Han opklarede drabet på sig selv - men morderen er stadig på fri fod
Spionen Alexander Litvinenko blev forgiftet i 2006. Nu sættes der et punktum i den spektakulære mordsag, som offeret selv var med til at opklare
Det var en lunken slat grøn te i bunden af en hvid tepotte der tog livet af Alexander Litvinenko.
Han var tidligere agent i den russiske sikkerhedstjeneste FSB, men han skiftede side i år 2000, hvor han flygtede til Storbritannien og gik 'i hendes majestæts hemmelige tjeneste'.
Den livsfarlige slat fra bunden af tepotten, som Litvinenko kun drak få mundfulde af, skulle vise sig at være så radioaktiv, at den 44-årige russers skæbne var beseglet i samme øjeblik han fik væsken ind i kroppen.
Men den eftermiddag i november 2006, havde Litvinenko ingen chancer for at vide, at slatten i bunden af tepotten havde en fortid i et statskontrolleret atomanlæg i den russiske by Sarov 484 kilometer øst for Moskva.
Faktisk var slatten - der indeholdt stoffet Polonium 210 - så radioaktiv, at Alexander Litvinenko nu var sundhedsfarlig for andre mennesker - og efter hans død kunne myndighederne spore giftens færden rundt i London.
Theen blev serveret af personalet på det respekterede Millenium Hotel midt i den britiske hovedstad den 1. november.
Her mødtes Alexander Litvinenko med to personer, som han ville gøre forretninger med.
Men deres formål med mødet var ikke at gøre forretninger med Litvinenko - de var nemlig hyret til at slå ham ihjel.
Litvinenko fik godt nok penge af de britiske efterretningstjenester MI5 og MI6 - ifølge hans enke var beløbet på omkring 20.000 kroner om måneden.
Så Litvinenko var ikke specielt velhavende og han forsøgte at supplere sin indkomst ved at arbejde som sikkerhedskonsulent.
Og den 1. november 2006 havde han aftalt et møde med de to tidligere KGB-agenter Andrei Lugovoi og Dmitry Kovtun.
Litvinenko kendte Andrei Lugovoi fra sin tid i Rusland, og de to havde været i kontakt med hinanden flere gange for at starte et samarbejde om at rådgive vestlige firmaer der ville investere i Rusland.
Klokken 11.41 ringede Andrei Lugovoi fra sin mobiltelefon og inviterede Litvinenko til et møde på Hotel Milennium samme eftermiddag.
Litvinenko sagde "ja" og beseglede dermed sin skæbne.
Hvem der havde hyret Andrei Lugovoi og Dmitry Kovtun til at sætte mødet er omstridt - men sporene peger ind i Rusland.
En af de personer, som Litvinenko var på kant med, er kendt af de fleste danskere.
Da Litvinenko var højt på strå i sikkerhedstjenesten FSB var den russiske spions chef en mand ved navn Vladimir Putin.
Vladimir Putin blev præsident i Rusland i år 2000 - samme år som Alexander Litvinenko flygtede fra landet.
Den afhoppede agent havde inden flugten beskyldt ledelsen i FSB for at planlægge at dræbe Putins rival - den fremtrædende politiker og rigmand Boris Berezovsky.
Efterfølgende havde Litvinenko også givet briterne informationer om, hvordan den russiske mafia og de russiske myndigheder var viklet ind i hinanden - og så havde han arbejdet som journalist og beskyldt FSB for at stå bag bombningerne af russiske boligkomplekser i 1999, hvor 300 mennesker blev dræbt. Russerne skød skylden for bombeangrebene på tjetjenske separatister - og angrebene blev brugt til at invadere Tjetjenien, en krig der var med til at øge Vladimir Putins popularitet som præsident.
I en af de sidste blogindlæg Litvinenko skrev før han blev forgiftet, anklagede han endda Putin for at være pædofil.
Blogindlægget beskriver, hvordan Putin i 2006 møder en gruppe turister på en plads i Moskva. Ved den lejlighed løftede Putin op i trøjen på en lille dreng og kyssede ham på maven. Litvinenkos indlæg var ledsaget af et billede af hændelsen - det bar overskriften "Den pædofile i Kreml."
Så Litvinenko vidste godt, at han var upopulær i Moskva.
I 2004 var han for eksempel udsat for et brandattentat - og 14 dage før den fatale bundslat i thepotten, var han endda blevet udsat for et mordforsøg.
Han vidste det bare ikke.
De to herrer, Andrei Lugovoi og Dmitry Kovtun, som Litvinenko havde aftalt at møde på Hotel Milennium den 1. november, havde nemlig listet Polonium 210 i Litvinenko ved en tidligere lejlighed.
Den 16. oktober havde de tre haft et møde hos olieselskabet Erinys og efterfølgende havde de spist sushi på en "Itsu" sushi bar på Piccadilly i London.
Politiets efterforskning viste efter Litvinenkos død, at der var spor af det radioaktive stof Polonium 210 på sushibaren.
Litvinenko har selv forklaret, at han fik det dårligt efter mødet. Han kastede op. Men han overlevede uden at ane, at han havde været udsat for et attentat med et af de giftigste stoffer i verden.
Han vidste heller ikke, at han var døende, da han forlod mødet med de to den 1. november 2006.
Men denne gang blev han syg - rigtig syg.
Efter tre dage med kvalme og mavesmerter blev Litvinenko indlagt på Barnet General Hospital. Her kunne personalet ikke finde ud af, hvad hen fejlede - og Litvinenkos tilstand blev konstant værre.
Sytten dage senere var han dødssyg - men nu troede lægerne, at de havde en forklaring på sygdommen: Thalliumforgiftning - eller på dansk: Rottegift.
Nu blev politiets specialister fra Scotland Yard inddraget i sagen. Og de to efterforskere, der fik sagen, havde fra dag ét en ekstra medarbejder på holdet: Litvinenko selv.
Den 44-årige tidligere agent talte godtnok dårligt engelsk, men han var trænet af tidligere KGB-folk.
De to politifolk Brent Hyatt og Chris Hoar interviewede Litvinenko mens han lå for døden på intensivafdelingen på 16. etage af University College Hospital - hvor han var flyttet hen og kommet under politibevogtning.
Fra den 18. til den 20. november blev han afhørt i sammenlagt otte timer og 57 minutter. Hans vidneudsagn har været hemmeligholdt i otte og et halvt år - og de er yderst præcise.
Litvinenko brugte sin træning som agent til at huske små detaljer, og sin erfaring fra KGB til at gøre sit vidneudsagn så brugbart som overhovedet muligt for efterforskerne.
På dette tidspunkt vidste han formentlig, at han skulle dø, så han kanaliseredde sine sidste kræfter ind i efterforskningen af drabet på sig selv.
Han gav politiet password til sin email, adgang til sin bankkonto og nøglerne til sit hjem.
Og så gav han betjentene et telefonnummer, som de skulle ringe til - men han ville ikke sige, hvad det drejede sig om.
Det mystiske nummer viste sig at være til en person ved navn "Martin", som var Litvinenkos kontaktperson ved den britiske efterretningstjeneste. Og det var tilsyneladende først nu, at folkene ved MI6 blev klar over, at en af deres folk havde været udsat for et attentat. Men detaljerne hos MI6 er stadig hemmeligholdte, så det er ikke offentligt kendt, hvordan tjenesten reagerede.
Samtidig stykkede Litvinenko en liste af mistænkte sammen.
Andrei Lugovoi og Dmitry Kovtun stod på listen - og Andrei Lugovoi blev hurtigt hovedmistænkt.
Under afhøringerne beskrev Litvinenko, hvordan den radioaktive bundslat fandt vej til koppen. Og det skulle senere gøre politiet i stand til at lave en præcis analyse af gerningsstedet, sammen med overvågningsbilleder og målinger af radioaktivitet.
Litvinenko ankom som den sidste til mødet i Pine Bar på Millennium Hotel klokken 15.59.
De to snigmordere var ankommet en halv time før og havde håndteret det radioaktive stof på herretoilettet klokken 15.45, men det vidste Litvinenko ikke.
Han mødte i første omgang kun den ene af dem - Andrei Lugovoi.
- Kom ind, vi sidder her, skal Andrei Lugovoi have sagt. Da Litvinenko kom ind i baren så han, at der allerede var glas, krus og en thepotte på bordet.
Den tidligere agent drak ikke alkohol - og han sagde 'nej tak', da tjeneren spurgte om han ville have noget at drikke. Hans økonomi var for stram til, at han ville spendere penge på drikkevarer på det dyre hotel.
Litvinenko beskrev nøje situationen på hotellet til betjentene, da han lå på sit dødsleje:
- Han (Andrei Lugovoi) sagde: 'OK, vi skal alligevel til at gå, og der er stadig noget the tilbage her, hvis du vil, kan du få noget". Og så gik tjeneren væk, eller jeg tror, at Andrei bad om at få en ren kop, og han bragte den til os. Han gik og da der var en kop hældte jeg noget the ud af thepotten, selv om der kun var en smule tilbage i bunden. Der var kun til en halv kop, måske 50 gram.
- Jeg sank gentagne gange, men det var grøn the uden sukker, og den var forresten allerede kold.Jeg kunne af en eller anden grund ikke lide den. Næsten kold the uden sukker. Jeg drak ikke mere. Jeg sank måske to eller tre gange i alt.
Først da Litvinenko havde drukket af theen, kom Dmitry Kovtun hen til bordet og satte sig lige ved siden af Litvinenko.
Og Dmitry Kovtun var en mand, som Litvinenko instinktivt havde noget imod. De havde kun mødtes en gang før, og han virkede som om han havde personlige problemer, syntes Litvinenko.
- Han virkede meget nedtrykt, som om han havde voldsomme tømmermænd. Han undskyldte. Han sagde, at han ikke havde sovet om natten, at han lige var fløjet ind fra Hamborg, at han virkelig gerne ville sove og at han ikke kunne holde det ud. Men jeg tror, at han enten var stofmisbruger eller alkoholiker. Han var en meget ubehagelig type, forklarede Litvinenko på sit dødsleje.
De to mænd, som forgiftede Litvinenko, vakte i det hele taget opsigt hvor de kom. Goran Krgo, der var chef på et af de hoteller, hvor de to boede i London beskrev dem således under en afhøring:
- Vi syntes de var temmelig komiske, ud fra deres påklædning og de smykker de bar. (...) Dmitry Kovtun bar et sølvfarvet jakkesæt i polyester og Andrei Lugovoi et mørkegråt sæt. (...) farverne matchede ikke. Jakkesættene var enten for store eller for små. De lignede ikke folk der var vant til at gå i jakkesæt. De lignede mere nogle æsler med saddel på ryggen.
Mens de tre sad rundt om thepotten på Hotel Millenniums bar, var der ingen der drak noget. De forberedte sig på et forretningsmøde den næste dag.
Hvad Litvinenko ikke vidste var, at de to mænd havde fået rigeligt at drikke inden han kom. Regningen fra baren viser, at de to mænd havde bestilt.Tre kopper the, tre Gordon's gin, tre tonicvand, en champagnecocktail, en Romeo y Julieta cigar no. 1, og yderligere en Gordons gin. I alt lød regningen på omkring 700 kroner.
Mødet med Litvinenko tog omkring 20 minutter, og da den tidligere agent havde drukket theslatten kiggede Andrei Lugovoi på sit ur og sagde, at han ventede sin hustru. En kvinde dukkede op i receptionen, vinkede, og sagde "lad os gå, lad os gå".
Men inden mødet var helt slut skete der noget, som peger på, at de to snigmordere ikke anede, hvilken gift de havde med at gøre.
Ifølge Litvinenkos vidneudsagn hentede Andrei Lugovoi sin otteårige søn Igor hen til bordet, hvor den radioaktive Litvinenko nu sad.
- Dette er onkel Sasha, giv ham hånden, skal Andrei Lugovoi have sagt til sin søn.
Derefter gav Litvinenko den otteårige dreng hånden - den samme hånd som han netop havde drukket the med.
Da politiet efterfølgende analyserede Litvinenkos jakke fandt de store mængder radioaktivt materiale på højre ærme.
Herefter gik Andrei Lugovois familien ud i byen, mens Dmitry Kovtun gik i seng.
Litvinenko gik derfra med en underlig fornemmelse i maven - og den skyldtes ikke radioaktivitet, men et af hans instinkter som spion.
- Senere da jeg forlod hotellet, tænkte jeg, at der var noget underligt ved det hele. Jeg havde på fornemmelsen, at de ville slå mig ihjel, forklarede han på sit dødsleje.
Litvinenko fandt aldrig ud af, hvad han var blevet forgiftet med. Men han vidste, at han var vidne til sit eget mord.
Som en af sine sidste handlinger fik han den 21. november skrevet et afskedsbrev, hvor han anklager Vladimir Putin for at stå bag de to snigmordere.
"Du har haft held til at gøre en mand tavs, men protestskriget fra resten af verden vil give genlyd, Hr. Putin, i dine ører i resten af dit liv."
Litvinenkos hjerte svigtede første gang den 22. november.
Han døde dagen efter. Seks timer før Litvinenko udåndede, bekræftede medicinske prøver, at han var "forfærdeligt kontamineret" med det radioaktive stof Polonium 210.
Obduktionen af ham foregik af læger iført ekstraordinært sikkerhedsudstyr, og de efterfølgende prøver viste også, at der var tale om Polonium 210. Et radioaktivt stof, der kun kan skaffes, hvis man har adgang til en atomreaktor.
De to mænd, Andrei Lugovoi og Dmitry Kovtun slap væk.
De bor i dag i Rusland. De nægter at have myrdet Litvinenko, og Rusland har afvist at udlevere dem.
Andrei Lugovoi er blevet medlem af det russiske parlament, og Vladimir Putin har tildelt ham en medalje for hans indsats for Rusland. Hvilke gerninger der specifikt er tale om, er ikke oplyst.
I 2015 gennemførte de britiske myndigheder en større dommerundersøgelse af sagen. Vladimir Putin blev forsøgt afhørt på video den 27. juli 2015 - han sagde i første omgang ja, men aflyste aftalen den 27. juli.
Undersøgelsens konklusioner kom frem den 21. januar 2016 - den peger på, at den russiske sikkerhedsstyrelse FSB formentlig står bag drabet, og at Vladimir Putin formentlig godkendte drabet.
Og thepotten?
Den blev fjernet fra bordet på Hotel Millennium. Derefter blev den vasket og genbrugt flere hundrede gange. Politiet fandt først potten midt i december måned, og på det tidspunkt var den stadig radioaktiv.
Kære læser - du har nu læst artiklen om Litvinenko til ende. Den er blevet til på baggrund af materialet fra "The Litvinenko Inquiry" samt artikler fra Financial Times, The Guardian og BBC Online.
Hvis du har mod på flere længere artikler af samme forfatter, er der flere her: