Udland

Lucky Luke fylder 70 år: Nye originaltegninger afsløret

Selv om Lucky Lukes far er død, så lever hans tegninger videre. Og nu hvor den ensomme cowboy runder 70, hyldes hans dedikerede streger.

Man kan godt være ensom, selv om man er feteret og har en fanskare så ekstrem som det vilde vesten.

- Kan I se ham den ensomme cowboy, som er langt hjemmefra? Det er mig, Lucky Luke, og min trofaste ven Jolly. Vi er uadskillelige. Jeg ved faktisk ikke, hvordan jeg fik tilnavnet Lucky. Ja, det er egentligt pudsigt, hvordan den slags kælenavne klæber til én helt uden grund, fortæller western-helten sine seere i tegnefilmudgaven.

... Han er netop redet over en bro, der styrter sammen, idet han når over på den anden side af bjerget.   

70-året for Lucky Lukes tilbliven er skudt i gang. Og i den anledning bliver hans skaber, Morris (1923-2001), hyldet. På en af verdens største tegneseriemesser, der torsdag åbnede i den franske provinsby Angoulême, udstilles flere af Morris' originaltegninger. Flere af dem er aldrig blevet vist offentligt før.

I videoen øverst i artiklen kan du se billeder fra Lucky Luke-udstillingen.

Heldig med sin far

Lucky Luke, manden der trækker pistolen hurtigere end sin egen skygge og altid rammer plet, blev skabt af den belgiske tegner Aldus Maurice de Bevère (bedre kendt som Morris, red.).

Lucky Luke optrådte første gang i 1945 i en kortere historie i det belgiske tegneserieblad Spirou. Det var først, da Morris bosatte sig i USA i seks år (1948-54, red.), at karakteren Lucky Luke for alvor tog form. I staterne researchede Morris nemlig til eventyrene om sin cowboyhelt. Den første Lucky Luke-historie, 'Arizona 1880', blev trykt i 'Almanach Spirou 1947'.

Siden har tegneseriefans og seere (den første Lucky Luke-tegnefilm havde premiere i 1972, red.) fulgt ham i tykt og tyndt på eventyr og på jagt efter det vilde vestens forbrydere, skurke og slyngler.

Karakterer fra virkeligheden

I Lucky Luke-universet medvirker mange forskellige figurer, der er baseret på virkelige personer, som har levet i The Wild West. Eksempelvis Billy the Kid og Dalton-brødrene, der bliver skaffet af vejen af Lucky Luke i tegneserien, samt deres opdigtede fire fætre. 

Cowboyhelten bringer ro og orden, hvor end han kommer hen. Dog ikke uden følgeskab af sin skakspillende hest, Jolly Jumper. Og efterfulgt af den sultne fængselshund Ratata, der er en parodi på schæferhunden Rin Tin Tin – en af mellemkrigstidens største filmstjerner i Hollywood. 

Tegneseriens historier er ofte satirer baseret på myten om det vilde vesten, primært som i diverse westernfilm. Lucky Luke oplever også mange faktiske, historiske begivenheder. Eksempelvis opførelsen af den transkontinentale jernbane, den første transkontinentale telegraf samt Pony Express.

'Kvittede' smøgerne

Tilmed udgør almene emner, som eksempelvis kønsroller og psykoanalyse, også ofte et dybere lag i Lucky Luke-universet.

Af moralske årsager gennemgik Lucky Luke ligeledes en forandring i 1983. Morris sørgede for, at han 'kvittede' smøgerne, og cigaretten i mundvigen blev erstattet af et græsstrå. Ændringen blev positivt bemærket af World Health Organization.

Dette skift betød samtidig en ændring af de klassiske seriers bagside, hvor man ser Lucky Luke skyde sin egen skygge. 

Se Lucky Lukes forandring herunder ved at trække slideren til side.

Lucky Luke med cigaret i munden
Cigaretten erstattet med et græsstrå

Oversat til 23 sprog

Tegneserien er oprindeligt fransksproget belgisk, men er blevet oversat til 23 sprog. Herunder engelsk samt alle de skandinaviske sprog.

Med albummet 'Des Rails sur la prairie' ('Spor over prærien', red.) indledte Morris i 1955 et givende samarbejde med tekstforfatteren René Goscinny. Det affødte 36 album inden Goscinnys død i 1977.

Siden Morris død i 2001 bliver Lucky Luke tegnet af Achdé (Hervé Darmentons synonym, red.) 

Selv om Lucky Lukes far er død, hyldes hans streger nu på Lucky Lukes 70 års fødselsdag.

Morris' streg hyldes

Ifølge Forlaget Zoom, der udgiver tegneserier og selv var repræsenteret ved tegneseriemessens åbning, var fremmødet overvældende. Omkring 250.000.  

Det franske forlag Dargaud står bag den enorme Lucky Luke-udstilling og fejrer tilmed fødselsdagsbegivenheden med en lang række bøger. Blandt andet med udgivelsen af 'L'art de Morris', en bog fyldt med skitser og originale tegniner af Morris.

Tegneserietegneren Thierry Capezzone, der er aktuel med tegneserien om Kim Larsen, er i skrivende stund i Frankrig for at se Morris' tegninger. I et interview med TV 2 beskriver han udstillingen som creme de la creme og forklarer, at Morris kom med en meget elegant og simpel streg. Han tilhører Marcinelle-skolen (en stilart, red.).

Thierry Capezzone gætter på, at en enkelt originalside fra en bog fra 1950'erne er et par danske millioner kroner værd.

- Figuren fortsætter fra generation til generation og er fyldt med humor og eventyr. Han hjælper de gode mod de onde, siger Thierry Capezzone og forklarer yderligere, hvorfor han tror, at Lucky Luke er blevet så populær:

- Han har udviklet sig med tiden, han er ikke den samme i 50'erne som i 80’erne. Stille og roligt er han blevet mere politisk korrekt. Firguren afspejler samfundet, og man kan identificere sig med ham. Og karakterne er virkelige karakterer, derfor kan vi læse ham igen og igen.

Den indadvendte tegner

Ifølge Thierry Capezzone, der har mødt Morris ved flere lejligheder, afspejler figuren tegneren selv. Han beskriver Lucky Lukes far som indadvendt. 

- Han var en lidt speciel mand, en smule snobbet, han gik altid med butterfly og store briller – og snakkede ikke så meget med de andre, siger han og fortæller, at han i slutningen af 1980'erne fik udleveret en pris af ham som den bedste tegner i Frankrig:

- Derefter skulle jeg spise middag med ham, hvor vi snakkede om hans liv. Vi talte om, hvilke personer vi beundrede mest i branchen. Han sagde Goscinny (tekstforfatteren til Lucky Luke, red.).

Thierry Capezzone er ikke i tvivl om, hvad Lucky Luke betød for Morris:

- Det var hans baby, hans kære, og han er den eneste tegner i branchen, der kun har haft én figur, siger han.

Thierry Capezzone fortæller, at Morris var meget diskret omkring sin familie og udtalte sig næsten aldrig. En beskrivelse, der ligger meget godt i tråd med det faktum, at det var en stor udfordring at få tilladelse af Morris' familie til at offentliggøre originaltegningerne. 

Hør den korte interviewbid med udstillingens direktør, Stephane Beaujan, herunder:

Lucky Luke-udstillingen kan ses frem til den 16. september 2016.