Udland

Ellemann|Lykketoft: Briterne får svært ved at sælge ny EU-aftale

Storbritanniens premierminister David Cameron skal i arbejdstøjet, hvis han skal sælge forslaget om en ny britisk EU-aftale.

Storbritanniens premierminister David Cameron skal i arbejdstøjet, hvis han skal sælge forslaget om en ny britisk EU-aftale til mange af de andre EU-medlemslande. For hvorfor skal man give slip på noget uden at få andet til gengæld?

Sådan lyder analysen fra de to tidligere udenrigsministre Mogens Lykketoft og Uffe Ellemann-Jensen i denne uges udgave af udenrigsmagasinet Ellemann Lykketoft.

- På den ene side sidder de mere velstående lande, der synes, at de nuværende regler er urimelige, og på den anden side sidder nogle af de lande, hvis borgere nyder godt af de selvsamme regler, siger Uffe Ellemann-Jensen.

En britisk nødbremse

Et af punkterne i forslaget er, at briterne får ret til en slags ’nødbremse’, der gælder velfærdsydelser til andre EU-borgere.

Ifølge Mogens Lykketoft udgør det et eksempel på en ”trussel”, fordi andre EU-lande nu øjner muligheden for selv at få særaftaler:

- Et land som Danmark vil kunne sige, at hvis briterne har en nødbremse, så vil vi også have en. Det kan godt gå hen og blive en indviklet forhandling, der nu går i gang, siger han.

På et EU-topmøde 18. og 19. februar skal unionens stats-og regeringschefer tage stilling til udkastet.

Når den endelige aftale foreligger, skal briterne så stemme om, hvorvidt de fortsat vil være med i EU eller ej på de vilkår.