Muhammedkrisens hemmeligheder: Dansk ambassade blev aldrig brændt
For 10 år siden angreb en rasende folkemængde Danmarks ambassade i Damaskus. Siden har hemmelige amerikanske dokumenter kastet nyt lys over sagen.
For enden af flagstangen, hvor Dannebrog plejede at vaje, blafrede der et grønt flag sidst på eftermiddagen den 4. februar 2006.
Den friske vind i Damaskus fik røgen til at bølge omkring flaget, som var dekoreret med hvide arabiske bogstaver:
- Der er ingen anden gud end Allah og Muhammed er hans profet, stod der på den grønne dug.
Og hændelserne den lørdag ved den danske ambassade i Damaskus kom faktisk til at føde en profeti, men mere om det senere.
Situationen foran den danske ambassade i Damaskus havde været anspændt i flere dage, før det grønne flag strøg til tops på stangen over ambassadens hovedindgang.
Jyllands-Postens satiretegninger af profeten Muhammed havde tændt vreden i tusindvis af muslimer - og i Damaskus var atmosfæren blandt de rettroende brandfarlig først i februar.
Faktisk var den så brandfarlig, at langskæggede mænd råbte efter de ansatte på ambassaden, at de ville blive "ekspederet ud af denne verden", når de mødte på arbejde.
Der blev afleveret bombetrusler, og Danmarks ambassadør Ole Egberg Mikkelsen modtog breve, hvor afsenderne skrev, at han måtte bøde med sit liv for tegningerne i Jyllands-Posten.
Men Ole Egberg Mikkelsen er en modig mand - og i stedet for at gemme sig, inviterede han demonstranterne på kaffe.
I grupper på tre til fire af gangen kom de vrede musilmer til kaffemøde hos den danske ambassadør. Demonstranterne fik adgang til målet for deres had, og diplomaten fik udredt de værste misforståelser om Muhammedtegningerne og Danmark.
Men lige lidt hjalp det - og Ole Egberg Mikkelsen sad på første række til at se, hvordan vreden voksede.
På ambassaden sad der medarbejdere og overvågede muslimske chatrooms på internettet, og ude i byen i Damaskus havde Danmark "øjne og ører", der kunne give et ret præcist billede af folkestemningen.
Og det danske billede skulle vise sig at være mere præcist end det, som præsident Assads paraniode diktatur kunne præstere - i hvert fald, hvis man skal tro styrets officielle forklaring.
I 2006 var Syrien et fredeligt land, men præsident Assad var bange for at miste magten - og sit liv - til de samme langskæggede typer der råbte dødstrusler efter danskerne.
Nu var de stærke religiøse kræfter imidlertid blevet vrede på Danmark, og hvis styret så gennem fingrene med en religiøs aktion mod danskerne, kunne det måske vinde noget goodwill til Assad.
Faktisk tyder hemmeligtstemplede dokumenter fra USA på, at Assads styre gjorde meget mere end blot at se passivt til.
Hvis man skal tro dokumenterne, havde Syriens premierminister Naji al-Otri nemlig blandet sig i sagen, mens Ole Egberg Mikkelsen drak kaffe med demonstranterne. Og det var ikke for at hjælpe Danmark.
Premierministeren henvendte sig til den syriske stormufti Sheikh Hassoun og fik ham til at skrive brev til landets imamer om fredagsbønnen den 3. februar.
Så dermed fik imamerne i Damaskus en besked fra højeste sted om, at de skulle fordømme Muhammedtegningerne.
Og for en gang skyld satte diktaturet "intet loft over typen af sprogbrug" om den danske regering. En af amerikanernes kilder beskriver endda, hvordan de syriske myndigheder havde skrevet et oplæg til, hvad der skulle siges under fredagsbønnen.
Men det vidste Ole Egberg Mikkelsen intet om dengang, for de hemmelige amerikanske dokumenter dukkede først op i 2010.
Dokumenterne beskriver også, hvordan der blev sendt sms-beskeder rundt i Damaskus den 2. februar. Her blev folk opfordret til at demonstrere foran den danske ambassade to dage senere. En af afsenderne skal være den syriske rigmand Ammar Sahloul - der kommer fra en familie med stærke bånd til Assads styre.
At der kunne blive ballade efter fredagsbønnen den 3. februar, kom imidlertid ikke som en overraskelse for danskerne.
Ole Egberg Mikkelsens "øjne og ører" ude i byen virkede, og de havde opsnappet løbesedler der annoncerede en demonstration den 4. februar.
Han forsøgte at få hjælp fra Syriens minister for religiøse anliggender og mødtes med selveste Stormuftien. Og selv om Stormuftien gerne ville hjælpe, slog det ikke rigtig igennem da muslimerne i Damaskus gik til fredagsbøn den 3. februar.
Det kan hænge sammen med, at Syriens premierminister havde beordret en hård linje over for danske diplomater. Ifølge de amerikanske dokumenter skulle Danmarks statsminister Anders Fogh Rasmussen sige undskyld for Muhammedtegningerne - kaffemøder med demonstranterne var slet ikke nok.
Med udsigt til ballade den 3. februar forsøgte Ole Egberg Mikkelsen at få beskyttelse fra Syriens myndigheder. Gang efter gang bad han om politi eller soldater foran ambassadebygningen, men uden at der dukkede et større antal op.
Derfor hyrede han sine egne vagter. Og det førte til noget, som måske vil overraske nogle læsere af denne artikel.
Men nogle få vagter på ambassaden var i første omgang slet ikke nok til at stille noget op mod hundredevis af vrede demonstranter.
Så lørdag den 4. februar turde Ole Egberg Mikkelsen ikke tage på arbejde. Ingen danskere fik lov til at komme på ambassaden den dag.
Ambassadøren blev hjemme med fjernsynet og telefonen tændt, så han kunne følge situationen.
Klokken 11 lørdag formiddag bad han for sidste gang de syriske myndigheder om hjælp. Det skete ved at sende en såkaldt "diplomatisk note", hvor han i utvetydige vendinger bad om den nødvendige beskyttelse i henhold til de internationale konventioner.
Men lige lidt hjalp det, og sidst på eftermiddagen kunne han på 25 kilometers afstand følge, hvordan demonstranterne stormede ambassaden, tændte ild og hejste det grønne flag, hvor Dannebrog plejede at hænge.
Dannebrog var taget ned, for der var ingen danskere i bygningen - men den danske ambassade var ikke forladt. Vagterne var blevet tilbage i ambassadens lokaler, så Ole Egberg Mikkelsen havde menneskeliv på spil.
Danmark delte ambassadebygningen med Sverige og Chile, og da demonstranterne trængte ind, satte de ild på den chilenske ambassade i stueetagen mens de hærgede, hvor de kunne komme frem.
Da de ophidsede demonstranter nåede op til den danske ambassades lokaler, blev de mødt af Ole Egberg Mikkelsens private vagter.
Ambassaden var delt op i en offentligt tilgængelig del og et sikret område, og vagterne havde held til at trække sig tilbage til det sikrede område, som de fik spærret af.
Demonstranterne kunne ikke komme ind, så de nøjedes med at hærge nogle kontorlokaler inden de forlod stedet.
Den danske ambassade brændte altså ikke - den fik sodskader fra branden i stueetagen og noget af inventaret blev ødelagt. Men skaderne var ikke større end at de efterfølgende blev anslået til cirka 500.000 kroner.
Men det kunne Ole Egberg Mikkelsen ikke vide, da han så Al Jazeeras billeder af, hvordan flammerne slikkede op af bygningen og demonstranterne flåede Danmarks våbenskjold ned fra væggen.
Stormen på ambassaden kunne endnu nå at ende blodigt for danskerne i Damaskus - for demonstranterne havde ikke fået nok, da de var færdige med Danmark.
I stedet fortsatte de til Norges ambassade som de brændte af. Så blev kursen sat mod den franske ambassade, men her skete der noget.
Pludselig var diktaturets sikkerhedsstyrker kommet op i omdrejninger, demonstranterne blev mødt af bevæbnede betjente, og ifølge de amerikanske efterretningsrapporter var Syriens minister for religiøse anliggender på stedet.
Amerikanernes kilder citerer den ledende syriske sikkerhedsofficer på stedet for at sige:
- Nu er det slut. Fortæl dem, at de skal gå hver til sit, ellers bruger vi skarp ammunition.
Og så sluttede demonstrationen.
Men var angrebet på ambassaden blot begyndelsen på noget større? - frygten havde grebet ambassadøren, og Ole Egberg Mikkelsen samlede alle danskere i Damaskus i sit hjem.
Det lykkedes at samle et sted mellem 50 og 60 danskere i ambassadørboligen - men pludselig meldte tvivlen sig:
Var det smart at samle alle danskere et sted?
Svaret stod hurtigt klart - det var sikrere at sprede danskerne, så eventuelle angribere ikke kunne ramme dem alle på en gang.
Men Ole Egberg Mikkelsen havde ikke været ambassadør i Syrien ret længe, så listen af personlige kontakter og bekendte som kunne hjælpe forfulgte danskere var ikke ret lang.
I stedet gav han sig til at gennemgå ambassadens bunke af visitkort fra folk, der stadig kunne tænkes at være venligt stemt over for Dannebrog.
Og det lykkedes. I løbet af de næste timer var alle danskere, inklusive ambassadørens søn, hustru og hans hund - en beagle ved navn Snubbi - på vej væk.
Ingen kom noget til.
Men med angrebet blev der sendt et signal fra Assads styre - et signal der skulle vise sig at blive en profeti.
Den blev opsnappet af kilden til de amerikanske efterretningsdokumenter, Sheikh Salah Kuftaro, der var en indflydelsesrig sunnimuslimsk figur i Damaskus 2006.
Demonstranternes amokløb var en besked fra præsident Assad, mente den syriske sheikh.
Han formulerer advarslen fra Assad således, dagen efter angrebet på den danske ambassade:
"Vi er det eneste der står mellem jer og de islamistiske horder (...) Dette er, hvad I får, hvis I tillader ægte demokrati og lader islamisterne komme til magten."
Det var syv år før verden havde hørt om terrororganisationen Islamisk Stat og Syrien blev kastet ud i et blodigt kaos.
Sheikh Salah Kuftaros vurdering blev sendt videre til USAs efterretningstjeneste CIA, stemplet som "fortrolig" og arkiveret.
Den blev i arkivet til den dukkede op på internetstedet Wikileaks i slutningen af 2010.
I dokumenterne står det klart, at USAs charge d'affaires i Damaskus, Stephen A. Seche, er ret overbevist om, at Assads diktatur stod bag de voldsomme demonstrationer den 4. februar. Han skriver også, at styret muligvis var ved at miste kontrollen, men at det hele så ud til at ende til Assads fordel.
Og selv om angrebet dannede et dystert forvarsel om de ting som skulle koimme i Syrien, vendte tingene hurtigt tilbage til normalen i Damaskus.
Da gemytterne var faldet til ro, fik Ole Egberg Mikkelsen endda det danske våbenskjold fra ambassaden tilbage fra syrere der skammede sig over deres landsmænd.
- De fleste syrere, som vi talte med efterfølgende, var faktisk skamfulde og kede af det. Det der skete ved den danske ambassade, er i strid med den gæstfrihed og venlighed, der kendetegner almindelige syrere. Reaktionen på det hele var bestyrtelse og skam, siger han til tv2.dk
Styret i Syrien anerkendte halvandet år senere, at beskyttelsen ved den danske ambasade havde været for dårlig, og Assads diktatur betalte for de skader, som demonstranterne havde lavet.
Kære læser - du har nu læst artiklen om angrebet på ambassaden i Damaskus til ende.
Den er blevet til på baggrund af interview med tidligere ambassadør i Damaskus, Ole Egberg Mikkelsen, samt en orientering fra USAs charge d'affaires Stephen A. Seche den 5. februar 2006 og en tilsvarende orientering den 6. februar 2006. Desuden er der brugt informationer fra The Guardian.
Hvis du har mod på flere længere artikler af samme skribent, er der flere her:
