Udland

Trump hylder Saddam Husseins evne til at dræbe terrorister

Donald Trump har igen leveret et bemærkelsesværdigt citat. Denne gang om Saddam Hussein.

- Saddam Hussein var en skidt fyr, okay? En skidt fyr. 

Sådan starter Donald Trump sin tale, men så tager den en overraskende drejning. 

Den republikanske præsidentkandidat mener nemlig, at Saddam Hussein havde en særlig evne.

- Men ved I, hvad han var god til? Han var god til at dræbe terrorister. Der var ingen terrorister, for han dræbte dem, fortsatte præsidentkandidaten. 

Han siger videre, at Irak i dag - i hans optik - er ligesom universitetet i Harvard. Hvis man vil være terrorist, tager man til Irak.

Derfor ser det værre ud i dag i Mellemøsten, end det gjorde for 15 år siden, påstår Trump.

- Vi har mistet en masse penge, liv og har en masse sårede soldater, sagde han.

Donald Trump har gentagne gange været i modvind for udtalelser i forbindelse med taler og kampagnefremstød. 

Herunder kan du læse nogle af dem. 

  1. Trump gør nar af handicappet journalist

    Trump mødte kritik, da han i november 2015 gjorde grin med journalisten Serge Kovaleski, der lider af ledsygdommen AMC.

    Trump efterlignede angiveligt Kovaleskis handicap i en tale, efter Kovaleski havde sagt, at han ikke husker, at muslimer fejrede terrorangrebet den 11. september 2001. Det mente Trump ellers, Kovaleski havde skrevet i en artikel i Washington Post.

    Efterfølgende har Trump afvist, at han kendte til Kovaleskis handicap.

  2. Trump kalder mexicanere for voldtægtsmænd

    Den største spansktalende tv-distributør i USA, Univision, boykottede Trump, da han kom med nedsættende udtalelser om mexicanere. Ifølge Trump er det nemlig ikke den bedste del af den mexicanske befolkning, der kommer til USA.

    - De kommer med narkotika og kriminalitet. De er voldtægtsmænd. Nogle af dem er sikkert gode mennesker, sagde Trump.

  3. Trump vil forbyde muslimer adgang til USA

    Flere af Trumps konkurrenter til at vinde republikanernes præsidentnominering tog afstand fra Trump, da han sagde, at muslimer ikke skulle have lov til at rejse ind i USA.

    - Donald J. Trump opfordrer til, at muslimer bliver forment adgang til USA, indtil vores lands repræsentanter kan finde ud af, hvad fanden der foregår, sagde Trump i tale.

  4. Trump gør grin med kandidats udseende

    I et interview med magasinet Rolling Stone udtalte Trump, at den kvindelige republikanske præsidentkandidaet Carly Fiorina ikke kunne blive præsident på grund af sit udseende. Med et ansigt som hendes kan man ikke blive USA's præsident lød det dea Trump.

    "Se lige det ansigt," sagde han i interviewet."Ville nogen stemme på det? Kan du forestille dig, at det er ansigtet på vores næste præsident?!"

    Senere sagde Trump, at han ikke havde talt om Fiorinas udseende men om hendes personlighed. Herover kan du se, hvad Fiorina svarede, da udtalelserne blev bragt på banen i en tv-debat.

  5. Trump mener ikke, John McCain er krigshelt

    Trump fik kritik fra flere republikanere, da han i juli 2015 sagde, at hans partifælle John McCain, som blev skudt ned under Vietnamkrigen og sad fem år i vietnamesisk fængsel, ikke er en krigshelt og kun har fået sin hædersbetegnelse, fordi han blev taget til fange.

    - Jeg kan godt lide mennesker, som ikke bliver taget til fange, sagde Trump.