Rapport: Putin godkendte formentlig gift-drab på agent

En britisk rapport kaster kritisk lys på den russiske præsident Vladimir Putin.

Ifølge en britisk undersøgelse godkendte den russiske præsident Vladimir Putin formentlig den aktion, der dræbte Alexander Litvinenko i 2006 i London med gift. Det skriver Reuters.

Rapporten konkluderer også, at det var russerne Andrei Lugovoy og Dmitri Kovtun, der forgitede den tidligere KGB-agent med den radioaktive isotop polonium 210.

Litvinenko blev i 2006 forgiftet med det radioaktive materiale polonium 210. Det blev hældt i hans te, mens han havde et møde med to russiske agenter på et hotel i London. Han døde få uger efter af forgiftningen.

Den længe imødesete rapport påpeger, at Putin og den russiske regering havde et motiv til at dræbe Litvinenko.

Personligt fjendskab

Litvinenko havde i sit eksil i London afsløret en række af den russiske efterretningstjeneste FSB's hemmeligheder, og der var et personligt fjendskab mellem ham og den russiske præsident, fremgår det af kommissionens rapport.

- FSB-operationen for at dræbe Litvinenko blev sandsynligvis godkendt af ... præsident Putin, fortæller dommer Robert Owen ved fremlæggelsen af rapporten i Londons High Court.