Udland

Rapport: Ukrudtsdræbende pesticider i de mest populære tyske øl

En tysk miljøorganisation har fundet rester af ukrudtspesticid i de 14 mest populære tyske øl. Landbrugsministeren maner til besindighed.

En ny rapport fra miljøorganisationen Umweltinstitut München har for få dage siden slået fast, at der er rester af pesticidet glyphosat i de 14 mest populære øl i Tyskland.

Glyphosat er blandt de mest udbredte pesticider i verden og bliver fortrinsvis brugt som ukrudtsdræber i blandt andet det verdenskendte mærke Roundup, der markedsføres af den kontroversielle, amerikanske virksomhed Monsanto.

Pesticidet glyphosat har de seneste år været omstridt og heftigt debatteret, blandt andet efter WHO’s kræftpanel, IARC, udtalte, at det med stor sandsynlighed er kræftfremkaldende.

Det er disse populære øl, der er fundet pesticider i.

 EU’s fødevaresikkerhedsagentur, EFSA, har dog senere modsagt den påstand, og der verserer stadig ophedet debat om risikoen ved brug af glyphosat.

300 gange grænseværdien

I de 14 øl, miljøorganisationen Umweltinstitut München testede, fandt de op til 300 gange grænseværdien for, hvor meget glyphosat, EU tillader.

Grænseværdien er 0,1 µg/l (0,1 mikrogram per liter). Men i Hasseröder Pils var der 29,74 µg/l. Som man kan se i videoen øverst i artiklen, var Hasseröder Pils langt fra alene om at overskride grænseværdien.

De testede øl havde op mod 300 gange grænseværdien af pesticider.

Der blev ikke testet nogen økologiske øl i rapporten. Umweltinstitut München understreger også, at der findes glyphosat i mange produkter som morgenmadsprodukter, kager og brød.

Den tyske pendant til Miljøstyrelsen har, siden rapporten udkom, udsendt en skriftlig kommentar, der beskriver, at det er forventeligt, at der kan findes rester af glyphosat i øl, og at 30 mikrogram per liter langt fra er nok til at være skadeligt.  

Maner til besindighed

Den tyske minister for landbrug siger til tysk tv, at han ikke kender detaljerne omkring rapporten og derfor ikke kan udtale sig specifikt om dens resultater.

Landbrugsminister Christian Schmidt er ikke videre bekymret for den nye rapport.

 - Hvis vi går ud fra, at resultaterne er korrekte, så skal man drikke tusind liter øl om dagen, før det udgør en helbredsrisiko, siger Christian Schmidt, der er landbrugsminister i Tyskland.

Du kan se mere om indholdet af glyphosat i de tyske øl i videoen øverst i artiklen.