Donald Trump

Fox News afslører Trump: Ville have 5 millioner for at deltage i debatten

Donald Trump deltog ikke i torsdag aftens tv-debat, men alligevel lykkedes det ham at blive aftenens formentlig mest omtalte præsidentkandidat. 

Forretningsmanden, der nu - til lige dele jubel og rædsel blandt vælgerne - fører i meningsmålingerne om at blive republikanernes kandidat til præsidentvalget i november, havde først dramatisk nægtet at stille op til torsdagens debat i Iowa, fordi han er kommet i clinch med Fox News-værten Megyn Kelly, der skulle være aftenens ordstyrer. 

Men ifølge en pressemeddelelse fra Fox News var han i sidste sekund villig til at ændre mening. Det ville bare koste tv-stationen fem millioner dollar ( 34 millioner danske kroner, red.).

 - Trump tilbød at deltage i debatten på betingelse af, at FOX News ville donere fem millioner dollar til hans velgørenhedsorganisationer, fortæller Fox News i meddelelsen. 

- Vi forklarede, at det ikke var muligt, og at vi under ingen omstændigheder kan gå med til en noget for noget-aftale, ej heller kunne penge på nogen måde skifte hænder, står der i meddelelsen, hvor tv-stationen fastslår, at den har stået fast på to ting under de seneste 48 timers farce med Trump: Stationens journalistiske standarder - og at man bakker ubetinget op om journalisten, Megyn Kelly. 

Konfronterede Trump med nedsættende kommentarer

Den anstrengte stemning mellem Megyn Kelly og Donald Trump begyndte i august, hvor tv-værten bad præsidentkandidaten forklare sine udtalelser om kvinder. 

- Du har kaldt kvinder, du ikke kan lide, for 'fede svin, hunde, tølpere og ulækre dyr', sagde hun blandt andet ifølge Vox.

Trump reagerede efterfølgende på Twitter: 

- Jeg nød virkelig aftenens debat, selv om Fox News' journalisttrio - især Megyn Kelly - ikke var specielt gode eller professionelle, skrev han.

"Der kom blod ud af hendes øjne"

Og til CNN antydede han, at tv-værten måtte have haft menstruation, siden hun kunne finde på at konfrontere ham på den måde. 

- Du kunne se, at der kom blod ud af hendes øjne. Blod kom ud af hendes ”wherever,” sagde Trump efter debatrunden - og antændte ikke overraskende et helt nyt bål af ballade.

Rival gjorde grin med "elefanten i rummet"

Flere amerikanske medier bemærker, at Trump "stjal showet" ved torsdagens debatarrangement, selvom han ikke engang var til stede. 

Blandt andet fortæller Huffinton Post, hvordan senator Ted Cruz, der er nummer to i meningsmålingerne i Iowa, varmede op under publikum i debattens åbningsminutter ved at joke om "elefanten i rummet". Den fraværende Trump.

- Lad mig sige det sådan: Jeg er vanvittig, og alle på denne scene er dum, fed og grim. Og Ben, du er en forfærdelig kirurg, sagde han til stor latter fra de andre kandidater og jubel fra salen, inden han fortsatte: 

- Nu da vi har fået Trump-delen overstået, vil jeg gerne takke alle her for at vise Iowas mænd og kvinder den respekt at dukke op og tale sin sag for folket. 

Fører i meningsmålingerne mod Cruz

Og mens debatten fortsatte - Donald Trump og hans politik blev nævnt flere gange, havde manden selv demonstrativt valgt at stille op til et arrangement for krigsveteraner på Drake University i selvsamme by, Des Moines. 

Ifølge TV 2s Jesper Steinmetz i USA er det en typisk Trump-manøvre. 

- Han fører i meningsmålingerne. Han havde ikke noget at vinde ved at stille op til endnu en debat. Han havde meget at vinde ved at stille op til sit eget arrangement, siger han med henvisning til, at en af forretningsmandens mærkesager er bedre forhold for krigsveteraner.

I den seneste meningsmåling, udført for NBC og Wall Street Journal, fører Donald Trump med 32 procent mod rivalen Ted Cruz, der får 25 procent af stemmerne.