Udland

Efter shitstorm i USA: Her er den danske ambassades modsvar

Et opslag fra Danmarks ambassade i Washington deles nu vidt og bredt på de sociale medier for at udrydde misforståelser om de nye udlændingestramninger, der blev vedtaget i Folketinget tirsdag. Twitter / Denmark in USA

Den internationale shitstorm mod Danmark har nu fået den danske ambassade i USA til at tage til genmæle.

I et opslag, der deles flittigt på Twitter og Facebook, forklarer den danske ambassade i Washington DC, hvorfor Danmark gør så stort et nummer ud af de 21.000 flygtninge, der kom til Danmark i 2015.

Opslaget (se den fulde tekst i bunden af artiklen) sætter tingene lidt i perspektiv og forklarer blandt andet amerikanerne, at Danmark faktisk tager imod ganske mange flygtninge i forhold til, hvor lille landet egentlig er.

- Det er måske ikke store tal. Men man må ikke undervurdere de økonomiske konsekvenser, flygtningekrisen har for den danske velfærdsstat, sagde Danmarks ambassadør i Washington, Lars Gert Lose, onsdag aften til BBC World og gjorde brug af et af de eksempler, der også går igen i fakta-opslaget: 

- Vi fik 21.000 flygtninge til Danmark sidste år alene. I USA ville det svare til, at der kom samme antal til staten Maryland eller 1,2 millioner til hele USA på et år. De økonomiske konsekvenser er overvældende. Vi er nødt til at adressere det. Det her er ikke et lille problem, forklarede han i tv-interviewet.  

Arbejder i kulissen for at udrydde misforståelser om Danmark

Udenrigsministeriet har siden september, hvor flygtningekrisen for alvor kom til Nordeuropa, arbejdet hårdt i kulisserne for at udrydde misforståelser og sikre, at det er det rigtige billede af Danmark, der florerer. 

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) siger til Berlingske, at ministeriet har arbejdet på højtryk for at forklare sagen på diplomatisk niveau og for international presse.

- De danske ambassader og Udenrigsministeriet har i ugevis rettet op på fejl og forklaret, hvad vi rent faktisk gør. Vi har arbejdet direkte med udenlandsk presse, med "public diplomacy" og baggrundsorientering om lovens kontekst. Men det er ikke den danske regering, der redigerer den udenlandske presse, siger han til avisen. 

Flere ambassader har også løbende udsendt faktaark om Danmarks håndtering af flygtningekrisen via deres hjemmesider og sociale medier.

Og Danmarks ambassadør i Italien sendte i december et åbent brev til italienske chefredaktører for at imødegå misvisende kritik fra Italiens præsident.

Ambassadør: Det er ikke noget, Danmark har fundet på

Men arbejdet med at glatte ud overfor udlandet er ikke ovre endnu, viser blandt andet de seneste dages satiretegninger af statsministeren i nazi-kontekst og Den Lille Havfrue med flygtninges smykker og guldtænder. 

- Man må sige, at lovgivningen er blevet misforstået, svarede ambassadør Lars Gert Lose onsdag på BBC og forsøgte at sætte den omstridte lov L87, bedre kendt som "smykkeloven", i perspektiv overfor amerikanerne: 

- Du er nødt til at se på, hvor vi kommer fra. Danmark har et meget omfattende velfærdssystem. Landet tager sig af alle, flygtninge såvel som danskere, der ikke har midlerne til at klare sig selv. Staten sørger for alt fra bolig til sundhedsydelser, uddannelse, jobtræning - alt bliver taget hånd om for dem, der ikke har midlerne selv. Dette princip må også gælde for flygtninge. Det er det, denne lov handler om. Målet med denne lovgivning er at stå fast på principperne om, at alle skal have samme rettigheder i velfærdsstaten. Derfor er de økonomiske konsekvenser ikke små, forklarede han og knyttede en ekstra kommentar til lovens mest omtalte del: Den om, at det nu bliver muligt at konfiskere flygtninges værdigenstande, hvis de overstiger en værdi af 10.000 kroner.  

- Det er altså heller ikke en opfindelse, som den danske regering har fundet på. Det er også blevet gjort og bliver gjort i andre europæiske lande. 

Her er hele teksten fra opslaget, der forsøger at udrydde misforståelser om den danske lov: 

Fakta om Danmark og flygtningekrisen i Europa:

  • Danmark er et land på størrelse med Maryland med 5,7 millioner indbyggere (der bor 6 millioner mennesker i Maryland).
  • Danmark modtog 21.300 flygtninge i 2015, hvilket gjorde Danmark til et af de 10 EU-lande, der modtog flest asylansøgere i forhold til indbyggertal. Det ville svare til, at USA modtog 1,2 millioner flygtninge på et år. 
  •  Danmark er fortsat et af de mest generøse lande i forhold til at tilbyde adgang til sundhedsydelser, uddannelse og velfærdsydelser til flygtninge. 
  • Danmark forventer at modtage 25.000 flygtninge i 2016 - en stigning på næsten 20 procent i forhold til 2015. 
  • I 2015 var Danmark ifølge Den Internationale Valutafond det EU-land, der brugte næstflest penge på asylansøgere i procent af BNP. Et lignende udgiftsniveau forventes for 2016. 
  • Danmark er et af de blot fem lande i verden, der lever op til FN-målsætningen om at hellige mindst 0,7 procent af BNI til udvikling og humanitær bistand. 

Kilde: Udenrigsministeriet