Udland

Indien: 129 skoler lukkes på grund af leopardfrygt

Mere end 100 skoler er lukket i Bangalore på grund af leopard-frygt.

En hanleopard gik søndag til angreb på en skole i den indiske by Bangalore og sårede seks mennesker, der forsøgte at indfange det farlige dyr. Og nu er endnu en leopard blevet set i udkanten af byen.

Derfor tager de lokale myndigheder vidtrækkende konsekvenser, skriver BBC. Torsdag beordredes 129 skoler at holde lukket. Og myndighederne råder byens borgere til at holde sig indendøre. 

- Vi vil senere overveje, om skoler også skal hioldes lukket fredag. Vi afventer politiet og naturmyndighedernes afgørelse vedrørende den løstgående leopard, siger KS Satyamurthy, en regeringsembedsmand, til BBC Hindi. 

Politiet og naturmyndigheder forsøger at spore leoparden. Den blev sidst set onsdag af en bygningsarbejder.

Kamp mod leopard varede 10 timer

En videnskabsmand og naturmedarbejdere var blandt de sårede efter søndagens kamp for at trænge leoparden op i et hjørne. En kamp, der varede 10 timer, før den otte-årige leopard blev bedøvet og fanget. 

Man antager, at den havde forvildet sig ind på skolen fra et skovområde tæt ved. 

Der formodes at være mellem 12 og 14.000 leoparder i Indien. 

Leoparder og andre store katte har flere gange strejfet til befolkede områder. Miljøforkæmpere har advaret om, at der kan komme flere konfrontationer i takt med, at mennesker breder sig over større og større områder, der tidligere var dyrenes domæne. 

Sidste år havde en anden leopard fået hovedet i klemme i en krukke i en indisk landsby. Det tog fem timer at få den fri: