Donald Trump

Republikanerne frygter, at Trump bliver enden på deres æra

Efter valget ånder alt fred og idyl hos Demokraterne. Nu skal man blot i god ro og orden have nomineret Hillary Clinton. Hos Republikanerne står menuen på borgerkrig og fjendtlig magtovertagelse.

Starter man i den rolige ende af barometret, så er det tydeligt, at Bernie Sanders’ muligheder for at ende som Demokraternes kandidat er meget teoretiske.  Det handler om hudfarve hos Demokraterne, hvor Sanders har god opbakning i overvejende hvide delstater, men bliver fuldstændigt pulveriseret, når der især er mange afroamerikanere i vælgerkorpset.

Sanders’ problem er det indlysende, at der ikke er ret mange delstater i USA, som er overvejende hvide. Derfor betød det mindre, at Sanders vandt i sin hjemstat Vermont, hvor 95% af vælgerne er hvide og fik fine kosmetiske sejre i det nærmest kridhvide Colorado, Minnesota og Oklahoma. 45% af det Demokratiske Partis vælgere er ikke-hvide.

Kan der ikke opnås opbakning fra disse grupper, er det nær umuligt at blive Demokraternes Præsidentkandidat. Sammenligner man Clintons kontra Sanders’ opbakning i stater som Alabama, Arkansas, Georgia, Tennessee og Virginia blandt afroamerikanere, så vil man forstå, hvorfor ”the bern” døde i Syden. I Alabama fik Clinton 92% af de afroamerikanske stemmer – Sanders andel var sølle 6%.

Republikanere misunder demokrater

Demokraternes valgkamp har modsat det, man ser hos Republikanerne, ikke været ondskabsfuld. Især Sanders har holdt en god tone, og nu skal man gå fra at kæmpe om magten til at samle partiet bag Clinton. Sanders vil sikkert stadigvæk føre valgkamp, men mest for at de synspunkter, han repræsenterer, ikke skal gå i glemmebogen.

I den republikanske partitop må man misunde Demokraterne roen og anstændigheden. Trump vandt flotte sejre Super Tuesday, uden at der blev skabt en samlende figur, som kan udfordre ham. Det betyder, at Republikanerne er vidne til, at partiets populistiske fløj fortsætter deres magtovertagelse på bekostning af mere moderate kandidater.

Republikanerne er enestående succesfulde og dominerer eksempelvis Kongressens to kamre – og indtil for nylig Højesteret. De fleste guvernører og delstatsparlamenter har Republikansk flertal.

Den Republikanske partitop er overbevist om, at et Trump-kandidatur ikke blot vil ende i et pinligt nederlag, hvilket man kan leve med, men være ødelæggende for mange af de andre Republikanere, der er på valg i 2016. I Trump ser man begyndelsen på afslutningen af en republikansk æra i amerikansk politik.


Man havde håbet på, at vælgerne ville besinde sig og især samle sig bag Marco Rubio, der efter Jeb Bush og Scott Walkers exit er udset til at være partiets kronprins. Men sandheden er, at man også godt kan leve med den lidet populære Ted Cruz, selvom denne har demonstreret i sin tid i Senatet, at han ofte er sit eget partis største fjende.

Trump kan hele vejen rundt

Super Tuesday var dog en stor skuffelse for Ted Cruz og Marco Rubio. Rubio vandt kun i betydningsløse Minnesota, og Cruz fik - trods et flot valg i Texas og Oklahoma - vist, at han ikke kunne holde Trump stangen i en række primærvalg i Syden, der virkede nærmest skræddersyet til Cruz. Alt dette efterlader et splittet parti, som hverken kan få Rubio eller Cruz, og slet ikke Ben Carson og John Kasich, kørt i stilling til at udfordre Trump, der med sejre i Alabama, Arkansas, Georgia, Massachusetts, New Hampshire, Nevada, Tennessee, Virginia og Vermont nu er storfavorit til at blive spidskandidat for et parti, som ikke vil vide af ham.

Man har hele tiden hævdet, at Trump havde et ”loft,” hvilket betød, at han kun kunne appellere til et mindretal af de Republikanske vælgere. Det interessante er, at Trump ikke har vundet ret mange valg med en opbakning over 40% - og intetsteds har fået mere end 50% af stemmerne. Men det betyder alt sammen mindre, når oppositionen til ham forbliver splittet. Tilbage står Trump som en kandidat, der har demonstreret, at han kan vinde i Nord, Syd, Øst og Vest.