Udland

Sådan foregår en stening i virkeligheden

En sten til stening må ikke være stor nok til, at den kan slå den dømte ihjel. Men stenen må heller ikke være så lille, at den kan kaldes småsten. JOERG BUSCHMANN / Millennium Images

Den henrettelsesform, som undervisningen i Grimhøjmoskeen blandt andet handler om, er en blodig affære i de lande, hvor den bliver brugt.

- Hvis en ægteskabsbryder, enten mand eller kvinde, begår hor, så er deres blod halal, og de skal dræbes ved stening.

Sådan lyder en af forklaringerne fra imam Abu Bilal fra Grimhøjmoskeen i skjulte optagelser, som TV 2 har foretaget.

Med udtalelsen henviser imamen til sharia-lovgivningen, som bliver fulgt i nogle lande.

Dermed sker det altså, at folk bliver stenet ihjel - og det er en meget pinefuld måde at blive henrettet på.

Regel for stenenes størrelse

De lande, hvor der udføres steninger, er blandt andet Brunei, Iran, Irak, Saudi-Arabien, Somalia og De Forenede Arabiske Emirater.

I Irans regelsæt fra 2008 om, hvordan stening skal udføres, kan man ifølge en Anmesty International-rapport læse, at mænd skal graves ned i et hul, der går dem til livet. Kvinders hul i jorden skal passe med, at de står i jord til brystet.

Stenene, der skal anvendes, må ifølge artikel 104 ikke være så store, at man dør efter at have fået kastet en eller to sten på sig. Men de må heller ikke være så små, at de kan kaldes småsten. Det er altså en henrettelsesform, der skaber en langsom og pinefuld død.

Indrømmere kan slippe

Hvis dommen bygger på vidneudsagn, er det vidnerne, der får lov at kaste den første sten. Næste sten er dommerens. Og derefter er det alle andres tur til at kaste en sten på den dømte.

I Iran foregår steningerne dog ikke offentligt, så her er det ansatte i retten og sikkerhedsfolk, der udfører steningerne.

Der er dog håb, hvis man formår at slippe ud af det hul i jorden, man er gravet ned i under steningen. Hvis man selv har indrømmet, at man er skyldig i anklagerne om hor, og man formår at kæmpe sig op af hullet under steningen, får man lov at gå fri, viser den iranske lovgivning.

Det er ikke en nem opgave. Skal man stenes, bliver man nemlig svøbt i et hvidt klæde og bundet på hænderne.

Der er ingen opgørelser, der viser, hvor mange mennesker der bliver dømt til stening.