Udland

Her eksploderede 456 atombomber - nu venter de på turisterne

Verdens mest udbombede, bestrålede og ødelagte sted er klar til at tage imod dig.

Søndag den 13. februar 1966 var en dag som så mange andre i Semipalatinsk langt inde i Sovjetunionen.

Men klokken 10.58 rystede jorden voldsomt - for 410 meter nede under græsset på en klippeknold midt på den vindblæste steppe eksploderede en atombombe, der var ni gange så kraftig, som den USA kastede over Hiroshima.

Men termonukleare eksplosioner var sådan set en ret hverdagsagtig ting i Semipalatinsk for 50 år siden. Året før eksploderede 11 atombomber - og i 1966 var der planlagt 11 mere. 

Nogle atombomber blev placeret i borehuller, andre i minegange, nogle blev hejst op i master, mens andre igen blev kastet ned med fly.

Og sådan gik dagene i Semipalatinsk - måned efter måned, år efter år, indtil antallet af affyrede atomvåben var oppe på 456 styk. I et område, der er to tredjedele så stort som Jylland.

De allerværste bomber blev gravet ned lige under jordoverfladen for at undersøge om atomvåben kunne bruges til at spare dynamit i byggeindustrien. Målet var at skabe store kratere, men eksplosionerne var årsag til store mængder radioaktivt nedfald, der kunne måles helt i USA på den anden side af Stillehavet.

Kraterne efter de mange atomprøvesprængninger har givet landskabet en helt unik karakter.
Tårnene i beton blev brugt til forskellige målinger af bombernes styrke.
Semipalatinsk ligger i detr nordøstlige hjørne af Kasakhstan

Da den sidste atomeksplosion rumlede i november 1989, havde 340 underjordiske atombomber gjort jorden giftig de næste tusindvis af år, mens 116 paddehatteskyer havde kastet deres ildevarslende skygger mod himlen og spredt radioaktivt nedfald over mennesker, planter og dyr. 

Nu skulle man umiddelbart tro, at radioaktiv stråling er bedre til at skabe mutanter end turistattraktioner, men det har de et andeledes syn på i Kasakhstan, som Semipalatinsk hører under i dag.

Deforme spædbørn vises frem

Faktisk har regeringen nu store planer for området - men mere om turisterne senere. 

De første atombomber blev hejst op i tårne og detoneret i omkring 30 meters højde. Tårnene smeltede væk.

Mutanter - altså mennesker hvor arveanlæggene er blevet ændret på grund af radioaktiv stråling - findes skam den dag i dag i byen Semipalatinsk, eller Semey, som den hedder nu.

Selv om mutationer på grund af radioaktiv stråling faktisk er mere sjældne, end man troede i 1980'erne, fornægter 40 år med radioaktivt nedfald sig ikke.

Stenene ligner smeltet is, der er størknet. Jeg synes, at det var fantastisk at stå midt i det hele og virkelig føle historiens vingesus.

Martin Trolle Mikkelsen, dansker i Semipalatinsk

Børn blev født med voldsomme misdannelser, og før i tiden gemte de sovjetiske læger de døde babyer i glaskrukker med formaldehyd.

I dag vises de deforme spædbørn frem for besøgende på et lille museum, der er tilknyttet det medicinske universitet i Semey.

Du kan se to eksempler fra muséet i Semey herunder, men da billederne kan virke ubehagelige, så du kan kun se dem ved at trække i slideren i højre side af billedet. (Bemærk i øvrigt at russerne har importeret glaskrukkerne fra USA).

Børn med fødselsdefekter i Semipalatinsk
Børn med fødselsdefekter i Semipalatinsk

Semipalatinsk skulle bruges til én ting

Da chefen for det sovjetiske atomprogram, Lavrentiy Beria, udvalgte området ved Semipalatinsk som hovedscene for de sovjetiske atomvåben i slutningen af 1940'erne, erklærede han, at området var ubeboet.

Det var ikke helt rigtigt, for der boede nomader, som havde flere midlertidige landsbyer i området. 

Om Lavrentiy Beria var ligeglad med de mennesker som rent faktisk levede omkring Semipalatinsk, eller om det ligefrem var meningen, at de skulle bruges som forsøgskaniner, ved vi ikke i dag.   

Lavrentiy Beria var ikke en mand, der regnede menneskeliv for ret meget. Han havde en fortid som leder af Stalins sikkerhedspoliti NKVD og var blandt andet ansvarlig for Gulag-lejrene, der i grusomhed ikke stod ret meget tilbage for nazisternes KZ-lejre.

Manden med brillerne er Lavrentiy Beria. Han har Stalins datter Svetlana på skødet, og man kan se den sovjetiske diktator ved bordet i baggrunden.

Efter Anden Verdenskrig fik Lavrentiy Beria til hovedopgave at udvikle en sovjetisk atombombe, og den opgave løste han sammen med russiske spioner på bare fire år.   

Så i sommeren 1949 var der travlt i Semipalatinsk.

Der blev bygget huse af træ og sten. Fly og kampvogne blev sat op i området, og 1.500 dyr blev placeret i forskellig afstand fra et tårn, som stod i centrum for det hele. 

Da alt var på plads, blev en næsten tro kopi af den bombe, som USA havde kastet over den Japanske by Nagasaki, placeret i et tårn 30 meter over græstæppet. 

En model af hvordan fly, huse og dyr var opstillet før prøvesprængningen.

Videnskabsmænd blev hædret for deres arbejde

10 kilometer fra tårnet stod Lavrentiy Beria og den russiske atomfysiker Igor Kurchatov, der havde udviklet bomben ud fra de efterretninger, som Berias folk havde skaffet.

De to stod i en observationsbunker og ventede i spænding på Sovjetunionens hidtil største videnskabelige triumf.

Bunkeren står der stadig.

Observationsbunker
Observationsbunker
Den første sovjetiske atombombe fik tilnavnet "Joe One" af amerikanerne. I USA blev Josef Stalin kaldt Uncle Joe.

Klokken 07.00 om morgenen den 29. august 1949 begyndte en ny hverdag i området omkring Semipalatinsk.

Glimtet og braget fra eksplosionen, der svarede til 22.000 ton dynamit, blev registreret 80 kilometer væk.

Hvor mange af de 1.500 forsøgsdyr, der døde smertefrit ved eksplosionen ved vi ikke, men nogle af dem er kommet på museum.

Et af forsøgsdyrene som måtte lade livet ved atomforsøg i Semipalatinsk
Nogle dyr overlevede atomeksplosionen i første omgang.
Rester af forsøgsdyrene kom i glas med formaldehyd.

Og Igor Kurchatov? - Ja han blev en af de mest berømte videnskabsfolk i Sovjetunionen.

Igor Kurchatov nægtede at barbere sig, ind til han havde udviklet atombomben for Sovjet. Han blev dog så glad for sit skæg, at han efterfølgende lod det stå.

Til at begynde med var der dog intet praleri fra russernes side. 

Det radioaktive nedfald fra bomben blev først opdaget af amerikanerne flere uger efter, og den 23. september 1949 måtte USAs præsident Truman offentligt erkende, at USA ikke længere var verdens eneste atommagt.

Den russiske atombombe rystede den vestlige verden.

Våbenkapløbet mellem USA og Sovjetunionen var i gang. Semipalatinsk kom til at spille en hovedrolle, og antallet af bomber blev ikke færre - tværtimod.

Første nedkastning mislykkedes

Det gik ud over stepperne. Seks år og 21 detonationer - og så var Stalins efterfølger Nikita Khrushchev klar til at vise USA, at landet havde overtaget førerpositionen som atommagt.

Nikita Khrushchevs nye trumfkort skulle kastes ned fra luften den 19. november 1955, men den operation skulle ikke gå lige så glat, som det var gået i 1949.

Nikita Khrusjtjov med hustruen Nina Petrovna.

Klokken 06.45 om morgenen gik et større lastearbejde i gang i lufthavnen i Zhana Semey uden for testområdet. 

To timer tog det at få den nye bombe om bord på et Tupolev Tu-16A bombefly. Den enorme cylinder skulle kastes ned med faldskærm over Semipalatinsk, men den operation gik galt.

Dette er angiveligt Sovjetunionens første brintbombe, RDS-37, inden den blev lastet på et bombefly. Billedet er fra en russisk film fra 50'erne.

Flyet, der var under kommando af Major Fedor Pavlovich Golovashko lettede, men på trods af, at turen ud til nedkastningsområdet ikke tog mange minutter, ændrede vejret sig så meget, at det ikke længere var muligt at se jordoverfladen.

Og da Fedor Pavlovich Golovashko ville kaste bomben ved hjælp af radar, viste det sig, at radaren var i stykker.

Nu var missionen for alvor i problemer, for hvad skulle man gøre med bomben? - Og var det sikkert at lande i lufthavnen med en tung superbombe om bord?

På jorden diskuterede officererne om de skulle beordre, at bomben skulle smides et tilfældigt sted.

I mellemtiden var Tupolev-flyet ved at løbe tør for brændstof. 

Officererne endte med at lade Fedor Pavlovich Golovashko lande flyet med bomben om bord. Ingen mistede livet på grund af Sovjetunionens første brintbombe - den dag.

Alt blev indhyllet i et hvidt lys

Tre dage senere klokken 08.34 om morgenen lettede Fedor Pavlovich Golovashko igen. Denne gang var der ingen lave skyer, og bomben kunne kastes ud fra 12 kilometers højde. Mens faldskærmen foldede sig ud kunne bombeflyet forlade stedet med 870 kilometer i timen 

Tre minutter og 44 sekunder senere blev alt indhyllet i et hvidt lys. Du kan se detonationen på videoen herunder.

Trykbølgen kastede flyet fremad og løftede det op - og i minutterne efter steg en gigantisk paddehattesky op i cirka 30 kilometers højde.

Besætningen på flyet slap med skrækken, men også denne dag spillede vejret over Semipalatinsk russerne et puds.

Kold og varm luft i området lå i lag oven på hinanden den morgen, og det betød, at trykbølgen blev meget voldsommere end beregnet.

Bomben her var på 1,6 megatons - altså over 70 gange kraftigere end den første atombombe, der ramte Semipalatinsk.

En mindre by 75 kilometer væk fik omfattende skader,  et barn blev dræbt da en bygning i byen styrtede sammen og en soldat mistede livet, da den observationsgrav, han befandt sig i, styrtede sammen. Op mod 50 andre blev kvæstet.

Så langt som 200 kilometer væk blev vinduer smadret af trykbølgen. Og Fedor Pavlovich Golovashko? - Han fik en medalje og blev udnævnt som en af Sovjetunionens helte.

Trods smadrede bygninger og tab af menneskeliv fortsatte atomprogrammet med uformindsket styrke i Semipalatinsk. I 1962 blev der affyret 42 atombomber i området.

Byen lå pludselig i Kasakhstan

I byen Semipalatinsk 150 kilometer fra testområdet boede der dengang omkring 150.000 mennesker. Mange fik kræft, men i Sovjetunionen var stråling noget folk måtte leve med - eller dø af.

Faktisk var sovjetiske militærfolk så overbeviste om, at Semipalatinsk var et sikkert sted, at de så sent som i 1991 smed tøjet og tog sig en dukkert i et af de vandfyldte kratere fra prøvesprængningerne.

Sovjetiske officerer bader i en kratersø i Semipalatinsk for at overbevise miljøaktivister om, at atomprøvesprængninger er ufarlige.
I dag er der ingen der bader i "Atomsøen" som de lokale kalder den.

Sovjetunionen gik i opløsning samme år som officererne badede i den radioaktive sø.

Pludselig lå Semipalatinsk i Kasakhstan.

Det nye land arvede den radioaktive jord og de delvist smeltede betontårne, men fik ikke ret mange penge fra den gamle supermagt.

De fattige beboere i området begyndte at se sig om efter ting de kunne sælge - og der var masser af skrot mellem bombekraterne inde på det forbudte område.  

Noget af det var så farligt, at amerikanerne blev bange,

Så gennem 1990'erne hjalp USA Kasakhstan med at lukke 13 mineskakter og 181 borehuller. Dermed var de radioaktive rester forsvarligt gemt nede i jorden. Troede amerikanerne. 

Der er stadig huller ned i undergrunden rundt omkring i Semipalatinsk.

Men USA undervurderede de lokale beboeres lyst til minedrift. Der blev gravet efter beryllium, kul, og guld - og endda udvundet salt fra en sø lidt uden for testområdet.

Og der blev anvendt store maskiner til at grave med, så hvis nogen ville have fat i radioaktivt materiale kunne de få det.

Turisme bliver primær indtægtskilde

En pensioneret amerikansk atomforsker, Siegfried S. Hecker, besøgte Semipalatinsk i 1998. Han vurderede, at der kunne ligge helt op mod 200 kilo plutonium spredt ud over stedet. Det var nok til mere end 25 atombomber, hvis det faldt i de forkerte hænder. 

Og ifølge Siegfried S. Hecker var indsamlingen af skrot og de lokales søgen efter mineraler på niveau med "et større industrielt foretagende."

Så amerikanerne måtte hjælpe med at rydde op igen.

Denne gang blev der gået mere grundigt til værks, og USA, Rusland og Kasakhstan gik sammen om projektet.

Den 29. juli 2000 sprængte et hold fra USA og Kasakhstan den sidste skakt, der gav direkte adgang til koncentreret radioaktivt materiale.

150 millioner dollars i alt kom det til at koste, før USAs præsident Obama, Ruslands præsident Medvedev og Kasakhstans præsident Nazarbayev i marts 2012 kunne erklære, at der var ryddet op.

Amerikanerne fandt plutonium nok til omkring 20 atombomber i området, og de hjælper den dag i dag myndighederne i Kasakhstan med at overvåge Semipalatinsk, så terrorister ikke prøver at stjæle radioaktivt materiale.

Men nu hvor det værste radioaktive materiale er fjernet fra området, minedriften er indstillet og amerikanerne holder vagt, hvad skal de lokale så tjene penge på?

Svaret er det samme som i så mange andre udkantsområder: Turisme.

Turene ind til "Ground Zero", som stedet for Sovjetunionnes første prøvesprængning kaldes, er allerede begyndt.

Dansker har været på besøg

En af dem, som har stået midt på "Ground Zero" er danske Martin Trolle Mikkelsen. Han tog en guidet tur ind for at se stedet.

Martin Trolle Mikkelsen har parkeret på sin udflugt mellem de ødelagte bygninger.

- Stenene ligner smeltet is, der er størknet. Jeg synes, at det var fantastisk at stå midt i det hele og virkelig føle historiens vingesus. Russernes første atombombe indvarslede en ny æra. Havde Sovjetunionen ikke sprængt atombomben, ville Rusland næppe være en stormagt i dag, siger han til TV 2.

Ifølge Martin Trolle Mikkelsen er den radioaktive stråling i området i dag så lav, at man godt kan besøge stedet. De lokale guider har Geigertællere med og de kommer kun de steder, hvor det er ufarligt at opholde sig - hvis man altså er på en kortvarig visit.

Steppen breder sig i hundredevis af kilometer. Der er kratere fra atomvåben i forgrunden.

- Man bliver udstyret med plasticovertræk til skoene, og de er opmærksomme på, at man ikke slæber støv med sig, men strålingen er lavere end man skulle tro, siger han. 

Og det er ikke længere kun de lokale, der ser muligheder i Semipalatinsk som turistmål. Det samme gør styret i Kasakhstan.

Til næste år kommer verdensudstillingen EXPO 2017 til storbyen Astana nogle hundrede kilometer fra Semipalatinsk. 

Og nu er det også lykkedes at få Ruslands kulturministerium til at fatte interesse for sagen, så turisterne kan transporteres fra Astana ud til testområdet og blive husket på Sovjetunionens storhedstid, skriver Astana Times.

Kære læser - du har nu læst artiklen om Semipalatinsk til ende. Den er blevet til efter et interview med Martin Trolle Mikkelsen der har en Flickr-profil med 260 billeder fra Semipalatinsk. Desuden er der brugt oplysninger fra KazinformWashington Post,  This Day in Aviation, Nuclear Threat Initiative, Gizmodo, og Unique Kazakhstan

Vil du læse flere længere ting af samme skribent, er der mulighed for det herunder.