Udland

Ingen turde sige chefen imod - og så døde 100.000 mennesker

For 25 år siden led Saddam Hussein et gigantisk nederlag i Kuwait. Her kan du komme med helt ind i diktatorens hovedkvarter.

Den store Mercedes var den eneste bil på den nye tresporede motorvej.

Bilen bragede af sted med 220 kilometer i timen, for chaufføren havde travlt - meget travlt.

Intet bevægede sig på stjernehimlen over ørkensandet, og det var godt.

For hvis der dukkede et jagerfly eller en kamphelikopter op, kunne køreturen få en brat og blodig afslutning.

Inde bag bilens skærmende ruder sad en passager, der var så vigtig, at chaufførens liv kunne afhænge af, om han kom frem.

Passageren hed Tareq Aziz. Han kom direkte fra Moskva, hvor han havde bedt Sovjetunionens generalsekretær Mikhail Gorbatjov om hjælp mod USA.

De angriber over land. Godt. De vil blive slået

Saddam Hussein

USA's præsident George Bush havde i løbet af den seneste måned havde haft held til at gøre Tareq Aziz's chef vred.

Og i Irak, var der ikke ret mange, som slap heldigt fra at gøre Tareq Aziz's chef vred.

Chefen hed Saddam Hussein, og Tareq Aziz var hans udenrigsminister.

Ministeren havde fået den risikable opgave at rejse til Moskva efter hjælp, mens amerikanerne bombede hans land, og nu var han på vej til Bagdad fra nabolandet Jordan.

I Bagdad var Tareq Aziz's chef utålmodig. Han var midt i et møde med sine generaler.

Der var godt nyt fra fronten i Kuwait.

- Hvornår ankom kammerat Tareq? spurgte Saddam Hussein.

- Han er ikke ankommet endnu, svarede hærchefen, Taha Yasin Ramadan.

- Hvad mener du med, at han ikke er ankommet? Det står i avisen, sagde Saddam Hussein.

- Måske er det blevet offentliggjort af sikkerhedsmæssige årsager, svarede Taha Muhyi al-Din Ma’ruf, der var en af diktatorens rådgivere.

- Han ankom i eftermiddags. Slå det op i avisen: "Tareq Aziz ankommer til Bagdad", lød det fra Saddam Hussein.

Men heller ikke i Irak i 1991 kunne man altid stole på, hvad der stod i avisen. Det vender vi tilbage til.

Tareq Aziz sad stadig i sin Mercedes, så Saddam Hussein måtte undvære ham nu, hvor amerikanske kampvogne og soldater tilsyneladende havde angrebet de irakiske styrker i Kuwait.

- Hvis de troede, at de ville opnå en hurtig sejr, ville de have offentliggjort det. De ville have holdt en pressekonference, sagde rådgiveren Taha Muhyi al-Din Ma’ruf.

- De er onde, udbrød Ali Hasan Al-Majid, Saddam Husseins fætter.

- De angriber over land. Godt. De vil blive slået, konkluderede diktatoren.

- Inshallah! - 'Om Gud vil' - udbrød hele staben i kor.

De næste 100 timer ville Gud det imidlertid helt anderledes - men det kunne Saddam Hussein og hans inderkreds ikke vide noget om tidligt om morgenen den 24. februar 1991. 

Siden den 2. august 1990 havde Saddam Hussein holdt nabolandet Kuwait besat. Kuwaits venner i USA og Vesten ville ikke acceptere Saddam Hussein som Kuwaits nye herre - men den irakiske diktator ville ikke trække sig ud.

Selv om 29 nationer og FNs Sikkerhedsråd bakkede amerikanerne op, ville Saddam Hussein ikke give sig. 

Han havde trods alt én million soldater til at knække amerikanerne - og han regnede med, at nogle tusinde døde amerikanske soldater kunne vende offentligheden i USA mod krigen.

Og selv om USA, Storbritannien, Frankrig og Saudi-Arabien havde mere moderne våben og mere avancerede fly, havde Saddam Hussein udtænkt en snedig krigslist:

For at stække USAs overlegenhed i luften havde diktatoren beordret sine folk til at stikke Kuwaits oliekilder og havneanlæg i brand for at skabe en mørk sky, der skulle skjule soldaterne.

"Et naturligt skjold," kaldte Saddam Hussein sit påfund.

Og så havde Saddam Hussein lavet et enkelt, men makabert regnestykke:

4 til 1

Altså - hvis der døde fire irakere for hver amerikaner, ville han stadig vinde krigen.

Han havde soldater nok - troede han.

Satans allierede og deres forbandede leder har fået en lektion

Radioen i Bagdad efter krigen

Det endelige tal endte et helt andet sted:

Det kom helt op på 400 til 1 - sådan cirka.

Altså cirka 400 døde irakere for hver død amerikaner. Den irakiske diktator anede ikke, at hans hær var håbløst forældet.

Den 350 kilometer lange kulsorte røgfane fra de brændende oliefelter skærmede heller ikke mod amerikanernes bomber. Saddam Husseins millionhær var på vej til at ende som ren kanonføde for USA's højteknologiske våben. 

Men i de første timer af den amerikanske landoffensiv anede Saddam Hussein ikke, hvor galt det var fat, og han var omgivet af rådgivere, som bogstaveligt talt levede af at give ham ret..

Da general Sultan Hashim som én af de første ringede fra fronten og fortalte, at han havde tabt et regiment soldater, valgte diktatoren at fokusere på det positive.

- Hvis det, Sultan siger, passer, vurderer jeg, at fjendens angreb har slået fejl. Hvis det, han siger, er sandt, er det fordi, vores soldater kan blive forvirrede nogle gange om natten. Men så snart der er dagslys og forsvarspositionen er intakt.... og selv hvis der kun er 20 procent tilbage, tvivler jeg på, at fjenden kan indtage positionen, fortalte Saddam Hussein sine rådgivere.

- De kan ikke omringe dem. Fordi, de kan ikke... lød svaret fra hærchefen Taha Yassin Ramadan.

Men Saddam Hussein begyndte formentlig at ane uråd. Koalitionens hær var stærk, og han havde brug for, at Tareq Aziz kom hurtigt gennem ørkenen i sin Mercedes med gode nyheder fra Moskva.

Den slyngelagtige fjendes angreb har fejlet fuldstændig

Saddam Hussein

Den irakiske diktator havde få støtter, men han håbede på hjælp fra Sovjetunionen, som forsøgte at mægle mellem Irak og USA.

Han havde skrevet et personligt brev til Mikhail Gorbatjov få dage før, de amerikanske landtropper angreb:

"Situationen bliver værre. Amerikanerne sender deres trusler og planlægger at forråde Irak. De præsenterede deres trusler og udtalelser på en måde, så det ikke virker som om, de har respekt for Sovjetunionens position. Vi hører ikke jeres klare svar imødegå deres ynkelige erklæringer og trusler. Vores land og hær er forvirrede," hed det blandt andet i brevet.

Svaret fra Gorbatjov i Moskva var i et mere diplomatisk sprog, og det fyldte en hel maskinskrevet A4-side. 

"Jeg tror, under disse omstændigheder, at det ville være nyttigt og vigtigt, åbent og klart at erklære, at I har besluttet at trække alle jeres styrker tilbage fra Kuwait til de positioner, de havde 1. august 1990 uden forsinkelser eller forbehold"

Er du klar til overraskelser som Bush?

Saddam Hussein

Da Saddam Hussein havde fået læst brevet højt, udbrød han:

- Han svarede stadig ikke på spørgsmålet. Det er snak det hele!

Derfor håbede han nu på, at Tareq Aziz havde haft succes, hvor brevet havde fejlet. Og Saddam Hussein havde ikke glemt, hvad der stod om hans udenrigsminister i den irakiske avis.

Faktisk havde han gjort sig den umage at finde avisen frem, så han kunne læse den op for sine generaler:

- Tareq Aziz er vendt tilbage til Bagdad.

- Herre, vi sendte ham klokken to om morgenen. Undskyld mig herre, sagde en af rådgiverne.

- Der kan I se. Jeg sagde det til jer. Jeg har læst alle aviserne, inklusiv reklamerne, sagde Saddam Hussein.

Ved sekstiden om morgenen var Tareq Aziz tilbage i Bagdad og trådte ind i diktatorens kommandocenter.

- God morgen min herre, sagde Tareq Aziz.

- Hej, sagde Saddam Hussein.

Der var gensynsglæde - Tareq Aziz lo.

- Hvilken behagelig overraskelse! Er du klar til overraskelser som Bush? spurgte Saddam Hussein.

- Om Gud vil, herre, skal du og Irak sejre og blive stolte.

Saddam Hussein gav sig til at læse en rapport op for sin udenrigsminister og de andre deltagere i stabsmødet:

- Den slyngelagtige fjendes angreb har fejlet fuldstændig, og han fortsætter med at kalde på hjælp, mens han drukner i sit eget blod. Kampene fortsætter. Soldaterne i forreste position er fra 14. og 18. division, og situationen er under total kontrol.

På dette tidspunkt havde det amerikanske angreb kun været i gang i få timer, og Saddam Hussein havde tid til lidt drengerøvssnak.

Turen i den lynhurtige Mercedes skulle lige vendes.

- Vi kørte 140 kilometer i timen i gennemsnit, sagde Tareq Aziz.

- Det var flot, svarede Saddam Hussein. 

- Det tog os under fem timer fra grænsen til Bagdad, lød det fra Tareq Aziz.

- Men Mudhar Badran kunne køre 260 på motorvejen, sagde en af Saddam Husseins rådgivere.

- 260? sagde Saddam Hussein.

- Vi kørte 220 på motorvejen, sagde Tareq Aziz.

- Du kan flyve 180 i helikopter, sagde rådgiveren, og fik Tareq Aziz til at grine.

- Vejen er den bedste, længste og hurtigste motorvej i et enkelt land, lød det fra rådgiveren.  

Selv om budbringeren havde kørt hurtigt, var nyhederne fra Moskva dog ikke, hvad Saddam Hussein havde håbet.

Mikhail Gorbatjov havde ikke haft tid til at mødes med Tareq Aziz. En kort telefonsamtale var det da blevet til, men ingen løfter.

- Jeg vidste, at han ville forråde os, den slyngel, udbrød Saddam Hussein. 

Hvad Saddam Hussein og hans rådgivere ikke vidste var, at Sovjetunionens generalsekretær faktisk havde forsøgt at hjælpe.

Kort før koalitionens angreb havde Gorbatjov ringet til USA's præsident George Bush.

- George, lad os holde hovedet koldt, sagde Gorbatjov til den amerikanske præsident. Han håbede at USA og Sovjetunionen kunne enes om en løsning. Men Bush insisterede på, at Saddam Hussein skulle trække sig ud af Kuwait øjeblikkeligt.

Og nu var det for sent.

Den amerikanske hammer faldt hårdt - og rapporterne fra fronten var nedslående.

Time efter time løb mere eller mindre forvirrende rapporter ind.

Soldaternes moral var lav, og de overgav sig i stort antal.

En af diktatorens rådgivere, Sa’dun Hammadi, bragte et dilemma op for sin chef: Officererne var begyndt at blive rådvilde.

- De skal opmuntre til kamp og tapperhed på den ene side og standste svaghed på den anden side.

Svaret fra Saddam Hussein kom prompte.

- Himmel eller helvede!

Oversat til dansk betyder det, at hvis man adlyder, kommer man i himlen, og hvis man ikke adlyder, kommer man i helvede. 

Det var alt, Saddam Hussein havde at sige om den sag.

Efterhånden stod det klart, at slaget var tabt. Saddam Hussein og hans generaler fik så få efterretninger fra fronten, at de slet ikke kunne følge med.

100 timer senere var offensiven fra de amerikanske, franske og britiske soldater forbi.

Saddam Hussein havde mistet Kuwait.

Den 26. februar 1991 accepterede han at trække sig ud af landet.

150.000 af hans soldater deserterede under kampene. 4.000 kampvogne blev ødelagt, og mellem 25.000 og 30.000 irakiske soldater blev dræbt på 100 timer. 

De fleste blev begravet i massegrave i ørkenen.

Det samlede tabstal for krigen ligger et sted mellem 100.000 og 150.000.

De allierede mistede 292 mand under hele krigen - heraf halvdelen ved ulykker.

Saddam Hussein beholdt dog magten i Irak, for da Kuwait var befriet standsede koalitionens styrker.

I Bagdad blev krigen fejret som en sejr - og følgende meddelelse kunne høres i radioen:

- Satans allierede og deres forbandede leder har fået en lektion

Siden refererede Saddam Husssein altid til det gigantiske nederlag som "Alle kriges Moder".

I 2003 vendte USA tilbage og styrtede Saddam Hussein. Siden har har ufred og terror plaget Irak.

Kære læser, du har nu læst artiklen om Operation Ørkenstorm til ende.

Den er blevet til på baggrund af udskrifter af båndoptagelser fra Saddam Husseins hovedkvarter og udskrifter af båndoptagelser fra Det Hvide Hus. Båndoptagelserne fra Irak blev beslaglagt af amerikanerne efter de indtog Bagdad i 2003, men først offentliggjort flere år senere.

Desuden er anvendt oplysninger fra New York Times og BBC Online.

Hvis du har mod på flere længere artikler af samme skribent, er der flere herunder: