Udland

Metallica udgiver Bataclan-album til ære for Paris-ofre

Metallica optræder ved en festival i England. Arkivbillede. LEON NEAL / Scanpix Denmark

Overskuddet fra rockbandets kommende live-album skal gå til overlevende og pårørende til de dræbte.

Det verdenskendte amerikanske rockband Metallica, som har danske Lars Ulrich på trommer, har onsdag offentliggjort, at det snart udgiver et live-album til ære for de personer, der blev dræbt i voldsomme angreb i november i Paris.

Sangene på pladen er alle optaget på spillestedet Le Bataclan i den franske hovedstad. Det var her, 90 mennesker mistede livet, da selvmordsbombere skød omkring sig og detonerede bomber under en koncert med Eagles of Death Metal.

I alt mistede 130 mennesker livet i flere koordinerede angreb 13. november i Paris.

Udkommer til april

Albummet får titlen "Liberte, Egalite, Fraternite, Metallica! - Live at Le Bataclan. Paris, France - June 11th, 2003" med henvisning til Frankrigs nationalmotto "frihed, lighed og broderskab".

Pladen udkommer 16. april, hvor den såkaldte Record Store Day holdes verden over. I årets udgave er Metallica-medlemmerne udpeget til ambassadører, og folkene bag Record Store Day har også sagt, at man i år vil fokusere ekstra på relationerne mellem musikelskere i Frankrig og USA.

Album vil bestå af ni sange

Overskuddet fra live-indspilningen skal gå til initiativet Give for France, der samler penge til overlevende og pårørende til folk, der har mistet deres liv i tragedien på Le Bataclan.

Albummet kommer til at bestå af ni sange, der alle er optagelser fra en Metallica-koncert på Le Bataclan i 2003.

Metallica har tidligere sagt, at bandet vil udgive et album med nye sange i år eller tidligt næste år. Det er første gang siden 2008-udgivelsen "Death Magnetic".