Udland

Cameron: Slut med at nyde uden at yde

Efter at have fået en aftale på plads med resten af EU-landene, anbefaler David Cameron nu, at Storbritannien bliver i EU.

Den britiske premierminister, David Cameron, er godt tilfreds med den aftale for briternes fremtidige EU-medlemskab, som de politiske ledere af EU-landene fredag aften er blevet enige om.

Det slår han fast på et pressemøde i Bruxelles, hvor stats- og regeringscheferne i de sidste to dage har forhandlet om flygtningekrisen og den britiske særaftale.

- Vi har fået en aftale, der giver Storbritannien særstatus i EU, siger han.

Cameron: Stem ja

Samtidig gør Cameron det klart, at han anbefaler sine landsmænd at stemme ja til den pakke, der nu er enighed om i EU, når de senere på året skal til stemmeurnerne for at afklare landets forhold til unionen. 

- Jeg kan anbefale, at Storbritannien bliver inden for EU - vi får det bedste af begge verdener, siger Cameron, som dog samtidig forsøger at berolige de EU-skeptiske briter:

- Lad mig gøre det klart: Storbritannien bliver aldrig en del af en europæisk superstat.

Muligt at begrænse børnepenge

Cameron var rejst til den belgiske hovedstad med fire krav på sin dagsorden. Heriblandt muligheden for at kunne nedsætte børnepengene for ikke-britiske EU-borgere i Storbritannien med børn i deres oprindelsesland.

Og han er glad for, at hans krav - trods modstand fra de central- og østeuropæiske lande - er blevet imødekommet.

- Det skal være slut med at få noget, uden at bestille noget, siger han.

Indeksering på plads

Ifølge aftalen skal det fremadrettet være muligt at regulere børnepengesatsen på baggrund af levebetingelserne i det land, hvor barnet bor.

Den såkaldte indeksering vil også få betydning i Danmark, idet alle EU-lande, der har en børneydelse, fremadrettet vil kunne afslå at udbetale det fulde beløb til en nytilkommen EU-borger, der har børn i sit oprindelsesland. EU-borgere, der allerede befinder sig i et land med børneydelser, vil først blive omfattet af indekseringen fra 2020.

Det er fortsat uklart, hvornår briterne skal til stemmeurnerne og sige ja eller nej til den nye pakke. Men det forventes at ske 23. juni.