Hov! Der var lige 100 løver, som vi ikke anede noget om

16x9
Løverne gik i en fotofælde - deres tilstedeværelse var kendt af de lokale, men de har været skjult for det internationale samfund ind til nu. Foto: Born Free / Born Free

​En gruppe på mindst 100 løver, som ingen anede eksistensen af, er blevet opdaget i det nordvestlige Etiopien

Midt i alle de sørgelige beretninger om truede dyrearter er der pludselig godt nyt på løvefronten. I Etiopien har fotofælder taget fotos af en stor og hidtil ukendt gruppe løver i et område nær grænsen til Sudan. Mindst 100 løver, som man ikke anede var der.

Dyreværnsgruppen Born Free Foundation siger, at man regnede med at alle områdets løver var udryddet på grund af jagt og ødelæggelse af dyrenes habitat. Når man tænker på, at halvdelen af alle Afrikas løver er forsvundet siden 1990’erne, er det her gode nyheder.

Løverne menes at tilhøre en centralafrikansk underrace, som man mente, der kun er 900 tilbage af, skriver BBC Africa. Til TV-stationen siger forskeren Hans Bauer, at det er første gang, der er observeret løver i området.

Sidste år viste en undersøgelse fra the International Union for Conservation of Nature, at mange løveflokke enten er forsvundet i det vestlige og centrale Afrika eller vil forsvinde i løbet af de næste årtier.

Og der er altså noget med løver, dyrenes konge. Simba! Det så vi for nogle måneder siden, da en rig amerikansk tandlæge fra Minnesota med penge på lommen af den ene eller anden grund nedlagde Zimbabwes mest berømte løve, den 13 år gamle Cecil (der nok ikke var opkaldt efter Cecil Rhodes, den i mange kredse forhadte kolonialist, der lagde navn til Rhodesia, der senere blev til Zimbabwe). Efter at have betalt 50.000 dollars gik Walter Palmer på løvejagt med bue og pil. Løven Cecils død udløste et ramaskrig. Hvor kunne han? Han blev hurtigt udskammet på de sociale medier. Zimbabwe forlangte ham udleveret til retsforfølgelse men måtte opgive kravet, da hans papirer var i orden.

Der gik ikke længe, før dyreelskere krævede at trofæjagt skulle forbydes. Men eksperter siger, at den slags krav er bundet i følelser og ikke forstanden – akkurat som når folk går amok over offentlig dissekering af en død løve i Odense Zoo. Trofæjagt kan sagtens forsvares, siger Brent Staepelkamp, der forsker i løver.

 - Jagt kan være meget værd i kampen for at bevare en stand. Hvis et område har en jagtkvota, og der kommer gode penge ind, kan det være med til at redde en truet dyreart. Så det gælder om at holde hovedet koldt, et forbud kan have en helt utilsigtet effekt, siger han.

For eller imod – de fleste kan være enige om, at det er en god nyhed, at der i Etiopien gik en stor gruppe hidtil aldeles upåagtede løver rundt, som nu – ligesom ulvene i Thy og Vestjylland – er blevet fanget på kamera.