Forfængelig narkobaron tilbage i cellen: Nu er hans tøj blevet højeste mode
Det er svært at forestille sig at en overvægtig midaldrende mand i en beskidt undertrøje kan danne mode. Men nu er der tale om El Chapo.
Den 8. januar blev Joaquin Archivaldo Guzman Loera anholdt i Mexico efter et halvt år på flugt fra det ellers topsikrede fængsel, han var flygtet fra.
Forud for anholdelsen var der foregået en dramatisk jagt, hvor 17 marineinfanterister havde stormet det hus, hvortil politiet havde sporet Guzman, eller El Chapo som han populært kaldes på grund af sin beskedne størrelse. El Chapo betyder noget i retning af Stumpen.
Da marineinfanteristerne stormede huset, blev de beskudt af El Chapos mænd, som det kan ses i ovenstående videoklip fra den mexicanske statsanklager.
Efter ildkampen var fem af El Chapos folk blevet dræbt. Men El Chapo var ikke at finde i huset. Bag kølskabet fandt soldaterne en skjult skakt ned til en tunnel, men her var heller ingen El Chapo. Denne tunnel var lavet som afledning.
Soldaterne fandt dog endnu en hemmelig udgang gemt i et skab i et soveværelse. Det var denne flugtvej El Chapo havde benyttet sammen med en af sine nærmeste, sikkerhedschefen Orso Ivan Gastelum Cruz. Flugtvejen førte gennem en lang tunnel med kloakvand, der gik dem til livet.
- Så sluttede min ferie
Skudvekslingen og den falske flugtvej havde givet El Chapo et forspring på halvanden time. For enden af tunnelen havde El Chapo og hans sikkerhedschef åbnet et kloakdæksel og var kravlet op på vejen. Her kaprede de en bil. Men kort efter blev de standset af to almindelige politifolk, der genkendte El Chapo. Han og hans sikkerhedschef havde været nødt til at efterlade deres maskingevær i tunnelen. De var således ikke længere bevæbnet, og politiet kunne anholde dem uden den store dramatik.
Ifølge Reuters var El Chapos eneste kommentar, da han blev anholdt: - Så sluttede min ferie.
De to betjente turde ikke stå ude på vejen med Mexicos største gangster og vente på forstærkning. Derfor blev El Chapo og hans sikkerhedschef ført ind på et nærliggende hotel. Det her det ikoniske billede af El Chapo i den beskidte undertrøje blev taget.
Mexicos svar på Robin Hood
El Chapo er en populær figur i Mexico - ikke mindst blandt den fattige del af befolkningen, som betragter ham som en mexicansk udgave af Robin Hood. Og der gik da heller ikke længe, inden man i de små boder i Mexico City kunne købe T-shirts med billedet af El Chapo i den beskidte undertrøje. Men det er bestemt ikke sådan El Chapo ønsker at fremtræde. Narkobaronen er nemlig meget forfængelig og går højt op i sit udseende.
Og netop El Chapos forfængelig var en medvirkende årsag til, at politiet kom på sporet af ham. El Chapo ønskede nemlig at få lavet en film om sit liv. Han kontaktede derfor den mexicanske skuespiller Kate Del Castillo, som havde skrevet positivt om El Chapo på de sociale medier.
Politiet fik opsnappet deres sms-korrespondance, som tydeligt viste, at El Chapo var blevet lun på den unge smukke skuespiller. - Jeg vil passe på dig, som kun forældre passer på deres børn, havde El Chapo blandt andet skrevet.
Historien om flirten mellem de to er også blevet slugt råt af El Chapos mange tilhængere. Parret bliver nu fremstillet i stor stil i papmache på små værksteder. Dukkerne fyldes med slik og søde sager og bruges som piñata, hvor børn slår løs med køller indtil godterne falder ud, ganske som vi herhjemme slår katten af tønden.
El Chapo i de moderigtige skjorter
Via Kate Del Castillo fik El Chapo kontakt med den amerikanske skuespiller Sean Penn, som El Chapo ville have til at lave filmen om sit liv. I den forbindelse blev der optaget en video, hvor El Chapo fortæller om sin opvækst og bedrifter.
Forinden var El Chapo blevet foreviget på et foto, hvor han giver hånd til Sean Penn.
Både i videoklippet og på fotoet ses El Chapo i mønstrede skjorter. Begge skjorter kommer fra det lille designerfirma Barabas fra Los Angeles. Og designerne var hurtige til at udnytte, at en af verdens mest berygtede gangstere optrådte i deres design.
De omdøbte deres skjorter til henholdsvis "El Chapo Crazy Paisley Button Down Shirt" og "El Chapo Fantasy Button Down Shirt", og så kom der virkelig gang i salget.
Selvom folkene bag Barabas forklarede på deres hjemmeside, at de aldrig havde mødt eller haft nogen forbindelse til El Chapo, blev firmaet udsat for stærk kritik fordi de slog plat på en narkobaron. Barabas skriver nu på deres hjemmeside, at de frem over vil donere 5 % for hver skjorte, de sælger, til organisationen D.A.R.E., som forsøger at bekæmpe narko blandt børn og unge.
Advokat kom med hjemmesko til El Chapo i fængslet
Tilbage til den 8. januar, hvor El Chapo blev anholdt i sin beskidte undertrøje, efter han havde vadet gennem kloakvand. Da El Chapo sent om aftenen blev præsenteret for pressen i lufthavnen i Mexico City, havde han fået nyt tøj på. Ganske forståelig, for der har sikkert hængt en kedelig lugt af kloak i hans tøj. Men der var ikke tale om, at El Chapo var blevet iført en standart fangedragt. Han havde i stedet en pæn blå T-shirt på, et par hippe Adidas trackpants og ikke mindst et par ultra smarte sneakers af mærket New Balance.
Netop sneakers er El Chapos store passion. Da han blev anholdt forrige gang, fandt man i hans hus ikke mindre end 70 par sneakers, fortrinsvis af mærket Nike.
Nu er El Chapo så tilbage i sin celle på det endnu mere topsikrede fængsel Altiplano. Men selv om han atter er en fange, så kommer han dog ikke mangle behageligt og moderigtigt tøj. Da El Chapos advokat en uge efter anholdelsen fik lov til at besøge sin klient i fængslet, havde han en stor taske med. Den indeholdt blandt andet et håndklæde, et par bukser og et par bløde hjemmesko.