbakning med omkring 90 procent af alle stemmer talt op ifølge NBC News.

Dermed haler Sanders en anelse ind på frontløberen Hillary Clinton i kampen om at vinde Demokraternes nominering.

Rubio sejrede klart i Puerto Rico

Hos Republikanerne tog Marco Rubio tidligere søndag en klar sejr i territoriet Puerto Rico.

Sejren var tiltrængt for senatoren, der lørdag klarede sig skuffende, da Republikanerne stemte i fire delstater. Her trak den førende kandidat, Donald Trump, flest stemmer to af stederne, mens Texas-senator Ted Cruz vandt i de to resterende. Marco Rubios bedste placering var tredjepladser.

Rubios modstandere vil formentlig forsøge at minde ham om, at han indtil nu kun har vundet primærvalg i en enkelt decideret delstat.

Demokraterne holdt lørdag primærvalg tre steder, og her vandt Bernie Sanders i de m

indre stater Nebraska og Kansas, mens Hillary Clinton løb med sejren i Louisiana, hvor der var flest delegerede på spil.

Tirsdag stemmes der igen

Stillingen hos republikanerne efter 19 ud af 50 delstater

Donald Trump

Har vundet i 12 delstater, hvilket har sikret ham 384 delegerede.

Ted Cruz

Har vundet i 6 delstater, hvilket sikrer ham 300 delegerede.

Marco Rubio

Har vundet en delstat og et territorium. Har 151 delegerede.

John Kasich

Har endnu ikke vundet et primærvalg eller vælgermøde. Har opbakning fra 37 delegerede.

Samlet kræver det opbakning fra 1237 delegerede at blive valgt som Republikanernes præsidentkandidat.

Det er de delegerede - også kendt som valgmænd - der i sidste ende skal pege på, hvem der skal være præsidentkandidat.

Allerede tirsdag skal der igen stemmes i flere delstater. Republikanerne skal forbi fire steder - Hawaii, Idaho, Michigan og Mississippi - mens Demokraterne nøjes med at stemme i de to sidstnævnte.

Det egentlige præsidentvalg i USA finder sted 8. november. Vinderen bliver indsat i embedet til januar næste år.