Donald Trump

New Hampshire viste, at det bliver en lang valgkamp

Donald Trump vandt New Hampshire med opbakning fra 35% af vælgerne. Det var en overlegen sejr. Hillary Clinton fik 39% af Demokraternes stemmer, og det var et knusende nederlag. Så skør kan politik være.

Efter Iowa mente mange, at vi nærmede os et klart bud på, hvem der ville være hovedpersonerne hos Republikanerne. Anført af den konservative kommentator Charles Krauthammer talte man om, at det Republikanske valg var et væddeløb mellem tre – og kun tre – deltagere: Donald Trump, Ted Cruz, og Marco Rubio. Og det var sidstnævnte, man fokuserede på. Den moderate fløj hos Republikanerne mangler en hovedudfordrer, og Iowa havde besluttet, at moderate Republikanere ville samle sig om Rubio. Sådan lød logikken, i al fald lige indtil Chris Christie brugte den seneste tv-debat til at udstille, at Rubio var en kandidat uden erfaring, der endnu ikke var opgaven voksen. I et 6 minutters langt skænderi talte de to hinanden ned i et sådan omfang, at intet nu er mere uafklaret, end hvem der skal udfordre Cruz og Trump.

Den moderate fløj hos Republikanerne ville have vundet New Hampshire klart, hvis man lagde alle de moderate kandidaters stemmer sammen. Derfor hælder mange til den opfattelse, at selvom Trump fik et flot resultat med sine 35%, så afslører tallet også, at han måske har et loft, og at ingen nyder større fordel af det brede felt af kandidater end netop Trump.

Ohios guvernør John Kasich fik en flot andenplads, som skal bruges til at rejse penge til at føre valgkamp for. Amerikanske valg er meget dyre. Nationen er enorm, og man skal selv betale for at oprette kampagner i alle primærvalgene. Det koster kassen. Jeb Bush blev nr. 2 blandt de moderate kandidater, hvilket er vigtigt for ham. Modsat Kasich har Bush masser af penge, som han tidligt indsamlede blandt de donorer, der traditionelt finansierer amerikanske valgkampe, men han manglede et budskab, der kunne engagere vælgerne, og bakkede denne mangel op med en række energiforladte præstationer i valgkampens første mange debatter. På det seneste har Bush dog genfundet lidt af melodien, og resultatet i New Hampshire betyder, at han drager til de næste primærvalg som den store vinder af Rubios sammenbrud.

Ingen vil se mere frem til den næste landsdækkende tv-debat end Rubio, hvor han med vold og magt skal vise, at den ringe præstation i New Hampshire og i debatten med Christie var en enlig svale. Næste gang slipper Rubio heldigvis for at debattere med Christie, der ikke kvalificerer til at deltage i den og snart forventes at ville opgive sit kandidatur. Rubios kampagne har slet ikke de midler, som Bush har, og især de næste to primærvalg i Nevada og South Carolina bliver afgørende for det interne slagsmål mellem Rubio og Bush. Det er en af grundene til, at broderen George har forladt sit selvvalgte politiske eksil og fører valgkamp for Jeb i South Carolina.

Cruz skulle bare overstå New Hampshire uden at blive ydmyget. Det er især den evangelikanske højrefløj i det Republikanske Parti, der er Cruz’ base. Problemet for Cruz i New Hamsphire var, at der ikke findes ret mange af den type vælgere her. Tredjepladsen i New Hampshire var en stor sejr for Cruz, der nu ser frem til, at de fleste af de næste mange delstatsvalg foregår i det dybt religiøse bibelbælte. Her skal Cruz og Trump kæmpe om at blive bannerfører for det sære amalgam af grupperinger på Republikanernes højrefløj, der udgør Tea Party-bevægelsen. Skal Trump og Cruz udvide deres vælgerpotentiale, skal det ske på bekostning af hinanden.

Hos Demokraterne er Hillary såret dybere end forventet af resultatet. Clinton-lejren havde brugt mange kræfter på at tale forventningerne til resultatet i New Hampshire ned. Man vidste godt, at man ville tabe til Bernie Sanders, men ingen var forberedt på et nederlag på mere end 20 procentpoint.

Men der er grund til optimisme i Clinton-lejren. 45% af Demokraternes vælgerbase udgøres af ikke-hvide. Man kan ikke blive præsidentkandidat for Demokraterne, hvis man ikke har en solid opbakning blandt ikke-hvide vælgere. Sanders repræsenterer en af de hvideste stater i USA. Der er så få latino- og sorte vælgere i Vermont, at Sanders aldrig har fået skabt en kontakt med denne vælgergruppe. Sorte og latinoer aner simpelthen ikke, hvem Sanders er. Det skal han bruge resultatet i New Hampshire til at ændre, og næste stop er derfor hos borgerrettighedskæmperen og den selvbestaltede talsmand for det afroamerikanske USA, Al Sharpton. I Clinton-lejren har man hele tiden vidst, at det udpræget hvide Iowa og New Hampshire blot var to stater, man skulle igennem. Forestillingen er, at man har en såkaldt ”firewall” allerede i South Carolina, hvor Clinton-parret skal høste frugten af deres stærke profil blandt sorte.

New Hampshire gav alle et chok og styrkede fløjkandidater i begge partier, men det kan snart ændre sig, når valgkaravanen drager videre i valgkampskalenderen.