Udland

Beder chimpansen til Gud? - Ritual ved hult træ forbløffer forskere

En gruppe chimpanser i Vestafrika opfører sig højst besynderligt. Tyske videnskabsfolk har en teori om, at aberne måske udfører et religiøst ritual.

Det startede som et rygte i en samling lerhytter i Boé i det afrikanske land Guinea-Bissau i 2010.

Beboerne i området fortalte historier om chimpanser i skoven, der foretog sig mystiske ting, lavede høje lyde og byggede små stenformationer ved hule træer.

Måske har vi fundet det første bevis for, at chimpanserne laver en slags helligdom

Laura Kehoe, Humboldt Universitetet i Berlin.

Rygterne blev registreret af en gruppe forskere fra Max Planck Instituttet for Evolutionær Antropologi i den tyske by Leipzig, som var på besøg i området.

De gav sig til at undersøge sagen, og det, de fandt frem til, skulle seks år senere komme til at forundre verden.

Tyskernes forskning er netop blevet offentliggjort i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Nature.

Dermed har en række uafhængige videnskabsfolk tjekket tyskernes fakta og nikket til resultaterne inden offentliggørelsen.

Hule træer med sten i stammen

Allerede i 2011 gjorde de tyske forskere det første overraskende fund:

Det skete i Guinea-Bissaus naboland Guinea, hvor hule træer havde usædvanlige slagmærker i barken og små stenbunker ved siden af dem.

Senere opdagede forskerne også hule træer, hvor stammerne var fyldt med sten.

Aberne fylder de hule træer med sten. Ingen ved hvorfor.
Den mystiske adfærd blev først observeret hos en gruppe aber i Vestafrika.
Bemærk, at barken på træet har gamle skader, der ser ud til at komme fra stenkast eller slag.

Der blev sat fotofælder op ved træerne. Ikke bare i Guinea, men i flere lande i Vestafrika.

Fælderne blev stående i op til 17 måneder, og videobillederne dokumenterede en mystisk adfærd hos aberne.

Dyrenes adfærd involverer ikke mad, og opførslen er den samme hver gang.

Skrigende aber kaster med sten

Chimpansen nærmer sig det hule træ, hvor der ligger en stenbunke foran eller inden i stammen. 

Enten har aben en sten i hånden, eller også samler den en sten op.

Dernæst kaster aben stenen ind mod træet eller slår den hårdt mod stammen. 

Når stenen er kastet, udstøder chimpansen et skrig, og nogle gange trommer chimpansen på den nederste del af træstammen med hænderne. 

Derefter løber aben væk.

Du kan se, hvordan aberne udfører ritualet i videoen herunder:

Videoen herover er et sammendrag af film fra fotofælderne i Guinea og Guinea-Bissau - og aberne på filmen bor ikke i samme skov.

De lever så langt som 1.000 kilometer fra hinanden. Altså cirka samme afstand som fra København til München.

I alt 64 gange observerede forskerne den samme adfærd. 57 gange samlede aberne sten op foran træet, og en enkelt gang blev stenen fundet inde i selve den hule stamme. De sidste seks gange er det ikke til at se, hvor stenen kommer fra.

Det er primært hanner, der gør det, men også en enkelt hun-chimpanse med en unge er set udføre ritualet. 

Chimpanser er kendt for at benytte sten og grene som værktøj, når de skal have mad, men de er aldrig set bruge sten så systematisk uden et synligt formål.

Forskerne har opdaget fire chimpansesamfund i Vestafrika, hvor dyrene opfører sig på samme måde, men der er masser af chimpansefamilier, hvor den mystiske adfærd ikke finder sted.

"Måske har vi fundet det første bevis for, at chimpanserne laver en slags helligdom. Indfødte vestafrikanske folk har stensamlinger ved hellige træer. Sådan nogle menneskeskabte stensamlinger bliver set over hele verden, og de ligner det, vi har set her, uhyggeligt meget," skriver en af forskerne, den ph.d.-studerende Laura Kehoe fra Humboldt Universitetet i Berlin. Hun har deltaget i projektet og netop offentliggjort en længere reportage om opdagelserne i Vestafrika.

Minder om arkæologiske fund 

Stenbunkerne har ifølge forskerne ligheder med arkæologiske fund fra menneskets barndom. Fund, som man i dag mener, udgør nogle af menneskets allerførste helligdomme.

For mennesker har stenbunker i årtusinder markeret helligdomme og begravelsessteder, og måske er chimpansernes opførsel et tegn på, at de har en eller anden form for religion.

De indfødte stammefolk i Vestafrika samler også sten ved hellige træer, og de indfødtes stenbunker er ifølge de tyske forskere "meget lig det, vi har opdaget her".

Ritualet bliver gentaget af mange forskellige aber i fire forskellige grupper i Vestafrika.
Varder af sten er noget som mennesker har benyttet sig af i tusindvis af år. Billedet her er fra Canada.
En hun med en unge besøger træet og kaster en sten mod stammen.

Forskerne kan dog ikke endeligt konkludere, hvad chimpanserne foretager sig.

Et andet bud på den mystiske adfærd kan være, at der er tale om et parringsritual, hvor stenene bliver brugt som rekvisit. 

Men der er ikke observeret parringer af videnskabsfolkenes fotofælder, og der er også observeret hunner ved træerne.

Et tredje bud kan være, at aberne bruger stenbunkerne for at markere grænsen på deres territorium - noget som mennesker også benytter i deres samfund.

- Det lader ikke til, at dyrenes adfærd med at samle sten har noget at gøre med, hvor mange sten eller egnede træer, der er i området. Det er sandsynligt, at det her har et kulturelt element, siger Christophe Boesch, der er chef for primatologerne på Max Planck Instituttet i Leipzig.

Forskerne ved Max Planck Instituttet anbefaler nu, at man forsker yderligere i abernes adfærd for at finde ud af, om de virkelig har udviklet en eller anden form for religion, eller om der er en mere almindelig forklaring på ritualet.

Et af svarene kan ligge i, hvor længe aberne har udført ritualet ved de samme træer. Hvis det er foregået gennem generationer kan det pege på, at der er et religiøst element indblandet.

Denne artikel er blevet til på baggrund af materiale fra tidsskriftet Nature, The Conversation og Max Planck Selskabet.